Det danske medieindustrielle kompleks holdt sig pligtskyldigt tilbage med sin evindelige kritik og nedrakning af Israel i de første timer efter, at den islamiske terror-bevægelse Hamas var trængt ind over grænsen og havde myrdet, torteret og voldtaget over 1000 civile israelere. I Bedste IS-tradition havde de tapre landsoldater fra Gaza især koncentreret deres ugerninger om småbørn, unge og kvinder. Med passende sørgeflor om stemmerne berettede studieværterne på DR og TV2 om grusomhederne, men huskede dog at flette ind, at aktionen skulle ses i sammenhæng med Israels indespærring af den palæstinensiske befolkning i Gazastriben.

Til gengæld var der fest og sydlandsk stemning i den arabiske gade; også i Danmark, hvor der i demonstrationer og optog var jubel over de mange døde jøder og de gæve krigere fra Hamas. Den festlige stemning bredte sig hurtigt til hele den vestlige verden. I Australien råbte muslimer i kor, at jøderne skulle gasses. På næsten samtlige amerikanske universiteter var der store demonstrationer til støtte for de undertrykte palæstinensere. Lignende aktioner i England, Tyskland og ikke mindst i Frankrig, hvor Allahs børn fejrede Hamas ved at myrde endnu en skolelærer. Den danske venstrefløj manede til besindighed og mindede om, at Israels mangeårige undertrykkelse af to millioner palæstinensere i Gazastriben nødvendigvis måtte føre til uro og modstand.

Således opmuntret kunne danske medier nu gå i gang med at afbalancere nyhedsstrømmen. Nu skiftede reportagerne og kommentarerne karakter efter devisen: En sag har altid to sider. (Undtaget kampen for klimaet naturligvis). Beretninger om de israelske ofre fortonede sig gradvist til fordel for reportager om de uskyldige civile ofre for Israels bombetogter over Gaza. TV2 viste et indslag med en bedstemor på grådens rand, fanget i Gaza uden mad og drikke til sine børnebørn. Senere fik vi på skærmen en tåreperser med en herboende palæstinensisk kvinde, som fortvivlet ringede til sine søstre i Gaza, der desperate tryglede om hjælp mod israelske bomber, sult og nød. Politiken ryddede forsiden til en fælles appel fra Red Barnet, Oxfam, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp med opråbet: ’ Humanitær Katastrofe i Gaza’. Danske medier bringer kritikløst fotos fra Gaza af sårede og døde børn og svækkede oldinge, som hjælpsomme unge bærer i sikkerhed. Billeder iscenesat og stillet beredvilligt til disposition af Hamas. Nogle så klodset instrueret, at komikken er svær at skjule.

Når Hamas er en magtfaktor i Mellemøsten og i det hele taget eksisterer, er det udelukkende, fordi bevægelsen er finansieret, trænet og styret af Iran. Men vi i Vesten har legitimeret Hamas ved bistand og enorme pengeoverførsler, som er gået til militariseringen af bevægelsen og til et luksusliv i Qatar, hvor lederne af Hamas befinder sig. Obama-Biden regeringen i USA har aldrig lagt skjul på sin modvilje mod Israel og sin sympati for Iran, Det Muslimske Broderskab, Hamas og antisemitten, præsident Erdogan. Obama- Biden indgik den berygtede atomaftale med Iran og sendte i nattens mulm og mørke flere fly til Teheran lastet med paller tykt stablet med Euro-sedler. Moderne pengeoverførsler foregår elektronisk mellem banker, men terrorister og militser vil hellere have kontanter i hård valuta, som de kan veksle på det sorte marked til en kurs op til ti gange over den officielle vekselkurs. Ydermere sendte Obama-Biden Administrationen mange hundrede millioner USD direkte til Hamas i officiel bistand. Hele Obama-Biden-Iran aksen var således et forsøg på at øge presset på Israel til at give politiske indrømmelser til de palæstinensiske bevægelser. Ingen vestlige demokratier protesterede mod denne kyniske og skadelige politik. Vi ligger derfor, som vi har redt.

Præsident Trumps hårde sanktioner mod Iran og hans Abraham-fredsaftale mellem Israel og de arabiske Emirater satte heldigvis en stopper for Obama-Bidens forlovelse med islams meste rabiate og blodtørstige bevægelser. Når Iran gennem Hamas nu slår til over for Israel, er det hovedsageligt fordi ayatollaherne ønsker at standse den verserende tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Israel, hvor etablering af fulde diplomatiske forbindelser var i støbeskeen. Hamas havde håbet på, at terroraktionen mod Israel ville tjene som et opråb til hele den islamiske verden, der nu ville gribe til våben mod Israel og dets undertrykkelse af det palæstinensiske ’folk’. Det er kun lykkedes delvist. Iran, der ellers i tide og utide praler med sine militære muskler gennem Hizbollah og Hamas-terroristerne, har pludselig fået kolde fødder og har distanceret sig fra terroraktionen mod Israel. Til gengæld har de vestlige landes rædsel for endnu en islamisk terrorbølge motiveret dem til at proklamere hensyn til civilbefolkningen i Gaza med appeller til Israel om at vise besindighed og tilbageholdenhed, ganske som vi ser det i danske medier i disse dage

Vi må håbe på, at Israel står imod det stigende pres og frygtløst gennemfører sine planer om at eliminere Hamas endeligt og totalt. En ny administration af Gaza i hænderne på en arabisk koalition vil sikre Israels overlevelse og forbedre levevilkårene for Gazas befolkning. Endelig fred i Mellemøsten kan dog først blive virkelighed, når ayatollaherne er fjernet fra magten i Iran. Elimineringen af Hamas vil være et vigtigt skridt på vejen.