Katrine Winkel Holm har kritiseret kunstgruppen The Other Eye of The Tiger, TOETT, der har lavet en udstilling om jihad-terrorister og sidestiller dem med martyrer som ofrede egne liv for andre eller sin tro. To helt modsatte udgangspunkt. Kunstnerne leger med begreberne, slig radikale plejer, for at bryde ned forskellene. Disse distinktioner er hvad vi benytter for at opretholde et civiliseret samfund. De hænger også sammen med ævnen til at skelne godt og ondt.

Men Winkel Holm kritiseres af Jens Martin Eriksen for at have brugt et “nyreligiøst sprog”:

Ikke desto mindre understreger forfatteren, at det både er »naivt og nyreligiøst«, at politikerne mener, at man ikke bør undersøge udstillingen.

»Idéen om, at der er tabuer i verden, som vi ikke må undersøge, er for længst overstået. Det er totalt uholdbart og useriøst,« siger han og fortsætter:

»Vi har intenst diskuteret ytringsfriheden og grænserne for ytringsfriheden lige siden Muhammed-tegningerne. Vores debat er ret langt fremme i forhold til andre steder i verden, men det undrer mig, at politikerne ikke har fulgt med. De kommer med nogle helt naive ting om, hvad vi må gøre og ikke gøre. Heldigvis har de ingen magt til at forhindre det, og det er kun godt,« siger Jens-Martin Eriksen.

Debatten dør dersom man anvender stråmænd. Winkel Holm er ikke nyreligiøs, men hun forstår udstillingens sidestilling af fænomener der er diamentralt forskellige. Slig udstillingen er præsenteret, æstetiserer den terroristerne og relativiserer terroren. Sådan skabes en frisson-effekt, som skaber “skandale”, og igen trækker publikum.

Kunstnergruppen er selv helt klar i sin naive, spekulative tilnærmelse:

Nu indvies Nordens første martyrmuseum i en nedlagt slagtehal i Kødbyen på Vesterbro. Udstillingen undersøger, hvorfor nogle mennesker går i døden for det, de tror på. Vores fascination af heltemodige mennesker er ikke et nyt fænomen. Helt op til i dag har vi undret os over, hvilke egentlige motiver der ligger bag martyrium. Adskiller vor tids martyrer sig fra tidligere tiders, og hvad vil det sige at gå i døden for sin tro?

Det er intet nyt. Venstreorienterede kunstnere har gjort det i årtier. Modernismen begyndte som en dekonstruktion af kunstneriske regler. Men nu er det ikke meget tilbage at grænseoverskride. Her byder terroren sig frem. Den er i høj grad tilstede i vores liv. Derfor er den let at spilde på. Men det greb TOETT har gjort virker billig.

Den skaber en nimbus rundt terroren. Hvad skulle være ellers være poenget med at stille ud en hanske magen til den terroristerne benyttet på Zaventem-lufthavnen mandag 22. marts?

                            Foto: Bakhraoui-brødrene, hansken, søm og jern som de fylder bomberne med. Foto: Ida Grarup

Hansken stilles ud nærmest som en relikvie. Det er denne mystifisering af religiøse mordere som Winkel Holm reagerer på. At sidestille dem med f.eks. Maxmilliam Kolbe er en forulempelse, ikke bare af ham og hans offer, men alle de som er dræbt af jihadister de senere år.

Flemming Rose har gået i selvsving.

»At forstå er ikke det samme som at tilgive eller vise forståelse for deres ugerninger. Historiens tre største massemordere, Stalin, Hitler og Mao, er genstand for hundredvis af bøger og film, og mange af dem er forsøg på at forstå de tre massemorderes bevæggrunde, motiver og rationaler,« siger Flemming Rose,

Var der nogen der lavede udstillinger som verdsatte disse mordernes “bedrifter” mens de fortsat dræbte? Eller som sammenlignet den røde kirke med den kristne?

Menneskets evne til distinktioner er væsentlig. Det har været et tegn på civilisation at man adskilte profanum og sacrum. Det profane og det hellige.

Men de radikale har ment, at det at rive ned barrieren mellem de to er en frigørende handling. Ethvert tabu er til for at brydes.

Jeg troede virkelig vi var kommet lidt længere.

Jihadisterne er netop drevet af et ekstremt sacrum, en dødsdrift mod det transcendente, men det er på en måde som truer med umwertung af det vi vanligvis forbinder med det hellige. Hvis man skulle tematiseret Bakhraoui-brødrene og Maxmillian Kolbe ville det været meget ambitiøst. Jeg tviler stærkt på om kunstnerne i det hele taget forstår spændvidden.

Hvorfor tror Rose og Christian Kock at kunstnerne øger vores forståelse av jihadisternes handlinger? Det modsatte kan godt være tilfælde.

Topbillede: En mand som Najim Laachraoui er en gåde: Han var intelligent og hoppet af en god katolsk skole for at blive kriger for Allah. Han havde den tekniske kompetancen til at bygge bomber og det var hans bomber der gik af i Paris og Bruxelles. Hvad driver ham? Det ville imidlertid kræve noget helt andet end en lettvint sammenligning med andre der har dødd for deres tro. Kunstgruppen TOETT banaliserer et meget alvorlig fænomen.

http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/katrineholm/ECE8647054/det-er-perverst-at-udnaevne-mordere-til-martyrer/

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indblik/Kultur/ECE8634011/burde-man-ikke-lige-se-hvad-det-er-for-en-udstilling-foer-man-skaelder-den-ud/

http://www.sort-hvid.dk/projekt/martyrmuseum/