Foto: Skjermdump fra NRKs egen artikkel. Ludwig Løkholm Lewin utkledd som «høyreekstremist», med en fremtoning som minner om hovedpersonen i filmen «Elling»?

NRK P3-journalist Ludwig Løkholm Lewins radikaliseringsstunt fortæller om et statlig TV-selskab som laver et fenomæn det ikke kan dokumentere. Begrepet dokumentar er således helt misvisende.

Den måde NRK præsenterer dokumentaren på, gøre det temmelig berettiget at tale om løgn.

P3 dokumenterer sin egen fiktion, og kalder det dokumentar. Programmet vil formentlig blive solgt som dokumentation på hvordan man bliver radikaliseret online, retning højre selvfølgelig.

22/7 betød, at norske medier overgik hinanden i beretninger om “den tredje bølge” og “det mørke net”. Øyvind Strømmen blev orakel over natten.

Nu fandt ikke politiet Knights Templar. De fandt kun en megaloman, personlighedsforstyrret person, som medierne har været i stand til at projicere deres mange behov på. Det hjælper til at opretholde forestillingen om et farlig, opblomstrende, radikaliserende højre. Vi ser nogle patetiske forsøg, såsom Odins soldater, som medierne straks kaster sig over til det ikke er meget tilbage af dem.

Tomrum er snarere, det der kendetegner det radikale højre. Hvor er organisationerne, som ifølge politiet har “blomstret op”? De nævner aldrig navne. Så ville de måtte begrunde deres påstande. I stedet lader de anklagen hænge i luften, og dermed overlader de til folks fantasi at finde svaret.

Medierne hjælper dem på vej. Rights.no og Document.no får undgælde. Frieord.no er noget helt andet. Det kan ses hurtigt på temavalg og kommentarfelt. Men på intet tidspunkt gør medierne eller folk som Tore Bjørgo (fik 50 millioner fra staten for at forske på ikke-eksisterende “højreekstreme miljøer” i Norge) noget forsøg på distinktion.

Document.no vil være i stand til at fortælle politiet og Tore Bjørgo en del om faren for radikalisering. Vi har fingeren på pulsen og mærker frustrationen i kommentarfeltet. Vi ser også de læserindlæg, vi ikke kan offentliggøre, og helheden angiver hvor tyngdepunktet er placeret. Det har bevæget sig i retning hårdere holdninger. Men hvis man indrømmer dét, og ikke bare bruger fordømmelse og udstødelse, ville man være tvunget til at spørge hvorfor.

Kunne det have noget med den store indvandring at gøre, følelsen af at Europa er magtesløs, og at lederne vil være det, og at islamister og muslimer nyder en sympati og forståelse, selv når de bevæger sig i voldelig retning, som indfødte ikke er i nærheden af?

De mistænkeliggøres tvært imod for at udtrykke deres mening.

Kampen mod net-trold og nethad er også præget af fordømmelse og manglende vilje til at spørge, hvor sindet kommer fra. At net-hetz findes er utvivlsomt, men det er et generelt fenomæn og ikke bare på højrefløjen. Men af en eller anden grund hører vi sjældent om den hetz medierne selv bedriver, på redaktionel plads, f.eks. mod Sylvi Listhaug (Norges Inger Støjberg). At tordne mod net-hetz og i neste omgang køre frem artilleriet mod Sylvi Listhaug for 117de gang, skurrer kraftig i folks ører.

– Det er Trumps vælgere der er noget galt med, havde Newsweek som overskrift på kampagnen mod Trump, og antydet manglende respekt for vælgerne som et demokratisk problem.

Vi har haft det samme i EU i 25 år: Hvis en national meningsmåling gik imod Bruxelles, blev landet instrueret om at arrangere en ny.

Denne polerede, autoritære facade er ved at slå revner. Men systemet forsvarer sig med alt det har.

Statskringkasterne er blevet et instrument for «stave off» – udsætte og holde i skak – borgernes reaktion. Du finner ingen debat i NRK hvor man inviterer artikulerede mennesker som kan målbære den kritik som har rejst sig i Norden, Europa og USA. Det sker bare ikke. Hver gang Document har accepteret en invitation til at deltage i NRK-debatter, har det vært for at blive tildelt en rolle, eller holdninger vi ikke står for.

