Antisemitisme i dag kan ikke sammenlignes med tidligere tiders bølger af jødehad, og slet ikke med det nazistiske folkemord på Europas jøder under 2. verdenskrig.

Verden i det 21. århundrede er en helt ny verden, skabt af globalisering og den teknologiske udviklings kommunikations revolution med internet, satellitter, de sociale medier og meget mere.

Før var antisemitismen mere eller mindre spredte udbrud af jødehad. Nu er antisemitisme blevet et internationalt fænomen.

Frankrigs præsident, den ledende europæiske politiker Emanuel Macron udtrykte det i 2007 således:

”Anti-zionisme er en ny form for antisemitisme.”

I Danmark dukkede den nye form for antisemitisme op i 1980. 

En (ikke-jødisk) læge havde offentligt kaldt Venstresocialisten Steen Folk for antisemit. VS’eren anlagde injuriesag, som han vandt. Herbert Pundik, der på dette tidspunkt var chefredaktør for POLITIKEN, kommenterede sagen således:

”Det triste er, at VS’eren sikkert handler i god tro. Han påstår, han ikke er antisemit, og det skal nok være rigtigt. Han mener, der er forskel på antisemitisme og antizionisme. Han tror, man kan være modstander af den jødiske nations ret til ligestilling blandt nationer uden samtidig at opfattes som modstander af jøders ret til ligestilling som personer. Det kan man ikke, og gør man det, bærer man ved til antisemitismens bål…”

Det bør pointeres, at Pundiks kommentar blev bragt 37 år før den franske præsident erklærede ”Anti-zionisme er en ny form for antisemitisme.”

VS’erens ord blev fulgt af handling. I 1985 rejste en delegation fra VS til Libanon, hvor PFLP (Popular Front for Liberation of Palestine) opretholdt militære træningslejre. VS’erne forhandlede med PFLP og parterne underskrev en solidaritetspagt.

”The Left Socialist delegation expressed it’s positive evaluation of the PFLP in deepening the solidarity between the progressive forces in the common struggle against imperialist Zionism and the Arab reaction. Both parties agree on the necessity of the continuation of the Palestinian struggle in all its forms.”

Efter hjemkomsten skrev et af VS’ delegations medlemmer, politikeren Anne Grete Holmsgaard en artikel om zionisme. I den påstod hun: ”Alle jøder er zionister og Det Mosaiske Troessamfund er arnested for zionismen.”

Nogenlunde på samme tid rekrutterede PFLP en gruppe svenske palæstinensere til at planlægge og gennemføre et terrorangreb et eller andet sted i Skandinavien.

Angrebet fandt sted d. 22. juli 1985 i København.

Blandt målene for bombeangrebet var: Synagogen i Krystalgade, et kosher cateringfirma og det israelske flyselskab El-Al’s kontor.

* * * * * *

Den internationale udvikling

I året 2001 afholdt FN en konference om racisme i Durban, Sydafrika. Dens konklusion blev: Israel er en apartheidstat. 

Det blev fulgt af en stormflod af deklarationer med fordømmelse af Israel i mange af FN’s underorganisationer – værst af alle i UNESCO, FN’s organisation for undervisning, videnskab og kultur. Hensigten var klart nok at isolere den jødiske stat fra ”det internationale samfund”.

I kølvandet heraf skabtes den verdensomspændende BDS-bevægelse. Også her var der ingen tvivl om målet. Med Boycott, Divestment, and Sanctions som midler, skulle den jødiske stat bryde sammen.

Samtidig med denne nye form for antisemitisme oplevede verden angreb på jødisk liv og ejendom fra Buenos Aires, Argentina over et stort antal byer i Europa til Mumbai i Indien. Disse angreb blev kaldt terror. Mere korrekt bør de kaldes ukonventionel krig mod jøderne.

Den nye antisemitisme i Danmark

Hjemme i Danmark blev man tidligt opmærksom på frembruddet af den nye antisemitisme. 

I december 2002 indrykkede 700 af POLITIKEN’s læsere en helsidesannonce i bladet med overskriften ”Nu er det nok”. Her anklagedes POLITIKEN for antisemitisme. Det var sensationelt, for POLITIKEN havde i årtier været ledende organ for dansk liberalt demokrati.

På den danske politiske arena var VS nu forsvundet, men Socialistisk Folkeparti (SF) havde overtaget og videreført VS antizionistiske dagsorden. Det kom til udtryk, da Villy Søvndal blev udenrigsminister i en S-SF-regering. Før han blev udenrigsminister havde Søvndal en opfordring til boycott af Israel på sin facebook. Den måtte han nu slette. Ikke desto mindre iværksatte han på personligt initiativ en boycott af Israel. Om dette forholdt det sig på følgende måde:

Jakob Levitan, professor i teoretisk fysisk ved Ariel Universitetet, Israel, havde indledt et forskningssamarbejde med Lektor Bohr ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om strålebehandling af cancer. Projektet havde fået økonomisk støtte fra Frænkels Fond.

