Så røg han, forsvarschefen, og blev erstattet af en ny. Som rigtignok lyder mere kontant og dertil er udstyret med noget så sjældent i vor tid som praktisk erfaring. Men det ændrer ikke på, at det danske militærvæsen befinder sig i noget, der minder om Marianergraven.

Soldater, værn, våbensystemer og ammunition er stort set pist væk sammen med kaserner og andre fornødenheder, ligesom det operative system ikke længere er operativt, men undergravet af, hvad generalsekretæren i Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe kalder en pleaserkultur, hvor man kun »sender de oplysninger videre, som man tror, man vil høre højere oppe i systemet«.

Derfor kommer det nu som en meget lille overraskelse, at både skibschefen på fregatten Iver Huitfeldt og Forsvarskommandoen kendte til fregattens defekte våbensystem.

»Man har opbygget en pleaserkultur, fordi man i 00’erne og 10’erne havde oplevelsen af, at hvis man ikke kunne bruge udstyret, mistede man det,« siger generalsekretæren fra Atlantsammenslutningen. 

Pleaserkulturen skyldes årtiers besparelser siden Sovjetunionens opløsning og svag politisk dømmekraft hele vejen op til Statsministeriet. Der pt. bestyres af en minister, som ikke tidligere har udvist tegn på, at hun aner, er, hvad et territorialforsvar bruges til, og hvorfor man overhovedet skal have ét. 

I sin ungdom var hun naturligvis pacifist. For fem år siden udnævnte hun letmatrosen Trine Bramsen til forsvarsminister. Nu ymter Mette Frederiksen så et eller andet om, at danskerne ikke må gå hjem fra samlebåndet kl. 16 – for ellers kommer russerne. »Samlebåndene kører i Rusland 24/7«, sagde statsministeren på en konference og tilføjede, at derfor må vi andre heller ikke gå hjem. 

Tillad mig at bringe en lille detalje frem – på rundt regnet 1 mia. kr. Så meget vil det koste at forbedre det raketkastersystem, som forsvaret har bestilt i Israel. Som erstatning for det artillerisystem, regeringen sidste år sendte til… Ja, gæt engang… Ja, til Ukraine!

Mere symbolsk bliver det næppe. Den smule militært isenkram, vi selv råder over, forærer vi til andre, mens det grej, vi køber for dyre penge, ikke fungerer. 

Man skulle næsten tro, det var en topembedsmand fra Vurderingsstyrelsen, der stod i spidsen for det danske forsvar. Det er det faktisk også. 

Den nys udnævnte koncernstyringsdirektør (bare titlen!) kommer netop fra denne enhed i etaten, hvor manden har udmærket sig ved have ansvar for en af danmarkshistoriens største skandaler, hvor man i mere end et årti har brændt godt 4 mia. kr. af på et ejendomsvurderingssystem, der ikke fungerer, og som alle hader. 

Det danske forsvar er åbenbart ledet af fjolser, der falder opad i systemet. Koncerndirektørens nye opgave i Forsvaret bliver at se, om han kan få de lovede 200 mia. kr., som skal udmøntes i de kommende år, til at gå op i flammer. Det tror jeg faktisk godt, han kan. Med lidt hjælp fra et par fikse konsulenter.

Men det forholder sig endnu værre.

Thi et større perspektiv, som ingen synes at interessere sig for, banker på døren til Danmark, og det er vores slappe holdning til Nato – og vores klæbrige holdning til EU. Tingene hænger desværre sammen. I mangel af bedre er EU blevet vor sutteklud.

I årtier troede vi således at EU (og FN, WHO og andre humanitære organisationer) kunne erstatte det konkrete forsvarssamarbejde i Nato. Så sent som forrige år legede ledende politikere med tanken om en »gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik«. Dvs. en EU-hær til fremme af en Union, der aldrig, jeg gentager, aldrig har demonstreret militære færdigheder, men i stedet er engageret i ”fredsskabende” aktioner, især i Afrika, herunder Mali, Somalia, Congo, Niger, Sudan, Mozambique og Libyen. Uden succes, naturligvis.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Nej tak til EU-hæren!

Vores sikkerhed ligger hos Nato, som hviler på nationers frivillige samarbejde, selvforsvar og musketered. EU bygger derimod på en stadig snævrere ophobning af magt og på at udbrede en lufthavnsliberalisme til stor skade for nationer, folk og frivillige fællesskaber. 

Nato og EU har to vidt forskellige formål. Natos er realistisk, EU’s er utopisk. 

Til forskel fra Christiansborg ved jeg godt, hvor mit lands sikkerhed er bedst forankret – og det er for nuværende næppe i Danmark.

Det var ellers opgaven med forsvaret. Vi har bare pisset på det i så mange år, at vandet er blevet gult.