Samfundstjeneste dag 32 (26092023). Det er koldt, da jeg er ude at gå med hunden. Men da jeg cykler til samfundstjeneste, er solen allerede ved at brænde skyerne væk.

Formanden sidder med sin Faxe Kondi (sukkerfri), mens fleksjobberen suger på sin evindelige smøg, da jeg kommer frem. Vi udveksler almindeligheder, og jeg går ind i opholdsstuen efter en kop kaffe, men der er ikke mere kaffe tilbage på kanden. Jeg gider ikke at lave en ny kande. Jeg har fået kaffe derhjemme.

Jeg sætter mig lidt ud på bænken foran opholdsstuen og nyder de sidste minutter af pausen. Solen er varm nu. Det føles som en tidlig forårsdag.

På fliserne farer to myrer omkring. Først den ene vej. Så den anden vej. Hvis de har en plan, tager de ikke den lige vej til målet. Jeg mister interessen for myrerne. Der ligger en regnorm og vrider sig. Den forsøger at finde ned i en sprække mellem fliserne. Men det vil ikke rigtig lykkes.

Jeg føler mig som den regnorm. Jeg er den regnorm.

Ude af min komfortzone og eksponeret for alverden. Der kan, hvornår det skal være, komme én med en spade og dele mig i to. Jeg vil tilbage i mørket, men som det er nu, må jeg – og regnormen, der er mig – nøjes med at ligge og vride os.

Jeg overvejer at redde ormen. Tage den op og smide den ud i græsset. Men verden er ubønhørlig, og naturen må gå sin gang.

Jeg smider jakken, inden jeg begynder at arbejde. Det er varmt nu. Jeg beholder halstørklædet på. Det er bedst at være på den sikre side.

Jeg har læst, at det mest karakteristiske ved krig er ventetiden. Du sidder og venter ved fronten afbrudt af intense, kortvarige kamphandlinger. Samfundstjeneste er ventetid. Og gentagelse. Jeg arbejder – det samme arbejde jeg har lavet de seneste mange uger – mens jeg venter på, at mit timetal rammer 80, og jeg er fri.

Føles det her som straf? Er inertien andet end systemets indbyggede idioti eller måske selve straffens kerne? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at systemet, hvor blødt det end er, har samme mål som andre og mere vidtgående straffesystemer: At få klienten, den kriminelle, forbryderen til at makke ret. Og bliver du for vidtgående i din modstand, skruer systemet op.

Jeg har to tilgange. Det ene øjeblik har jeg lyst til at le dette latterlige foretagende i ansigtet. Det næste logrer jeg med halen som en anden hund og håber på en godbid i form af færre repressalier. Samtidig har jeg svært ved at slippe min hundenatur. Jeg vil gø, bide og pisse, hvor jeg har lyst. De skal ikke få mig i snor. Det her er tydeligvis nok til at gøre enhver hund forvirret.

Alarmen ringer. Det er tid at pakke sammen. Selvom jeg har fri – den er tre minutter over – går jeg forbi opholdsstuen og vasker kaffekopperne op. Ikke fordi jeg gider. Men det øger chancen for, at der er en ren kop, når jeg kommer torsdag.

(Jeg har nu aftjent 64 ud af 80 timers samfundstjeneste)