Ved universitetet i Ariel – en by på Vestbredden – er 1/3 af de studerende palæstinensere. Den 2. november 2012 modtog Levitan en kort meddelelse, der fortalte, at DTU havde mistet interessen for projektet og havde sendt den økonomiske støtte tilbage til Frænkels Fond. 

På dette tidspunkt var den ovenfor nævnte politiker Anne Grete Holmsgaard administrator ved DTU. Sandsynligheden taler for, at der var tale om et komplot med udenrigsminister Villy Søvndal. Hverken offentligheden eller pressen viste interesse for denne sag, og således blev Søvndal aldrig draget til ansvar.

Allerede før denne sag var den nye antisemitisme blevet et problem, der var rykket ind mod centrum i det danske politiske spektrum. 

Den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft deltog i europæiske palæstinenseres konferenser i Brøndbyhallen. Her påhørte han de mest ekstreme taleres krav om den jødiske stats udslettelse, uden – da eller senere – at tage afstand.

Der kom en overgangstid, inden den nye antisemitismes trusler mod jødisk liv og ejendom blev en realitet.

Nogle af de demonstrationstog mod zionismen/den jødiske stat gik forbi Mosaisk Troessamfunds bygning. Det var helt i overensstemmelse med Anne Grete Holmsgaards erklæring om, at Mosaisk Troessamfund ”er arnested for zionismen”.

Truslerne blev til virkelighed i 2015. 

En palæstinenser, født og opvokset i Danmark, skød og dræbte en jødisk vagtmand foran synagogen i Krystalgade.  

En 16-årig, ung dansk pige fra Roskilde-egnen var rejst til Syrien for som en af 40.000 andre unge fra 100 lande, at deltage i ISIS’s (Islamisk Stat i Irak og Syrien) oprettelse af et nyt kalifat. Da hun kom tilbage til Danmark, fandt politiet, at hun havde planer om et attentat mod Carolineskolen, den jødiske skole i København.

Bekæmpelse af antisemitisme

I de vestlige demokratier har man længe været af den opfattelse, at antisemitisme skal nedkæmpes ved information og undervisning om Holocaust. Det har vist sig at være uden nogen som helst virkning.

Europas historie i de sidste 200 år viser eksempler på, hvorledes nye bølger af antisemitisme er blevet sat i gang – og hvorfor. 

Krigen 1870/71 mellem Frankrig og Tyskland endte med et fransk nederlag, der var pinligt for fransk ”honneur”. 

En jødisk officer, kaptajn Alfred Dreyfus, blev på grundlag af en falsk, fabrikeret anklage for højforræderi dømt og offentligt degraderet. Tilskuerne råbte:  ”A bas les Juifes” – Ned med jøderne. En ny antisemitisk bølge var sat i gang, hvor man brugte jøderne som syndebuk, skyldige i en national katastrofe, som de ikke havde nogen som helst andel i. 

I april 1919, få måneder efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig, skrev en tysk soldat til nogle af de officerer, der havde været hans overordnende, at skylden for det forfærdende nederlag var jødernes undergravende virksomhed. Soldatens navn var Adolf Hitler. Den originale skrivelse findes i dag på Holocaust museet i Los Angeles.

På ny var jøderne brugt som syndebuk for en katastrofe, som de ikke havde nogen andel i.

I verden af i dag er Mellemøsten blevet en krudttønde, der truer med at eksplodere i en 3. verdenskrig, denne gang med brug af nukleare våben og dermed mere dødbringende end de to tidligere verdenskrige. I det, de nyere nukleare våben er endnu mere dødbringende end de tidligere anvendte.

I denne situation har politikerne i de vestlige demokratier valgt at bruge den jødiske stat som syndebuk, som den skyldige for det tilsyneladende uløselige problem, et kaos i regionen med borgerkrige og intervention af stormagter og andre magter, der fisker i rørte vande. Man peger på, at eksistensen af en jødisk stat er en hindring for opnåelse af fred, stabilitet og folkenes velfærd.

Nedkæmpelse af antisemitisme må derfor ske ved indre opgør i politiske partier og grupperinger.

Dette er ikke teori eller politisk spin. Metoden er for nylig anvendt og har givet resultater.

Ved et opgør i det store engelske oppositionsparti Labour, blev partiets leder, Jeremy Corbin styrtet på grund af hans støtte til den nye form for antisemitisme. Hans efterfølger, Keir Starmer, har ved flere lejligheder gentaget, at i Labour er der ikke plads for nogen slags antisemitisme.