Donald Trump knuste Ted Cruz i nat og dermed er det givet: Det bliver Trump mod Clinton. En der, allerede i august 2015, så hvad som var under opsejling, var Roger L. Simon i Pjmedia.com, et konservativt netsted der har været overraskende negative, for ikke at sige fjendtlige, til Trump.

Efter nattens sejr spår Simon at Trump “will, most likely, be the next president of the United States.”

En politisk analyse skal forsøge at være objektiv, ikke nøytral, men objektiv, dvs. den skal forsøge at læse situationen som den er, og lægge sine personlige præferencer til side. Det gør næsten ingen journalist. Poul Høj i Berlingske er et typisk eksempel.

Nu har de et stort problem. De må forsøge at komme sig på sporet igen. Mange af dem ser baglysene forsvinde i det fjerne. Der er svaghed i røsten. Hvor tydelig var det ikke i CNN-studioet i morges at det var CNN der havde tabt. Hvad sier det om mediernes rolle i det politiske system? De opfylder den ikke.

Medierne og den politiske klasse har også et andet problem. De taler ud fra ideologi, men Trump rammer dem på et punkt hvor de ikke kan forsvare sig: Han gør politik til celebrity-stuff. Han forvandler politik til et reality-show. Tirsdag gav han et eksempel på dét, da han slængte ud en historie fra det useriøse National Inquirer om at Ted Cruz’ far, Rafael, havde figureret sammen med Lee Harvey Oswald på et billede. Det var i klasse med en UFO-historie, men Trump vidste at den ville få medierne til at gå bananas. Slik bliver han the talk of the town, hver eneste dag. Han er også garanteret at modstanderen svarer med samme mynt, og dermed får kandidaterne en masse gratis tv-tid.

Effekten var forudsigbar: Cruz mistede hovedet og sagde, at Trump var en mand der løj konstant, var seksuelt promiskuøs og betegnede sin kamp mod veneriske sygdomme som sin egen Vietnam-krig. Det var hilariously funny, men et uverdig teater.

Det er dette som er Trump-effekten, sier Simon: Politik bliver teater. Reality-show. Det bør bekymre.

It’s not only the polls, which are swinging his way. He has changed the nature of our electoral politics into a reality show with himself as star. Read his interview in Wednesday’s Hollywood Reporter if you’re looking for confirmation. Everybody else in both parties looks boring by comparison. We pretend to be interested in the others but Donald is all we really care about, even bourgeois liberal critics when they try to dismiss him.

Det er dette som gør Trump uimodståelig. Medierne bliver tvunget til at spilde med på hans præmisser. USA elsker succes og vindere. Nå kommer mange til at slutte op om ham, fordi han vinder, og de andre sucks. 17. maj skal han interviewes af Megyn Kelly og dette interview får allerede en forhåndsomtale som er hinsides.

Donald Trump did alter the nature of American politics, possibly forever, but at least for the foreseeable future, the moment he came down that Trump Tower escalator to announce his campaign. And he will, most likely, be the next president of the United States.

Trump har været umådelig heldig. Det er næsten så man skulle tro at han var begunstiget af guderne. Hillary fik en modstander der har revet hendes allerede tyndslidte tillid i stykker. Hun fremstår endnu mere som en uinspirerende old hag.

Hillary Clinton, besides still being under threat of indictment and still not having defeated Bernie Sanders (go figure), is a truly uninspiring, almost soporific, figure who is starting to resemble the old Helen Hokinson cartoon characters from The New Yorker. It’s hard to pay attention to what Hillary’s saying for more than a minute. She’s not a star. Trump is. All attention will be on him in the general election. The primaries have shown us what an advantage that is. What that means for American politics may not all be good, but it’s true.

Noget af det samme skete med Ted Cruz. Da han præsenterede Carly Fiorina som sin VP, virket han helt latterlig. Han anlagde en meget præstelig tone. Han talte som en prædikant og det var ufrivilligt komisk. Dersom man sidder og griner af en politiker, har han tabt. Cruz mindet om Mr. Bean. Han fandt ikke en retorik som fungerede. Noget af det samme problem har Hillary. Hun virker wooden, ordene har ingen kraft eller overbevisning. Kun soundbites udtænkt af hendes medarbejdere.

New York Times kørte en helside om hvor meget amerikansk økonomi har vokset under Obama, hvor mange arbejdspladser som er skabt, at budgetunderskuddet er ned med 1 billion, men dette er bare smoke and mirrors, sier Simon.

 The number of Americans not even trying to get a job is approaching a hundred million. Household incomes are down and home ownership is down. The current administration and their media lackeys like to lie about this, putting out periodic reports of revival,  but the people know better.

I artikkelen sier Obama at folk har en opfattelse af at økonomien er dårligere under ham, men det er noget de har lært af andre. Det stemmer ikke.

Det er den klassisk politisk korrekte forklaring: Dersom vælgerne mener de forkerte ting, er det fordi nogen har villedet dem. Derfor er de instinktivt for kontrol med medierne og fjender af ytringsfrihed.

Nu rejser folket sig. Hva skal de sige? 40 % av amerikanere stemmer ikke ved valg. Nu har Trump mobiliseret mange af dem. Sanders også. Er det en god ting eller en dårlig ting? Hvis man følger Obamas logik er det en dårlig ting, for de er blevet forledet.

Da er det demokratiet som er en dårlig model. Eller?

Forståsigpåere ser sig om efter nogen der kan standse Trump. Først var det et splittet konvent, nu er det splittelsen i det republikanske parti. Trump ødelægger partiet, sies det. Tøv. Partiet vil slutte op om Trump i tiden frem til konventet i Cleveland, spår Simon.

Det klages over at Trump ikke er konservativ og at han vil ødelægge partiet. Har det ikke gået op for dem at de republikanske vælgere ikke længer er konservative? spør Peggy Noonan. De er for sager der går på tvers af højre/venstre-aksen. De vil ha social security og i udenrigspolitiken ligger Trump til venstre for Hillary.

Lyder det ikke velkendt for en europæer?

Igen undervurderer og fejlbedømmer den politiske klasse situationen. De forstår ikke at Trump kan blive deres bane.

Newt Gingrich may even be right when he said, also this evening but on Hannity,that Trump is, ironically, the one Republican presidential candidate with the moxie to finally put a stake in the American left wing. If not Trump, who?

https://pjmedia.com/diaryofamadvoter/2016/05/03/the-presidency-is-trumps-to-lose-the-sequel/

[paypal_donation_button]