Det er lidt af en gåde. Jeg har forsøgt at forstå svenskerne i hele mit voksenliv, endnu uden held.

Mikael Jalving

Det forlød i sidste uge, at svenskerne bør forberede sig på krig med Rusland. Advarslen kommer fra Carl-Oscar Bohlin (M), minister for civilt forsvar i Sverige på det årlige landsmøde for foreningen Folk och Försvar. Han efterlyste et øget beredskab ved siden af det militære og blev bakket op af forsvarschef Micael Bydén, der kom med en opsigtsvækkende direkte appel til hr. og fru Svensson i et morgenprogram på TV4: »Hvis det, der sker i Ukraine i dag, sker i Sverige i morgen, er jeg så forberedt? Jo flere, der har tænkt og forberedt sig, jo stærkere er vores samfund.« Forsvarschefen tilføjede: »Håb er ikke en strategi at bygge planer på.«

Samtidig har regeringen bebudet, at udgifterne til forsvaret øges. Alene i år agter man at investere knap 18 mia. danske kr. i det militære budget og indkalde 8.000 svenskere født i 2006 til værnepligt. 

Det er mildest talt helt nye toner fra det tidligere neutrale Sverige, som nu er vågnet fra sin Tornerosesøvn og tydeligvis gerne vil sende et signal til præsident Putin. De to myndighedspersoner har for øvrigt helt ret. Håb er ingen strategi. Fred er ingen selvfølge. Uro, kaos eller krig er nærmest normalen historisk set, det er bare meget, meget sjældent at den slags siges højt i Sverige. 

I Sverige som i Danmark tror vi normalt ikke på, at krigen kommer, hvorfor det synes nærmest fjollet at forberede sig på den. Som den danske beredskabschef Jarl Vagn Hansen udtalte til Kristeligt Dagblad i sidste uge: »Vi er ikke forberedt på noget som helst«. Mere dansk bliver det næppe. Men nu skal det åbenbart være anderledes i Stockholm. Med Bohlins ord: »Hvis noget holder mig vågen om natten, er det, at det går for langsomt.«

Svenskerne behøver imidlertid ikke se helt til Moskva for at få øje på en anden fjende, der allerede er flyttet ind. Her tænker jeg såmænd på de ca. 30.000 voldsparate bandemedlemmer med rødder i arabiske og muslimske lande, som allerede opholder sig i Sverige forgrenet i deres mange forskellige klaner, forenet i deres foragt for Sverige. Jeg tænker på den nære fjende, ikke på den fjerne fjende. På klanerne snarere end russerne.

Hvorfor er det ikke dem, de svenske myndigheder vil forsvare sig imod?

Det er lidt af en gåde. Jeg har forsøgt at forstå svenskerne i hele mit voksenliv, endnu uden held. De forekommer mig at være hinsides al fornuft, når det gælder deres syn på fremmede med baggrund i uden for Europa.

Det er ikke nok at sige, at der er tale om et tabu. Det er ikke et tabu for svenskerne at tale om russerne, amerikanerne eller kineserne. Så hvorfor er det et tabu at tale om problemerne med arabere og muslimer i Sverige, et problem, der er langt mere akut, hverdagsagtigt og demografisk alvorligt? 

Her kan vi muligvis hente en vis hjælp i den europæiske idéhistorie. Den svenske underkastelsestrang med hensyn til arabere mimer på sin vis en tradition, som begyndte med den franske romantiker Jean-Jacques Rousseau og kulminerede med det tyske dynamitbrag Friedrich Nietzsche, de to måske mest indflydelsesrige filosoffer fra de seneste 250 år.

Franskmanden opfandt metaforen om den ædle vilde, dvs. forestillingen om, at naturmanden var kulturmennesket moralsk overlegent og den egentlige bærer af fremtiden. Mens naturtilstanden var ren og smuk og præget af naturlig lighed, var samfundslivet farvet af ulighed, undertrykkelse og dekadence. 

Linjen blev taget op af Nietzsche, der gav udtryk for en stedse mere radikal vitalisme, kemisk renset for gamle, kristne sæder og barrierer. Nu gjaldt det om at komme den eksistentielle frygt til livs og give plads til et nyt overmenneske. Nietzsche hadede de kristne og jøderne lige så meget, som han idylliserede de gamle grækere og romere. De havde som et naturligt aristokrati gjort livsbekræftelsen til den højeste værdi med blik for viljen til magt og opfattelsen af, at enhver sand kultur har brug for slaver. 

Nietzsche rev det hængsel af, som den vestlige civilisation drejede om, og var med til at gøre vores forventninger til fremtiden vildere end nogensinde i dag, frisat fra kristendom og arvesynd, love og rationalitet. 

Først nu, 100 år senere, ser vi sammenhængen. Hvad Nietzsche gjorde med de gamle grækere og romere, gør svenskerne med de nye arabere og muslimer i Sverige – idylliserer og dyrker dem. Det lyder måske filosofisk eller kringlet, men summen af det hele er, at de får – ja, at svenskerne allerede har fået – en stat med flere folk, og at de netop derfor forbereder sig på den forkerte krig.