Efter at have orienteret de andre partier i udenrigskomiteen, trådte justitsminister Peter Hummelgaard, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund frem og forklarede, at der kommer et forbud mod koranafbrændinger foran udenlandske ambassader på dansk jord.
Men arbejdet kommer til at tage tid. Der er mange afvejninger, der skal foretages.
“Jeg har ikke nogen tidshorisont for, hvor lang tid det tager at gøre det her arbejde færdigt,” lød det fra Peter Hummelgaard.
Han sagde også, at det ikke er aktuelt at genindføre blasfemiparagrafen, som blev afskaffet af den såkaldte VLAK-regering, som Løkke ledede i 2017.
Hummelgaard brugte udtrykket “juridisk nålestiksoperation” om det forestående juridiske arbejde.
Løkke Rasmussen virkede noget mere offensiv.
Han gentog behovet for at tage den initiativ, regeringen har bebudet, for at gøre op med de “gentagne forhånelse mod andre lande, som ikke er i overensstemmelse med danske interesser.”
I den nuværende geopolitiske situation understregede ministeren, at Danmark har brug for at kunne opbygge partnerskaber med lande, som lige nu vender sig mod Danmark, fordi de “misforstår det, der foregår i Danmark.”
Her virker det næsten som om Løkke kommer med en udstrakt hånd til lande som Irak, som faktisk lader mobben brænde ambassaden ned.
Udtalelser fra f.eks. Tyrkiet tyder på, at det aldrig er nok indrømmelser. Det vil stadig komme nye krav.
Desuden er det ikke i danskernes sikkerhedsmæssige interesse, at der fortsat bliver brændt koraner af ved udenlandske ambassader, betonede Løkke.
Det spekuleres i, at et forbud mod koranafbrændinger foran ambassader kan udvides til at gælde moskeer, således at islam opnår status som fredet i Danmark.
https://www.berlingske.dk/politik/hummelgaard-ingen-tidshorisont-for-koranlovgivning