Af og til lyder det som om, at muslimerne er vores største “udfordring”  i  denne tid,  med fare for at gå  ad “gjengroede stier”  vil jeg hævde at de akademiske og kulturelle eliter udgør en lige så stor fare for den undergang, som Europa står foran, men som mange ikke ønsker at se i øjnene.  I  2006  havde Information en artikel med overskriften: “Er muslimer vor tids jøder”. Her skriver  Kirsten Thorup, Morten Thing;  og   Sofie Bak (Phd i historie): I de seneste fem til 10 år har man i den danske debat kunnet tale om muslimer som et kollektiv, man kan hæfte negative attributter på. Det er parallelt med 1930`ernes måde at omtale jøderne på, og det gælder både i skrift og tale” I  Informations artikel hører  vi ikke overrasket om den regulære  og nu også den kulturelle racisme  her i Danmark. Det er igen uvidenhed og had til “de uanstændige”  der ligger bag alle disse udsagn. Det er tydeligt, at ingen af de citerede fra artiklen (bortset fra Henrik Jensen) har læst en stavelse fra de mange bøger der allerede dengang var udgivet, ligesom de politiske korrekte i dag heller ikke har gidet at åbne en bog om disse ting, men de er altid klar til at penge fingre og udskamme de som har gidet at sætte sig ind i den ideologi, som Fredens Religion er bygget op over. –

”Der syntes at være en næsten barnagtig ondskabsfuldhed i Dresden-dekretet fra 1942, (samme år Wansee-konferencen fandt sted) der erklærede, at det nu var jøder forbudt at købe blomster og ispinde. Den sidste vedtægt syntes at sigte direkte mod de få jødiske børn der var tilbage, en handling der var så kalkuleret, at den pegede på noget mere hedt og lavaagtigt end sociopati. Vedtægten fulgte efter forordninger om, at jøder ikke længere havde adgang til Brühlche Terrasse, promenaden med udsigt ud over Elben, lige som der var visse stier i Dresden Grosser Garten, som nu også blev erklæret som forbudt område. Sidste gang jøder havde fået forbud mod at betræde flodbredsterrassen var 200 år tidligere” ( Dresden 1945 -McKay 2020) –

1. Allerede kort efter nazisterne havde fået magten begyndte antisemitismen at slå ud i lys lue. Det blev dem forbudt at gå på biblioteket, der var steder og forretninger de ikke måtte handle, de kom oftest bag i køerne, hvis ekspedienterne overhovedet ville betjene dem. Sådan set var det ikke kun de aktive nazister der gik i spidsen for dette voksende jødehad, også almindelige mennesker der gav den indre antisemit mæle foldede sig ud.

Goldhagen har skrevet en fremragende bog om dette, Hitler`s Willing Executioners (1996), der med al ubehagelig tydelighed viser, at det ikke kun var de uniformerede SS`ere og SA`ere, (indtil 1934) der chikanerede og vilkårligt dræbte jøder , det var heller ikke kun tyskerne, fotografier viser at civile i Letland og andre steder ikke kunne vente på de organiserede jødetransporter men begik selvtægt over for jøder.

Så det er ikke fordi vi behøver beviser eller dokumentation for det historiske jødehad i Europa, ved naturkatastrofer oversvømmelser eller jordskælv (som i Lissabon i 1506, 1536 og i 1755) afstedkom spontane og organiserede pogromer. I Tyskland lå antisemitismen også i luften, alligevel var de fleste jøder i Tyskland assimileret og forstod først alt for sent, det eksplosive jødehad nazisterne afstedkom. De antændte så at sige de gløder samfundet allerede havde, inden Hitler kom til magten. –

Efter 1945 og millioner af jøders død i og uden for gaskamrene, fik jøderne en afgørende offerrolle, som imidlertid kun varede til Seksdages-krigen i 1967. Her viste de, at de kunne og ville forsvare sig selv, hvis de blev overfaldet, og det gjorde de. Yom Kippur i 1973 . Men altså efter 1967 blev det araberne og palæstinenserne der fik offerrollen, og det i en særlig grad, hvilket så fik den gamle og evige antisemitsme tilbage igen.

Alt dette er der ikke noget nyt i. Og at venstrefløjen siden socialismens fremkomst i 1800-tallet også har en rem af den hud er der gjort rede for af bl.a. Blüdnikow og andre. Nej, det interessante er derimod fremhævelsen og offergørelsen af fredens apostle fra Mellemøsten og Nordafrika, som ofte bliver sammenlignet med jødernes situation i 30 `ernes Europa med alt hvad det indebar fra diskrimination til gasning under det 3. Rige fra 1933-1945. Og det harmer mig i den grad, at veluddannede ofte venstreorienterede og kulturradikale kan komme på den tanke, at disse to historiske fænomener kan sidestilles.

