Nyt
Palæstinensernes virkelige fængsel og tragedie er deres tro
94 procent af palæstinenserne i Gaza siger, at de tror på skæbnen (inshallah), og hvis vi ikke forstår, hvad det betyder, vil vi aldrig forstå de kyniske beregninger, som Hamas lavede, da de angreb Israel den 7. oktober. Det bliver tydeligere for hver dag, der går, at Hamas var villig til at lade så mange af Gazas indbyggere som nødvendigt lide martyrdøden for at vække Vestens dårlige samvittighed.
1 Et par dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev kendt, at han var hjemme. 2 Så mange samledes, at de ikke kunne finde plads, ikke engang uden for døren. Mens han prædikede Ordet for dem, 3 kom de til ham med en, der var lam. Der var fire mænd, der bar ham. 4 Men de kunne ikke komme til ham på grund af folkemængden. Derfor brød de taget op over det sted, hvor han var, lavede en åbning og førte båren ned, som den lamme lå på. 5 Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: “Søn, dine synder er tilgivet.”
6 Nu sad der nogle skriftkloge, og de tænkte ved sig selv: 7 “Hvordan kan han sige sådan noget? Han håner Gud! Hvem andre kan tilgive synder end én – det er Gud?” 8 Straks vidste Jesus i sin ånd, at de tænkte sådan, og han sagde til dem: “Hvorfor vandrer I med sådanne tanker i jeres hjerter? 9 Hvad er nemmere at sige til den lamme: ‘Dine synder er tilgivet’ eller: ‘Rejs dig, tag din båre og gå’? 10 Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder” – og nu vender han sig til den lamme – 11 “Jeg siger dig: Stå op, tag din båre og gå hjem!” 12 Og manden rejste sig, tog straks båren og gik ud lige foran deres øjne, så de alle blev forbløffede. De priste Gud og sagde: “Vi har aldrig set noget lignende.”
Det handler ikke om religion, hævder palæstinensernes forsvarere i Gaza, og peger på Israels besættelse af landet. At Gaza overhovedet ikke har været besat siden 2005, alle Israels bosættere trak sig ud af hele Gaza i 2005, og at området kunne have været en perle ved Middelhavet, hvis lederne havde valgt fred med Israel, tør ingen sige højt.
For Vestens sekulære har mistet deres religiøse sprog og står tilbage med socio-økonomiske forklaringer. Det er, som om de ikke kan tåle den tanke, at tro betyder noget, at vores virkelighedsforståelse gør noget ved os, men måske endnu vigtigere: at der er noget mere end materien. Men i betragtning af, hvad der sker i Mellemøsten, er det afgørende for os at forstå palæstinensernes religiøse motiver.
Det er svært at tage alvorligt dem, der afviser, at tro betyder noget, at vores handlinger skal være motiveret af materielle årsager, fordi vi sjældent finder nogen, der er villige til at tage de fulde konsekvenser af en sådan holdning. Og for muslimer er en sådan forklaring uholdbar. Derfor bør vi forsøge at forstå, hvad der driver palæstinenserne i Gaza og ledelsen af Hamas, selvom det kan føre til en indsigt, vi ikke bryder os om.
Det, vi først skal slå fast, er, at Jesus ikke er en profet og en muslim, som muslimer selv hævder. Jesus troede, at han havde magten til at tilgive synder, der ikke var begået imod ham, og præsenterede sig selv som Messias, Guds søn. Spørgsmålet vi dog bør stille er, hvad det har gjort ved muslimers virkelighedsforståelse, at deres gud har ladet sig repræsentere af et menneske, og afviser tanken om en treenighed (her skal det præciseres, at kristne og jøder har den samme Gud).
Vesten kæmper med en politisk ledelse og den akademiske verden, som ikke er klar over, hvad det vil sige at være drevet af tro på noget, der er større end dig selv. I Vesten er der ikke noget større end selvet og erkendelsen af ens egen identitet. Men for dem, der tror, er nutidens kultivering af selvet en moderne form for afgudsdyrkelse, uanset religion.
Som kristen har jeg Jesus Kristus som Herre i mit liv, og hans påstande om syndsforladelse er en historisk milepæl. Gud der blev menneske for, at tilgive og frelse os, tager os seriøst som selvstændige mennesker og ønsker at håndtere det onde. Vores handlinger og ondskab er et problem for Gud, han tolererer ikke synd. Samtidig er synd et resultat af en god ting, nemlig menneskets frie vilje, en fri vilje, som mennesket misbrugte, og som førte til syndefaldet.
Alt dette er fremmed for en muslim. Men vi tør ikke tale om det.
For en muslim er kristendommens Gud svag på grund af sin kærlighed, og påstanden om, at vi alle er, både jøder, kristne og muslimer, Abrahams børn med en fælles gud, er meningsløs.
94 procent af palæstinenserne i Gaza siger, at de tror på skæbnen (inshallah), og hvis vi ikke forstår, hvad det betyder, vil vi aldrig forstå de kyniske beregninger, som Hamas lavede, da de angreb Israel den 7. oktober. Det bliver tydeligere for hver dag, der går, at Hamas var villig til at lade så mange af Gazas indbyggere som nødvendigt lide martyrdøden for at vække Vestens dårlige samvittighed.
Denne samvittighed bygger på : en ren sekulær virkelighedsforståelse, nemlig at antallet af døde fortæller os, hvem der er aggressoren, men også at antallet af døde den 7. oktober fortæller os, hvor undertrykte palæstinenserne er. Det sekulær-moralske regnestykke går aldrig helt op, men uanset, så kommer jøderne altid værst ud.
Målet for Hamas var at skabe ny bevidsthed om deres kamp. De ærgrede sig over den stigende normalisering mellem Israel og de arabiske stater, og angrebene den 7.oktober var så ekstreme, at Israel blev nødt til at reagere kraftigt, et acceptabelt virkemiddel. Deres egne tab betyder lidt. For palæstinenserne er martyrdøden en billet til paradis, og livet her og nu resultatet af Allahs vilje, herunder angrebet på Israel.
I en sådan “virkelighed” spiller sandheden ingen rolle, som da den kendte muslimske leder Basim Ghozlan benægtede, at Hamas bevidst havde dræbt civile den 7. oktober. Han hævder, at “Hamas har ikke bevidst angrebet civile. Hamas har aldrig voldtaget nogen kvinder. Hamas har ikke angrebet eller slagtet børn.”
Vi må ikke blive overraskede over, at menneskeliv tildeles ringe værdi og, at næstekærlighed ikke regnes for noget, når troen på en almægtig gud ophæver deres frie vilje, ondskabens problem og vores behov for at blive tilgivet. Når disse mennesker også mener, at nutidens Israel er et utåleligt problem, eller som Ghazi Hamad, en af Hamas ledere, sagde: “Israel er et land, vi ikke har plads til. Vi skal fjerne det land, fordi det udgør en militær trussel, og er en politisk katastrofe for den arabiske og islamiske nation,” og så bliver kampen derefter.
I dette perspektiv giver palestinernes kamp mening, ikke i det socio-økonomiske perspektiv for Vestens sekulære lederskab.
Kristendommens svar vil da også være et helt andet end hos både muslimer og sekulære. Vi forstår palæstinensernes åndelige dimension, og vi ved, hvor den kommer fra. Udfordringen er, at vi næsten ikke må pege på, hvor løsningen ligger, nemlig hos ham, der kom ned til os og sagde, at han havde magten til at tilgive vores synder. Palæstinensernes virkelige fængsel og tragedie er deres tro, ikke at jøder er deres naboer.
