De fleste danskere – og i hvert fald alle medier – mener fortsat, at USA er et demokrati, selvom landet under den korrupte Biden-administration i stigende grad ligner en sydamerikansk eller afrikansk bananrepublik, hvor alle midler bliver taget i brug for at knuse magthavernes politiske udfordrere.
Det står nu klart, hvordan Biden og hans håndgangne mænd og kvinder planlægger at spænde ben for Donald Trump. Det skal ske ved at tvinge ham til at tilbringe det meste af 2024 i forskellige retssale, således at han forhindres i at deltage aktivt i en række primærvalg og rejse midler til sin valgkamp.
Efter planen skal retssagen om Trumps påståede ansvar for urolighederne den 6. januar 2021 begynde i Washington D.C. den 2. januar. Den forventes at vare to måneder, og Trump er tvunget til at være i retslokalet mandag til fredag under hele forløbet.
Fra slutningen af marts og gennem april måned skal Trump sidde på bænken i New York, hvor den demokratiske og åbent Trump-fjendtlige anklager, Alvin Bragg, vil prøve at få ham dømt for bogføringsfejl.
I maj begynder retssagen i Florida i anledning af beskyldningerne mod Trump for misbrug af hemmeligt-stemplede dokumenter (selvom en amerikansk præsident har uindskrænket ret til at afklassificere, hvad han vil).
For at gnide salt i såret har justitsministeriets specialanklager, Jack Smith, fået en Obama-udnævnt dommer til at betegne Trump som en ”flight risk”. Påstanden er med andre ord, at Trump kan finde på at flygte ud af landet. Smith har desuden fået dommeren til at udstede en kendelse, der giver ham adgang til Trumps twitter-konto.
Som det ser ud lige nu, må man konstatere, at Donald Trump er frataget muligheden for at føre valgkamp, og det er naturligvis også meningen med dette åbenlyse misbrug af statens organer til at bedrive valgfusk.
Mens dette sker, sidder Joe Biden i Det Hvide Hus og slikker sig om munden ved tanken om de mange millioner, han og hans anløbne familie har fået fra korrupte politikere og pengemænd i stater som Rusland, Kina, Rumænien, Ukraine og Kazakhstan. Da justitsministeriet, FBI, det meste af retsmaskineriet og næsten hele pressen er omdannet til afdelinger af det demokratiske parti, kan Joe slappe af.
Rundt om i verden må der sidde diktatorer og ærgre sig over, at de skal hænges ud, når ingen krummer et hår på hovedet af den mafia, der har taget magten i Vestens ledende land.