7. oktober 2023 vil gå over i jødisk og israelsk historie som en traumatisk dag. Hamas angreb civile, kvinder, børn, ældre, familier, migrantarbejdere og endda arbejdere fra Gaza i kibbutzerne. Systematisk, bestialsk ondskab blev praktiseret med stort engagement og entusiasme. Selv de nazistiske einsatzgrupper på østfronten under krigen udviste ikke så snedig djævelskab, som Israel led i denne weekend.

På Utøya den 22. juli 2011 blev 69 mennesker – heraf 59 norske unge mellem 14 og 21 år – meningsløst dræbt af en massemorder. I Israel denne lørdag morgen, for godt en måned siden, blev mindst 260 unge mennesker massakreret, voldtaget, tortureret, dræbt, brændt og taget som gidsler til Gaza. I kibbutzen så vi overgreb, vores vestlige hjerne ikke kan bearbejde: små børn bundet, tortureret og dræbt, familier tortureret foran hinanden, mødre voldtaget foran deres kære, babyer stegt levende i komfuret, mens mor blev voldtaget og far tortureret udenfor, en gravid kvinde mishandlet og skåret op og barnet taget ud og stukket ihjel, før moderen selv blev dræbt, babyer, børn og voksne halshugget. Og ja, vi ved, at dette skete, både redningspersonalet vidner om det, og Hamas brugte go pro-kamera og filmede det selv. Hver dag siden den 7. oktober er raketter fra Gaza regnet ned over civile mål i Israel. Kun en massiv investering i luftforsvar har forhindret dramatiske konsekvenser.
 
Befolkningen i det sydlige Israel ville gerne bo der i sikker viden om, at sådan noget aldrig kunne ske, men så skete det alligevel. Ikke siden Holocaust er så mange jøder blevet dræbt på én gang, endnu mindre på en så dyrisk måde. Ingen stat kan leve med den slags. Hamas har siden udtalt, at de vil fortsætte med at udføre sådanne angreb i fremtiden.

I følge islam er Israel et waqf-land, det betyder helligt islamisk land, som ingen andre kan regere. De er ikke interesserede i en to-statsløsning, deres mål er at slagte jøder og udrydde Israel. Fuldstændig i tråd med, hvad deres iranske ledere åbenlyst siger som medlemsland af FN. Hamas’ charter udtrykker præcis, hvad de gjorde den 7. oktober, og civilbefolkningen valgte dem som autoritet i Gaza i 2007.

Israel og Saudi-Arabien var i gang med at skrive en historisk aftale indbyrdes. Abrahams-aftalen, som blev forhandlet under præsident Trump, og skabte en helt ny virkelighed i Mellemøsten. Fred er mulig. Efter angrebet den 7. oktober har mange stemmer i den muslimske og arabiske verden fastholdt, at denne krig ikke skulle ødelægge de gode aftaler, og sunnimuslimske ledere har sagt, at Israel tilhører jøderne, og de ønsker fred og samarbejde med dem.

I Europa ser vi venstrefløjen rase i gaderne sammen med ekstremistiske migranter. “Palæstina bliver fri fra floden til havet”, råbes der i den gamle kristne verden. Et samlingsråb, der støtter Hamas’ mål. I dette råb er der intet ønske om fred eller sameksistens. I dette råb er to-statsløsningen død. Israels venner og Palæstinas venner, som ikke accepterer denne dødsmentalitet, og som har allierede i den arabiske verden, bliver slået ned, og de første drab har allerede fundet sted. 1930’ernes gadebilleder i Europa er igen synlige i vores byer.

Israel tvangsflyttede jøderne fra Gaza i 2005. Der er ingen besættelse. Med de midler, Gaza har modtaget fra det internationale samfund, kunne de være et nyt Singapore eller Dubai i dag. De grænser op til både Egypten og Israel og har en lang kyststribe. Jøderne efterlod en blomstrende landbrugsproduktion som var en stor eksportindtægt, denne blev ødelagt da de blev tvangsflyttet.

Efter at have angrebet civile i Israel, bruger Hamas civile som skjolde i Gaza. Hospitaler, skoler og civile bygninger bliver legitime og tvingende militære mål for Israel. Ingen hær i verden tyr til så drastiske foranstaltninger som Israel for at beskytte fjendens civilbefolkning. Ikke desto mindre lider og dør mennesker, og det er udelukkende Hamas’ ansvar.

Der er ingen fremtid for civile hverken i Israel eller Gaza med Hamas til stede efter all den ondskab Hamas har udført. Når Israel har fjernet Hamas, vil store dele af den arabiske verden trække et lettelsens suk, og for det palæstinensiske selvstyre vil det være en ny mulighed for at vise, om de er en ægte fredspartner.