Den tyske indenrigsminister Nancy Faeser (SPD) og hendes allierede Thomas Haldenwang, chef for Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), ønsker at forbyde det eneste oppositionsparti, Alternative für Deutschland (AfD). For at opnå et forbud, der vil holde i retten, må Faeser og Haldenwang kunne fremlægge bevis for, hvad de påstår, nemlig at AfD er højreekstremt og en trussel mod demokratiet.
Nu ville det i et ordentligt demokrati ikke være nogen forbrydelse at være højreekstrem, selv om man kunne definere, hvad det ville sige eller bevise, at AfD var det, men vi er i Tyskland anno 2024 kommet langt ud over et ordentligt demokrati. Hvad Faeser og Haldenwang vil, minder ikke blot om, hvordan man behandlede dissidenter i kommuniststaten DDR, men i foruroligende grad om, hvordan nationalsocialisterne i 1933-34 tog den uindskrænkede magt i Tyskland. Man kan tage Tyskland ud af nazismen, men man kan åbenbart ikke tage nazismen eller måske rettere tilbøjeligheden til nazi-adfærd ud af tyskerne, i hvert fald ikke af typer som Faeser og Haldenwang. Typer, som udmærker sig ved at beskylde AfD for at bestå af potentielle nazister. Sådanne typer er ganske ude af stand til at se sig selv i et spejl. Deres adfærd og påtagede angst på vegne af et demokrati, de ikke ved, hvad er, ville være latterlig, hvis den ikke var så farlig.
For at skaffe bevis for, hvor nederdrægtige AfD-folk var, hjalp Haldenwangs BfV, der mere og mere ligner et politisk politi rettet mod regeringskritikere, det statsstøttede såkaldte ”forskningscenter” Correctiv med at producere det famøse referat af et møde på et hotel i Potsdam i november 2023, hvor AfD-folk skulle have planlagt racistiske massefordrivelser af tyske statsborgere af mellemøstlig herkomst. Fra den 10. januar 2024 begyndte den statsdirigerede hetz mod AfD i form af angiveligt spontane massedemonstrationer i tyske byer, hvor hundredtusinder udstillede deres harme over AfD’s diktatoriske planer. De statsstøttede medier fulgte trop. Vejen skulle således være åben for et forbud mod partiet.
Desværre for Faeser og Haldenwang faldt Correctiv-historien hurtigt fra hinanden, ikke mindst fordi en af deltagerne i Potsdam-mødet, forfatningsjuristen Ulrich Vosgerau, vil anlægge sag mod Correctiv for bagvaskelse. Correctiv-folkene selv fik travlt med at trække i land og bedyrede, at de skam ikke havde påstået, at AfD-folk forlangte masseudvisninger. Det var ikke desto mindre netop det indtryk, de skabte, og som Faeser og Haldenwang ønskede, de skulle skabe.
Magthavernes frygt for og had til AfD opstod ikke først i januar 2024, og de vil ikke helme, før de får knust partiet enten ved et direkte forbud eller ved at ødelægge partiets økonomiske grundlag. Det sidste kan ske ved, at Forbundsdagen fratager AfD den statslige støtte, som alle partier modtager.
Regeringen og dens lydige medier har allerede i flere år arbejdet intenst på at opbygge en kunstig, men dog magtfuld folkestemning mod et ikke særlig veldefineret, men angiveligt magtfuldt og truende højre, hvis farligste udtryk er AfD. Denne folkestemning har bredt sig blandt mange både yngre og ældre borgere, som ikke ved meget om AfD, men tror, hvad de får fortalt af medierne. Den har også bredt sig blandt arbejdsgivere, både offentlige og private. Er man AfD-vælger, skal man tie stille med det. Bliver man afsløret, risikerer man at miste arbejde og tilmed at blive udsat for fysiske angreb, som det er sket for adskillige AfD-folk.
Til trods for den slags vedvarende og i en retsstat egentlig utænkelige chikane af borgere, der tillader sig at mene noget andet end magthaverne, forsvinder AfD ikke. Derfor må regeringen gribe til andre, mere direkte midler.
I 2022 fremlagde regeringspartiet De Grønne forslag til en Demokratiefördergesetz, altså en lov om fremme af demokrati. Bag mange fine ord om demokrati var dens slet skjulte hensigt at give regeringen frie tøjler i ”kampen mod højre”, herunder at finansiere regimetro propagandister og tæskehold. Kommentatoren Hadmut Danisch skrev, at forslaget mindede ham ret nøje om den lov, hvormed nationalsocialisterne i 1933 i praksis tiltog sig den uindskrænkede politiske magt i Tyskland. ”Med bemyndigelsesloven af 24. marts 1933 overdrog den tyske rigsdag de facto fuldstændig den lovgivende magt til den nye rigsregering under Adolf Hitler og ophævede dermed den magtdeling, der er grundlaget for en demokratisk statsindretning.” Demokratifremmeloven ville på samme måde have givet regeringen uindskrænket magt i strid med magtdelingsprincippet.