Sist var det programmet Ytring på søndag som inviterede os til at debattere højreekstremisme. Et farlig tema hvis journalistene ikke er redelige og fair. Jeg gik flere runder med programleder Gro Engen som absolut ville ønskede Documents red. i studio. Jeg mærkede at hun hadde vanskeligheder med at forstå hvad jeg sagde, og spurte henne på et tidspunkt om hun læste os. Hvordan kan en programleder lede en debat hvis hun ikke forstår hvad objektet siger? Hun blev svar skyldig. Jeg forstod at det gør man ikke i NRK. I statskringkasteren er vi en modstander. Man tar ikke ind synsvinkler som tilbyder et andet syn på tilværelsen. Da er du en trussel. Du kan få en rolle i deres script, men aldrig på egne præmisser.

Nu er ikke NRK den eneste public service-kringkaster med denne indstilling. Det samme går igen i DR og SVT. Også BBC er venstreorienteret/politisk korrekt og føler de har ret til at opdrage seerne for deres skattepenge.

Denne opdragelse er noget som har kommet med fuld styrke i de senere år. Men medierne vil fortsat ikke se, at det stilles spørgsmål ved den. Derfor går de ned, ned, ned.

Vi trenger desperat medier som er medier, og har en kritisk tilnærming. Det er ikke venstre-præferencen der er problemet, men det at man ikke vil indrømme den, og dertil: At man systematisk forsøger at delegitimere en legitim politisk respons på den politik medierne selv går ind for med hud og hår.

Det er en bitterhed i dette opgjør som medierne kommer til at tabe. Men på veijned tyr de til nye tricks for at «vinde». At dette kan betyde store omkostninger for mennesker der rammes, synes ikke at bekymre dem.

I en større NRK Dagsrevy-reportage om Odins soldater blev logoen til Solidaritet med Bolkesjø, en sympatiaktion mod at lægge et asylcenter i en fredelig landsby, vist. I netartiklen som fulgte indslaget, står det helt nederst:

Organisasjonen Solidaritet med Bolkesjø har henvendt seg til NRK om at deres logo fremkom i Dagsrevyreportasjen på en Facebook-side som tilhører et profilert medlem i Odins soldater.

NRK vil understreke at Solidaritet med Bolkesjø eller andre organisasjoner på denne siden ikke er en del av NRKs undersøkelse av ytterliggående grupper. Vi beklager hvis dette har ført til misforståelser

Kunne NRK uddype: Misforståelser? Definer. Var det tilfældig at logoen blev vist?

P3s sjef er Bjørn Tore Grøtte, en ung fyr nordfra som sikkert får ros lenger oppe fra for kreativitet. Han forsvarte konseptet i Ukeslutt sist lørdag.

Lewin leker at han blir radikalisert på nett. Hvor får han tankene sine fra? Det er ikke så mye å velge i, hvis vi holder oss til Norden. Det er lett å tenke seg at NRK «dokumenterer» at Lewin er inne på Avpixlat.info, snaphanen.dk, document.no, rights.no og de mer lugubre som frieord og de rene nazistiske som nordfront. Det er til dels store forskjeller mellom dem, men bildene av logoer vil skape en asossiasjonsrekke i seerens hode: Han har jo sett det, så da må det jo være «sant». Seeren ser videre at journalisten etterhvert lar seg påvirke av det han leser. Det er Øyvind Strømmen og Lars Gule come alive: Teorien om det mørke nettet i praksis. Se det virker! Selv en NRK-journalist blir påvirket.

Slik kan NRK formidle flere budskap på en gang.  Lewin får det vanskelig. Moren får ikke sove, familien er lei seg. Kolleger tar avstand.

Etter en lang periode hvor det begynner å ta på Lewin som spiller «på ordentlig», kommer katharsis: Innrømmelsen av at det bare var spill, som gjør det mulig å gå tilbake til normalen.

P3 får vist det Erna Solberg og Geir Lippestad ikke klarer: Det lønner seg å være normal, dvs holde seg langt unna negative oppslag om islam/muslimer og innvandring.

