I det venstreorienterede medie Zetland har Mahamad-Bakher Sabah skrevet en lang artikel om den 41-årige økonom Eva Gregersen, som ifølge forfatteren har sat nyt liv i indvandringsdebatten – tilmed i en sådan grad, at politikerne er begyndt at lytte til hende. Som Sabah bemærker, er det lykkedes hende at skabe de sager, som andre taler om. Hun er altså mere end blot debattør.

Eva Gregersen har udfoldet enorme bestræbelser på at forstå de herboende muslimers tankegang – særligt når det gælder deres holdning til det liberale demokrati. Går de ind for det, eller foretrækker de et andet samfundssystem? En måling, der ikke er nævnt i artiklen, viser, at 77 pct. af dem helst vil af med demokratiet og erstatte det med et teokratisk regime styret efter Koranens regler.

Mahamad-Bakher Sabahs artikel bliver til en længere frem og tilbage om, hvad muslimer egentlig mener med, hvad de siger, og hvad de mener med det, som de ikke siger. Man bliver ganske forvirret og får lyst til at spørge, hvorfor danskere skal bryde deres hjerner med at gætte sig til muslimers hensigter. Det eneste, vi med sikkerhed kan vide, er, at Muhamed har bemyndiget muslimer til at lyve og forstille sig, hvis det tjener islams interesser. Vi aner derfor ikke, om de er oprigtige. Det gør vi som udgangspunkt heller ikke, når det gælder danskere, men i det mindste lever vi i en kultur, der ikke ophøjer løgn og forstillelse til et bærende princip og en anbefalelsesværdig adfærd.

Langt nede i artiklen bliver Sabah konkret: Kun syv til ni pct. af de herboende muslimer kommer i moskeerne, og her har Eva Gregersen talt med de mest religiøse af de religiøse – et lillebitte mindretal. Hun har altså fået et misvisende indtryk af, hvad den brede muslimske ummah går ind for. De mange, der ikke tilhører dette lillebitte mindretal, er muslimer på ”alle mulige måder”, må vi forstå.

Må jeg som historiker foreslå en anden metode end at bryde sin hjerne med muslimernes rige eller fattige indre? Denne bestræbelse har nu stået på i mange årtier og har skaffet smør på brødet for mangen en journalist og ekspert, men fører ingen steder hen.

Man skal nemlig ikke hæfte sig ved, hvad folk siger om sig selv, men ved, hvad de gør.

Og vi kan konstatere, at muslimsk indvandring uvægerligt medfører en spontan adskillelse mellem de rettroende – muslimerne – og de vantro – kristne, jøder, buddhister, hinduer, ateister og andre, som Muhamed har lovet at eliminere, indtil Allahs religion hersker overalt. Vi kan derfor regne med, at Danmarks islamisering vil skride frem i takt med den muslimske ummahs mangfoldiggørelse.

Hvis det ikke var tilfældet, skulle vi forvente, at en masse muslimer vil vende ryggen til Muhameds ideologi, som har ødelagt ethvert samfund, hvor den har vundet indpas.