Ligesom så mange andre kæmper jeg med at finde mine egne ben i informationskrigen. Det gælder for stort set alle emner, men aktuelt især for islam(iseringen), klimaet, corona, Ukraine og Israel.  

Hvad angår klima-alarmismen har propagandaen om klodens snarlige undergang og nødvendigheden af at pålægge dansk landbrug CO2-afgifter udviklet sig helt absurd – realiteterne taget i betragtning.  

Og jeg spørger mig selv: Hvorfor er det tilsyneladende kun pensionister, der taler uvidenheden hos beslutningstagerne i diverse systemer midt imod? Jeg tænker på fx Johannes Krüger og Søren Hansen. Er der overhovedet ikke nogle ægte intellektuelle tilbage i Akademia? 

Tilsyneladende ikke. De er så bange for at miste karriere og status, at de løbende sælger ud af deres integritet. 

Ret skal være ret: På dansk jord kan jeg pege på tre personer, der ikke har villet vige, men har holdt fast i sandhedsbegrebet:  Thomas Aastrup Rømer, Marianne Stidsen og Jens Jørgen Nielsen.  

Til gengæld kostede det også dem alle tre deres stillinger! Hvilket gør fejheden i Akademia lidt mere forståelig. Sporene skræmmer så absolut. 

Norman Finkelstein & Edward Said
I ”APROPOS ISRAEL, JØDEDOM OG ZIONISME” nævner jeg bl.a. Norman Finkelstein som en person, jeg opfatter som en sand intellektuel. Dokumentationen for ’varedeklarationen’ er at finde i hans indsats de seneste 40 år for at oplyse verdenen om Israel-Palæstina-konflikten. 

En anden, jeg kom i tanker om, er Edward Said. For dem, der ikke måtte kende ham, har jeg været i mit arkiv og fundet en gammel anmeldelse frem fra de gyldne tider i nullerne, hvor jeg anmeldte fagbøger i radioen på DR.  

Jeg har genlæst anmeldelsen og bringer her teksten lettere redigeret.   

***

Den intellektuelles ansvar 

Og så til dagens fagbog skrevet af Edward W. Said (NB: udtales: sæjd], der er amerikansk-palæstinensisk litteraturprofessor. Bogen er en nyudgivelse af seks forelæsninger fra 1993 og bærer titlen Den intellektuelles ansvar. 

”Den intellektuelles ansvar” er en redigeret udgave af de såkaldte Reith-forelæsninger. Navnet Reith stammer fra den britiske embedsmand John Reith (1889-1971), som var generaldirektør for det nyetablerede BBC 1927-38. 

Reith-forelæsningerne er (var?) en BBC-institution, der består af seks fortløbende foredrag leveret af en international intellektuel sværvægter. Hver forelæsning varer tredive minutter og udsendes en gang om ugen. Den første forelæsningsrække fandt sted i 1948 med filosoffen Bertrand Russell. 

I 1992 var det så Edward Saids tur til at blive opfordret til at holde Reith-forelæsningerne. Et kontroversielt valg mente en del kritiske røster, bl.a. på grund af hans klare stillingtagen for palæstinensisk selvstyre. 

At tale sandhed til magten

De seks forelæsninger giver svar på, hvad den sande verdslige intellektuelles ansvar er. Said opererer med tesen om den intellektuelles offentlige og krævende rolle som ’outsider’ og ’forstyrrer af status quo’. 

Han er marginaliseret, en slags landflygtig, også selv om han ikke reelt lever i eksil, hvad en del intellektuelle ellers er nødt til at gøre. For kun fra denne ikke-indfedtede position kan han blive ophavsmand til et sprog, der prøver at tale sandhed til magten. 

Det er altafgørende, at hans offentlige fremtræden ikke kan forudsiges, at han altid stiller spørgsmål ved sammenspist tænkning og konfronterer det politisk korrekte. Det er den intellektuelles vigtigste pligt at stræbe efter en relativ uafhængighed over for samfundets institutioner, at være amatør i den offentlige sfære fremfor professionel lønnet af magten. 

Samtidig er Said helt på det rene med, at hvis man bevidst vælger ikke at høre til autoriteterne og magtens cirkler, vil det på mange måder betyde, at man ikke er i stand til at udvirke direkte forandringer. Den personlige fremtræden er derfor væsentlig. Der skal være en sans for det dramatiske og det oprørske, for at kunne gøre noget ud af sine få muligheder for at tale. Det gælder om at fange publikums opmærksomhed og helst være en mere slagfærdig og bedre debattør end sine modstandere.

Den intellektuelles eksistensberettigelse

Den intellektuelles eksistensberettigelse er at repræsentere de mennesker og problemer, der rutinemæssigt glemmes eller fejes ind under gulvtæppet og vel at mærke ud fra universelle principper. Det universelle ligger i, at alle mennesker har ret til at forvente anstændige adfærdsnormer fra verdslige magter og nationer med hensyn til frihed og retfærdighed. 

Det betyder, at den intellektuelle hører til på samme side som de svage og politisk u-repræsenterede. Det intellektuelle kald, som Said benævner det, skal tænkes som en tilstand af konstant vagtsomhed og en vedvarende vilje til ikke at lade sig styre af halve sandheder og vedtagne idéer. Til aldrig at sætte loyal solidaritet med fx egen nation og egen gruppe før kritik.   

Saids indkredsning af den intellektuelles rolle og ansvar står i gæld til en lang række af filosoffer, sociologer og forfatteres forskellige opfattelser af, hvad en intellektuel er, eller måske rettere sagt bør være. Bør- altså pligt- og ansvars-dimensionen – er altoverskyggende, også hvor den intellektuelle kan komme til at betale en høj pris for at agere samfundssamvittighed. 

Selv om forelæsningerne er næsten 10 år gamle [30 sic!], er nyudgivelsen her i 2002 både aktuel og relevant. Said er en tænker af format, og jeg bøjer mig i støvet for såvel hans kundskaber inden for litteratur og filosofi som for hans kombination af engagement, overblik og intellektuelle begavelse. 

At være kritisk over for denne supercocktail af teori og praksis er svært. Derfor vil jeg heller ikke ymte ret meget andet end, at Saids opskrift på en sand intellektuel indimellem tangerer det overmenneskelige, samt at rollen vanskeligt lader sig forene med trivialiteter såsom at passe børn, vaske tøj og tage sig af gammelfar.  

Når det er sagt, konstaterer jeg, at jeg endnu engang befinder mig i den lykkelige situation at kunne anbefale en sidemæssigt lille bog, men en stor bog hvad angår vingefang. 

——————————————————————————————————-

Edward W. Said: Den intellektuelles ansvar.

Reith Forelæsningerne 1993, udgivet på engelsk 1994 med titlen Representations of the Intellectual. 

På dansk ved Lars Bonnevie. 1. udgave 2002, Roskilde Universitetsforlag – uændret genoptryk af Gyldendals Udgave fra 1996. 131 sider

Af Lone Nørgaard.