Den lov blev aldrig vedtaget, men i februar 2024 og i kølvandet på de opdigtede afsløringer fra Potsdam fremsatte indenrigsminister Faeser med støtte hos Haldenwang en række forslag, der ligeledes lover penge til regimetro propagandister og sigter på at kriminalisere kritik.
Ifølge disse forslag har politiske kritikere af regeringen eller enhver, der forhåner regering eller stat, forspildt deres rettigheder. Forkerte tanker, altså tanker, som magthaverne ikke kan lide, skal straffes, mens propagandister for regeringen og dens politik skal finansieres. Selv private møder af regeringskritikere som for eksempel Potsdam-mødet skal kriminaliseres. Udenlandske kritikere af regeringen skal forbydes indrejse, lige som kritikeres bankkonti skal overvåges for at se, hvem de giver penge til, og hvem de får penge af.
I en ikke så fjern fortid var hån, spot og latterliggørelse af magthavere noget ganske naturligt i et frit land. Sådan skal det øjensynligt ikke længere være i Tyskland. Den klassiske tyske kabaretkultur, hvor veltalende herrer på en scene gjorde tykt grin med politikere, kulturpersonligheder og andre opblæste narre af enhver slags, må nu anses for at være udslukt. På få år er det lykkedes magthaverne at vende retningen 180 grader. Grov kritik af en regering er ikke længere en naturlig, uundværlig rettighed. Nu er den kriminel. At være regeringens lydige redskab er ikke længere tegn på en fej, ynkelig karakter, men roses som ansvar og belønnes med skattemidler.
Faesers og Haldenwangs forslag sigter åbenlyst på sindelagskontrol, noget som i gamle dage ville blive anset for aldeles uforeneligt med fundamentale rettigheder. Med disse forslag vil de i demokratiets navn tage DDR-metoder i brug mod det egentlige demokrati, som i Tyskland nu bedst repræsenteres af AfD.
Skal man fortsætte med de foruroligende paralleller til nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933-34, er det nærliggende at sammenligne Faesers forslag om på forskellig vis at kriminalisere kritik af regeringen med den såkaldte Heimtückegesetz eller lov mod nedrige angreb på stat og parti af 20. december 1934. Den kriminaliserede alle ytringer, der angiveligt kunne skade riget eller rigsregeringens eller partiets anseelse, uanset om ytringerne i øvrigt var sande eller falske. ”Den, der forsætligt om sagsforhold fremsætter eller udbreder en usand eller groft misvisende påstand, der alvorligt kan skade rigets vel eller rigsregeringens eller Det nationalsocialistiske tyske Arbejderpartis eller dets underafdelingers anseelse, straffes med fængsel i op til to år.”
Det er præcis, hvad Faeser og Haldenwang ønsker at gøre med deres kritikere: at gøre uenighed med regeringen om væsentlige emner og især om den muslimske masseindvandring til en forbrydelse.
Vil det lykkes?
Optimister i AfD mener nej. Selv i dagens Tyskland vil det være svært at få et partiforbud igennem Forbundsdagen for ikke at tale om Forfatningsdomstolen i Karlsruhe, der vil skulle prøve et sådant forbud. Pessimister som AfD-politikeren Petr Bystron er mere bekymret. Han peger på, at den oppiskede had-stemning mod AfD i brede dele af befolkningen allerede har gjort det mere end vanskeligt for mange at forblive i partiet, endsige melde sig ind. Han frygter, at denne stemning mere end nogen lov vil udmarve partiet ved at fordrive og afskrække de dygtigste, dem, der ville kunne bære partiet frem til regeringsdeltagelse i en eller flere delstater og dermed egentlig politisk indflydelse. Bystron er selv skolelærer af uddannelse, men erkender, at han ikke vil kunne få sit arbejde tilbage, den dag han ikke længere sidder i Forbundsdagen.
Kampen mod AfD i Tyskland er blot en af de mange fronter i disse dages konfrontationer mellem dem, der endnu husker, hvad demokrati bør være, og de talrige magthavere i politik, erhvervsliv, kultur og medier ikke blot i Tyskland, men i snart sagt alle vestlige lande, der mener sig berettiget til i et falsk demokratis navn at tvinge alle, der er uenige med dem, til tavshed. De mener sig berettiget, fordi de i egne øjne har ret: om AfD, om truslerne mod demokratiet, om islam, om klima, om USA, om Israel, om Ukraine. Og i modsætning til tidligere tider, hvor folk kunne være uenige, uden at den ene fløj frakendte den anden alle rettigheder, og uden at nogen af fløjene hævdede at stå for den fulde sandhed, hævder de nye magthavere netop at sidde inde med den endegyldige sandhed om disse ting, og hvis man bestrider den, må man være modstander af sandheden. Det var sådan set heller ikke kriminelt før i tiden, men sandhedens vogtere er blevet meget nidkære. De tåler mindre og mindre at blive modsagt.
Denne skrøbelige irritation rejser dog spørgsmålet: hvor solid er egentlig denne sandhed, det være sig om AfD eller om alt mulig andet, hvis dens forsvarere reagerer på kritik, som de gør? Det er et spørgsmål, der rækker langt videre end til kampen om AfD i Tyskland.
Af David Gress