Kommentar

Mette Frederiksen vil ikke afvise, at et kommende forbud mod Koran-afbrændinger bliver udvidet til at omfatte satiretegninger – eller for at sige det, som det er: et forbud mod at kritisere islam og træde imamerne over tæerne.
Det har vakt en del opsigt, at vor store leder optræder så uldent, når det gælder forsvaret af en af den vestlige civilisations absolutte grundpiller: retten til hån, spot og latterliggørelse. Men der er ikke noget mærkeligt ved det. De indgreb i ytringsfriheden, som magthaverne i stigende grad realiserer eller påtænker på begge sider af Atlanten, er naturlige konsekvenser af den politik, som de selv har pånødet befolkningerne. (At folk for det meste har været for dumme eller ligeglade, er en anden sag.)
Man kan ikke med åbne øjne importere fire-femhundredtusinde muslimer – hvoraf 77 pct. meddeler, at de ønsker Grundloven erstattet af Koranen – uden at Grundlovens frihedsrettigheder før eller siden må vige for at blive erstattet af et teokrati. Et flertal af danskere har åbenbart ikke tænkt over det, eller også synes de, at man for fredens skyld hellere må opgive friheden, og at det i øvrigt er rigtig grimt at håne nogen. Fru Frederiksen og de menneskemasser, der støtter hende, tror tydeligvis, at freden vil sænke sig over landet, blot vi giver islam nogle indrømmelser. Få overvejer, hvor fredeligt der er, hvor islam hersker. Når der ikke er flere vantro, man kan udrydde, begynder muslimer at slagte hinanden, som vi bl.a. ser i Pakistan og Afghanistan, for blodtørsten er en konstant i Allahs ideologi.
Det er snart 25 år siden, at den fremtrædende SF’er og senere minister, Christine Antorini, med beklagelse måtte erkende, at ”de forkerte” havde fået ret i deres kritik af masseindvandringen. Det var selvfølgeligt pænt af hende, men problemet er, at de forkerte, der fik ret, stadig er forkerte, og at dem, der fik uret, styrker deres greb om magten.
Mette Frederiksen og hendes snedige udenrigsminister er helt i overensstemmelse med tidsånden og i hvert fald med EU, der nu vil forbyde forkerte meninger på de sociale medier og give klækkelige bøder til enhver, der tænker forkerte tanker.
Det er der heldigvis flere, der gør, men det er der råd for.
Som flere gange før i europæisk historie fører Tyskland an. Efter at det indvandrings- og islam-kritiske parti, Alternative für Deutschland, ifølge meningsmålingerne står til en tilslutning på 23 pct., vokser kravene om, at det skal forbydes.
Et land kan ikke både have islam og islamkritik. Man må vælge, og det har Mette Frederiksen gjort.