Tænk på ghettoerne i Polen i 1939-43, pogromerne i Sovjetunionen og i Polen og ret derefter blikket mod nutiden, se på dagens politiske ønske om at please muslimer, de skal have lov til at opføre moskeer i alle større danske byer, delvist finansieret gennem etablerede støtteordninger, og da mange efterhånden kender deres smag og interesser behøver de ikke at bede om det, de får bare kønsopdelte svømmehaller, halalkød i daginstitutionerne, ret til familiesammenføringer og de kulturelle skikke, Hedegaard har beskrevet (i Muhammeds Piger 2011) men også en panegyrisk, skamrosende bevågenhed og eufemiserende medforståelse for hele kulturen, nu senest er det forbudt os at kritisere bønnekald i byerne, hvad bliver det næste…(.obligatorisk undervisning i koranlæsning)

Med andre ord, det er vel efterhånden hvad man på nydansk kalder common knowledge, at jøderne blev pint og plaget i en så dyb og omfattende grad at man ikke helt kan fatte det, mens nutidens muslimer nyder frugterne af en så enorm offergørelse, at vi savner ord for det, offer for de højreorienterede, offer for deres egne ledere og ikke mindst offer for de hvide europæiske mænds modbydelige diskrimination

Det korte af det lange er, at de venstreorienterede, dvs de kulturradikale giver muslimerne god omtale og medvind og gentager den gamle antisemitisme ikke mindst i forbindelse med konflikten om Vestbredden og Gaza, hvis de ikke ligefrem løber efter en palæstinensisk demonstration og råber ”skide jøder” – og efter som medierne styres af de kulturradikale ser vi også en ”nuanceret” tendens i retning af lufte muslimers synspunkter, hvad enten det er i Danmark eller på Vestbredden.

Ovenstående er blot endnu et udtryk for, hvor medierne står i spørgsmålet om den indvandring der startede i 60`erne og med fornyet kraft har etableret sig med en voksende betydning op igennem 90`erne, så at vi i dag står med to store problemkomplekser : En totalitær religion/kultur og en hjemlig kulturelite, der hjælper islamiseringen til at vokse og på negativ vis forandre europæisk-kristen kultur i retning af den utopi, som Orwell har beskrevet i bogen 1984.

Og nu mens vi er i gang med sammenligningerne, så tænk lige på dengang i 1944, da de allierede gjorde landgang i Normandiet mhp at generobre Europa, var prisen 4.400 døde efter landgangen, jeg ved godt sammenligningen er lidt streng, men når en million kommer over Middelhavet, bliver de hjulpet godt på vej af statsfinansierede NGO´ere, som gør hvad de kan for at hjælpe dem ind og ud af bådene. De eneste tab er kristne, som ved en fortalelse har røbet deres tro overfor muslimerne.

Bortset fra dette så er det som krænker mig mest de politisk korrektes trælbundne sind, der ikke kan rive sig løs fra den nævnte offergørelse og den stærke overbevisning om at virke i godhedens tjeneste, hvorfor de mest umulige tanker får lov til at slå rødder i deres hjerner, se dette finder jeg over al måde idiotisk og kvalmende, og hvis det ikke var for det faktum at de arbejder i mediernes tjeneste kunne vi bare lukke øjnene i to sekunder og glemme dem.

2. Man siger af og til at der er dem som har fået muslimer på hjernen, det er ikke sandt, vi har alle i hvert fald her i landet fået indvandringens problemer på hjernen, der er de dersom undertegnede er kritisk og skeptisk ved den voksende indvandring, og så er der de andre, overvejende politikere, meningsdannere, kulturindustri-arbejdere, der har fået islam-kritikerne på hjernen – og det har slået mig, at hadet til højrefløjen har været langt mere brændende hos venstrepopulisterne end de følelser de har haft overfor muslimer uanset deres kvindesyn, den totalitære religion med mere, ja tanken om at DF en dag skulle komme til magten indgyder dem en lede uden lige, som end ikke nazismen kan hamle op med ..

3. Når det kommer til ønsker om at få moskeer og bedetæpper ind i det offentlige rum, har Information som forventet været først ude. Læs fx nedenstående der er fra oktober 2008, der stod i dagbladet for de intellektuelle :

”I en årrække har der i flere kommuner været debat om, hvorvidt muslimer i Danmark skal have lov til at opføre moskeer, og hvordan dette skal finansieres, uden at et svar på hverken det ene eller det andet er blevet fremlagt. For os er svaret dog ligetil: Vi ønsker, at muslimer skal have tilladelser til at opføre mosker i de største danske byer, og at disse skal være delvist statsfinansierede gennem etablerede støtteordninger. Dette skal gerne ske inden for en overskuelig fremtid.

En sådan beslutning ville betyde ekstremt meget for muslimers retsfølelse, da dette ville være et skridt på vejen mod religionslighed og ikke blot tom religionsfrihed. Det ville betyde, at man sendte et signal om, at man tager den store gruppe af befolkningen, som muslimer udgør, en smule seriøst og anerkender dem og deres tro som en del af det danske samfund.

Positiv indvirkning

Hvis man lader moskeerne komme ud af deres skjul i diverse skolekældre og slidte klublokaler ville man således signalere en tolerance, som selvsagt ville have en positiv indvirkning på integrationen. Sidst men ikke mindst bør opførelsen være delvist statsfinansieret, netop fordi muslimerne, i øvrigt som andre ikke-kristne, over skatten tvinges til at betale til f.eks. præsters lønninger, hvorfor staten i sagens natur burde tilbageføre nogle af disse midler til andre trossamfund, heriblandt det muslimske. Ved at give statsstøtte til at opføre moskeerne muliggør man, at førnævnte fordele kan gøres til virkelighed, mens man samtidig forhindrer, at opførelsen sker med økonomisk hjælp og politisk støtte fra fundamentalistiske, muslimske grupper i udlandet.

Af Liv Andersen er integrationsordfører, og Elise Patricia Rasmussen er kultur-, rets- og etikordfører og Luis Andersen, økonomi- og erhvervsordfører Radikal Ungdom

Mindestenen på Langelinje er for de 198 danske jøder og 150 kommunister, der blev deporteret til Theresienstadt og Stutthof herfra, men det vi markerer er de 7000 som blev reddet.