Derfor er det kanskje ikke så rart at P3 valgte å bruke en nyhetssak om ICMs meningsmåling som viste at rundt halvparten av Storbritannias muslimer mente homofili burde vært forbudt. Det er slike «negative» nyheter de upolitiske ungdommene skal lære seg å unngå. Når Christian Tybring Gjedde og Kjetil Rolness kritiserer NRK og sier det viser at de ikke tåler islam-kritikk, så er det ikke helt presist: NRK vet godt hva de gjør. De driver kondisjonering av seerne og de får demonstrert sin mediale makt; vist at de kan knuse høyreradikale like effektivt som det stalinistiske monumentet utenfor gamle Østbanehallen: Ved å finne dem opp.

Det er ganske fiffig.

Men alle etterlater spor.

Journalist Lewin har tidligere vist at han ikke har moralske skrupler, hvis det tjener en god sak. For å få ram på rasismen kan han utgi seg for å være rasist. Det er samme modus operandi.

Under kommunevalget i 2007 gikk Lewin rundt på Karl Johan og spurte kandidater for de ulike partier om hva de «synes», om hva da? Jo, om det ikke var litt for mange negre i byen. Denslags spørsmål er det få som stiller til fremmede i dagens Norge, men Lewin fikk nok til å lage et innslag. Dog bare med Høyre, Sp og KrF. VG bemerket forskjellsbehandlingen og document skrev om fremgangsmåten i en notis.

Lewin var innom Sp og Krf og Høyre, men gikk utenom Ap og SV fordi det var så mange barn der, og da ville han ikke stille det innledende spørsmålet om at det er for mange negre i Oslo.

Nå har Lewin gjentatt stuntet, med nettsteder som blir ufrivillige og maktesløse deltakere. NRK kan gjøre akkurat hva de vil med nettinnhold. Det kan være så seriøst det bare vil. Når det inngår i en slik setting vil det fremstå som det radikaliserer. Ordet dokumentar borger for at det er «ekte».

Med den mediemakt NRK har og den ukritiske holdning de andre mediene har, skal det godt gjøres at noen rykker ut, skal vi si til document og rights fordel. La oss håpe vi tar feil, men det har vært små tegn i den retning hittil. Man forstår ikke at det er noe stort tap å ofre mennesker som mener noe annet enn den store majoritet.

Det er en catch ved Lewins stunt. Han har et jødisk navn. Det er noe alle med den minste kjennskap til jødiske navn ser. Hvorfor er det relevant? Jo, fordi jødehatet begynner å bli ganske utbredt i det nye Norge. Det er ikke alle steder det å ha et tydelig identiserbart jødisk etternavn er like lett. Det være seg skole eller boligområde.

Lewin bor på Nesodden. Han har bare politisk korrekte meninger, venner og omgangskrets. Virkelig? De forstår ikke at han kan dreie mot høyre. Deres reaksjon er mer forståelig hvis man tenker ut fra at noen av dem er jøder i et land hvor det begynner å bli stadig mer problematisk. Politisk korrekthet er en livsforsikring: De går i ett med mengden, du vet alltid hva du skal si og skiller deg ikke ut. Det er en overlevelsesmekanisme flere følger. Kanskje slengbemerkningen på jobben svir mer: Kanskje Lewin vet at det potensielt er mennesker der som  vil bli ekstra indignerte hvis de vet at han både er jøde og høyreorientert? En jøde er forpliktet til å være politisk korrekt for å bli akseptert i det nye Norge.

Men Lewin hadde ikke trengt å påta seg «oppdraget». Han kunne sagt nei. Dette er uetisk journalistikk.

Jeg har lenge ventet på at mediene skulle begynne å fiksjonalisere virkeligheten. Ordet høyreradikal er blåst opp og mystifisert i den grad at de er nødt for sette kjøtt på benet. De har lett med lys og lykte. Nå  velger de å gjøre det selv.

Først serverer man påstanden om et fenomen. Hvis det unnlater å materialisere seg, skaper man det selv og kaller det dokumentar.

http://www.dagbladet.no/2016/05/06/kultur/islamkritikk/muslimhat/nrk/tv_og_medier/44123507/

http://www.nrk.no/kultur/da-ludvig-vart-_radikalisert_-trakk-vener-og-kollegaer-seg-unna-1.12931293

http://www.nrk.no/buskerud/politiet-er-bekymret-for-de-hoyreekstreme-miljoene-1.12901648

http://www.nrk.no/norge/ludvig-lokholm-levig-syntes-det-var-grusomt-a-ljuge-for-moren-1.12932490

http://www.nrk.no/ytring/kunnskap-mot-ekstremisme-1.12907370