I en normal verden er kommunale myndigheders eksistensberettigelse, at de bør sikre fungerende skoler, ældrepleje, veje, offentlige renovation og andre offentlige tjenester.

Formandskabet i Trondheim, den røde by i Midt-Norge, anser det nu som dets opgave at afgøre, hvilke visuelle udtryk, der hører hjemme i det offentlige rum, oplyser NRK Trøndelag.

Derfor vedtok kommunestyret tirsdag et forbud mot reklame som kan bidra til kroppspress. Forbudet gjelder på reklameplasser som kommunen leier ut. Det betyr at du i framtiden ikke vil se lettkledde kvinner og menn på gatetoaletter, leskur og bysykler.

Den ikke altfor gennomtænkte forbudstekst lyder således:

«Det åpnes ikke for reklame som er støtende eller diskriminerende mot grupper eller enkeltindivider, eller reklame som formidler et uriktig bilde av modellen(e)s utseende og bidrar til økt kroppspress. Som et minimum bør reklame hvor kroppsfasong er retusjert merkes.»

En eller anden myndighed bør derfor være forpligtet til at afgøre, hvad der er et “urigtig” billede, og hvad der bidrager til kropspres. Efter hvilke kriterier? Selv almindelig skønhed kan afstedkomme kropspres. Hvorfor ikke bare forbyde skønhed med det samme?

Anna Nicole Smith i Marilyn Monroe-positur var en  av de bedste og mest opsigtsvækkende postsers fra Hennes & Mauritz. Kvindefronten gik amok, men bevidste kun, at de ikke har kulturkundskab eller indsigt i, hvad reklame spiller på. Året var 1993.

Det er endvidere de følelser, det visuelle udtryk måtte vække hos den enkelte person eller gruppe, der afgør, om det er anstødeligt. Offense is in the eye of the beholder, for at parafrasere et velkendt udtryk. Med hvilken ret tillader man individuelle følelser at være bestemmende for offentlige vedtagelser? Dette er emokrati, altså fornuftstyre, og ikke demokrati.

En konsekvens af dette er, at det ikke kun er glædesdræbende feminister, der får vetoret mod dem, der måtte vove at bruge ynde som et visuelt virkemiddel, for hvem kan forhindre en imam fra helvede at krænkes på egen og andres vegne ved synet af en ankel? Vover vi foreslå femten piskeslag foran Stiftsgården i Trondheim for eventuelle overtrædere?

Selv om jeg er blandt dem, der ikke kan lide synet af segregerende og kønsfascistiske islamiske slør, som fortæller det offentlige, at mennesker der bruger det, har meldt sig ud af den sociale virkelighed, der flirt, erotik og kærlighed i udgangspunktet er noget, der er åben for alle. Om jeg skulle se en hijab på en reklameplakat i en holdeplads i Trondheim, vil jeg altså være i min fulde ret til at få dette fjernet for ikke at tage anstød.

Offentligheden begynder for øvrigt at tiltage i skizofreni, hvad disse ting angår. Det ene øjeblik kan du tænde for radioen og få dine ører dyttede fuld af suge- og fittepreiket i almenkringkastingen (NRK), som altså er et offentligt gode – som enhver ansvarlig borger sågar må lytte til i en beredskabssituation. Om man i det næste øjeblik går ud en tur, bør man derfor skånet for synsindtryk, der kan forhøje blodtrykket på en langt mere skånsom måde, end de lydmæssige gjorde fem minutter i forvejen.

Det vil ikke være let for nyankommende, at knække koderne for acceptabel kommunikation i Norge. Snerpethed i et øjeblik, og tøjlesløshed i den næste. Multikultur er også mangfoldighed af kodesystemer. En oprigtig og én falsk er tydeligvis ikke nok.

Hvad præcist er årsagen til denne dobbeltstandard, der kan forvirre enhver? Har feministerne ophøret med at lytte til radio? Det smager jo meget af 1950’erne, når sandt skal siges. Eller er det, fordi imamerne ikke forstår norsk godt nok til at blive krænket af Radio P3?

Vi ville ellers opfordre formandskabet i Trondheim til at gøre noget med al audio-porno fra NRK. Måske kunne de oprettet en lokal støj-sender på Tyholt-højden? Så kan man jamme P3s frekvenser, når det næste kursus i rumpeplugging manifesterer sig, omtrent som Kiev-senderen gjorde, for at blokere vestlige radiostationer i Sovjetunionen under den kolde krig.

Måske Tyholt-senderen kunne sende opbyggelige signaler, snarere end blot at jamme ned med støj, i lighed med Kiev-senderen? Hvad med boroadcasts af bønneråb fra moskéen i Sandnessjøen?

NRK Trøndelag

Toppbillede: Sophie Dahls billboardplakater for parfymen Opium fikk alle til å feste blikket. Allerede den gang i førjulstria i 2000 tok man anstøt. Storbritannia har et overoppsyn for reklame som slo ned på posteren, med begrunnelsen «seksuelt suggestiv». Hva skulle den ellers være? Reklamen er en piece of art, fordi den får mange elementer til å klaffe: Visuelt, estetisk, kunsthistorisk, og som popkultur. Den var en visuell sjokkbombe. Men forbud? I ettertid ser man galskapen som var på vei.

The Advertising Standards Authority ordered Yves Saint Laurent to remove all posters for its Opium perfume on the grounds that it was «sexually suggestive» and had caused «widespread offence».

The advert shows Dahl, a British model and granddaughter of the late Roald Dahl, clad in nothing but high heels and diamonds, and lying on her back with one hand clutching a breast. The ASA said it had received more than 730 complaints, with more coming in each day.