– Efter angrebet på Israel den 7. oktober forventede jeg en stor bølge af sympati for jøderne, men det modsatte skete, og jeg kan ikke forstå det, siger den berømte franske forfatter Michel Houellebecq.

Det er i et interview, som Houellebecq gav den 15. december til Frankrigs korrespondent Tamar Sebok i Israels største avis Yedioth Ahronoth, som Corriere della Sera har udgivet uddrag fra, at den mange gange præmierede romanforfatter siger, at han stadig kæmper for at komme over chokket efter grusomhederne.

Yedioth Ahronoth: Hvad synes du om reaktionerne i Europa? Var de langsomme? Utilstrækkelige?

Michel Houellebecq: Jeg betragtes som en deprimeret, deprimerende og desillusioneret forfatter, det har jeg ofte læst i artikler om mig, og jeg er endt med at fortælle mig selv, at det må være sandt. Men i dette tilfælde havde jeg gjort mig nogle søde illusioner. Jeg var overbevist om, at selv de værste venstreorienterede, dem, der normalt uden omtanke støtter alt, hvad palæstinenserne gør og altid finder fejl i Israels politik, ville have sagt nej, man kan virkelig ikke lade dem slippe af sted med sådan noget. Jeg forventede en stor bølge af sympati og solidaritet med jøderne. Det, der skete, var det stik modsatte: tilfældene af antisemitisme blev mangedoblet. Det er nu gået mere end to måneder, og jeg kan stadig ikke tro det.

Den berømte forfatter ser paralleller mellem angrebet på Israel og volden i Frankrig:

Når jøder bliver forfulgt for at være jøder, har kristne god grund til at bekymre sig: De er de næste på listen. Noget, der irriterer mig, er den globale fortælling, medierne tilbyder: Palæstinenserne er gode, mens Hamas er onde, fordi de bruger palæstinenserne som menneskelige skjolde. Det kan jeg ikke få mig selv til at tro. Det er i bund og grund det samme omkvæd, vi hører i Frankrig om ikke at generalisere. Det er trættende.

Houellebecq mener, at Israels regering har gjort det rigtige efter den 7. oktober:

I israelere er så sandelig eksperter i målrettede angreb, men i Gaza er det ekstremt svært at få dem til at lykkes, så der er mange uskyldige ofre. Men efter min mening gør I, hvad der er nødvendigt. Jeg kan ikke se, hvad I kunne gøre anderledes.

Også Hamas skal nu være overbevist om, at de ikke vil være i stand til at udslette Israel. Derfor er det nødvendigt at straffe dem hårdt nok. Jeg er ked af at sige det så brutalt, men det, der tæller i krig, er styrkebalancen.

Sebok bemærker, at antisemitismen har nået helt nye niveauer.

Jeg har virkelig svært ved at forstå antisemitisme.

Hvad er det, du ikke forstår?

Racisme er let at forstå. Du ser en sort person og siger, at jeg ikke kan lide sorte mennesker, du ser en hvid person og siger, at jeg ikke kan lide hvide mennesker. Der er noget grundlæggende, dyrisk, umiddelbart. Antisemitisme er mere underlig. Kan du huske filmen “Monsieur Klein”?

Den med Alain Delon.

Ja. Jeg var 18, da jeg så den, men det er en scene, jeg stadig husker. Nazisterne havde pseudo-biologiske teorier, og i den pågældende scene måler de kranier og ansigtsvinkler for at afgøre, hvem der er jøde, og hvem der ikke er.

Ud fra en række parametre, der ikke er iøjnefaldende, bør man således hade en person eller ej. Det må siges at være ret bizart og snoet. Had er normalt nemmere. Jeg er ikke den første, der har svært ved at forstå dette.

Houellebecq siger, at han føler sig afbrudt og uden for verden, og at han heller ikke forstår det woke fænomen, hvor man forsøger at skabe racisme, som ikke er der i første omgang.

Sebok siger, at folk i Israel er blevet overrasket over den internationale kvindebevægelses fuldstændige mangel på interesse for de massive seksuelle overgreb, der blev begået den 7. oktober. Houellebecq ser en parallel til reaktionerne på overfaldene i Køln nytårsaften 2015.

I Frankrig og Europa er seksuelle overgreb i princippet absolut en forbrydelse. Men der var en gruppe af ikke-europæisk oprindelse, som misbrugte hundredvis af kvinder i Köln, men fordi de ikke var europæiske, blev de mere eller mindre tilgivet. Det samme gælder palæstinenserne.

Handler det om underkastelse?

Det er det mindste man kan sige. Da jødiske kvinder, der var kommet for at mindes Hamas’ voldtægter, blev smidt ud af en demonstration mod vold mod kvinder, var det svært at fordøje. Når man tænker på det, burde man bruge et stærkere ord end underkastelse. Hvad med selvmord?

Igen befinder forfatteren sig ved grænserne for erkendelse:

Jeg tror, ​​vi er vidne til fremkomsten af ​​en slags nihilisme, det vil sige udviklingen af ​​den europæiske nihilisme Nietzsche taler om – og jeg kan ikke lide at indrømme det, for jeg har altid været kritisk over for Nietzsche. Vi kunne måske mere passende tale om tilsynekomsten af den dødsdrift Freud taler om, om Thanatos’ endelige sejr over Eros. Kort sagt, Vesten er dårligt forberedt.

Houellebecq tænker højt, at han måske burde flytte til Israel:

De seneste begivenheder i Frankrig og mere generelt i Europa, tror jeg også i USA, viser tydeligt, at en sikker havn for jøder er nødvendig. Israel er mere uundværligt end nogensinde. Jeg spekulerer i øvrigt på, om jeg ville få lov at komme ind, hvis jeg en dag ville flytte til Israel.

Som æresborger vil jeg tro.

Det beroliger mig. Og det værste er, at jeg ikke engang laver sjov.

Køb “Europas mærkelige død” her.