MeToo har ændret karakter. Den har bevæget sig ind i lovgivningen, hvor den har bidt sig fast med en systematisk mistænkeliggørelse af manden. Der sidder flere mænd i danske fængsler baseret på falske anklager om voldtægt end reelle. Marianne Stidsen tror, historien vil dømme os hårdt.

I en artikel i Berlingske går hun hårdt ud:

Grunden til, at det kan ske, er den nye venstrefløjs march gennem institutionerne. En march, der har kunnet foregå nærmest uhindret, fordi den har camoufleret sig bag en køns- og seksualitetspolitisk offerretorik, som tilsyneladende har fået alle til at lægge sig fladt ned.

I stedet for at gøre det, man altid bør gøre i et fornuftsamfund, når folk påstår det ene eller det andet. Undersøge det objektivt og uvildigt. Det, at nogle siger, de er ofre – eller alt muligt andet – er jo ikke altid ensbetydende med, at de så rent faktisk også er det, objektivt set.

Vi har fået et samfund, hvor ideologi overstyrer lov og ret, netop ved at påberåbe sig hensyn, der står højere end det borgerlige samfund. Dette er hensynet til de sårbare grupper. I kraft af at tilhøre de rigtige grupper er man hævet over retsstatens enkle principper. Man har særlige rettigheder, som f.eks. mænd må bøje sig for.

Man tager administrative greb for at få den nye ordning til at fungere, og disse er i sig selv akselerende, som samtykkelov – og ordningen med bistandsadvokater.

Disse advokater vil optræde som ivrige forsvarere af den nye ordning. Det er jo deres levebrød!

Men advokaterne er bare en lille del af et meget større billede:

I en kommende bog om samtykkeloven beskriver jeg således, hvordan den opgraderede bistandsadvokatordning er med til at presse sager frem i systemet, som sandsynligvis ellers aldrig ville have set dagens lys. Alt sammen i ‘kulturændringens’ navn.

Det vil sige i en erklæret politisk-revolutionær sags navn. Det sker blandt andet gennem et uhørt samarbejde mellem visse efterforskere inden for politiet, bistandsadvokaterne og samtykkeaktivister på de sociale netværk. Et samarbejde, som beror på en forudindtagethed over for sagens parter. Hvilket, som enhver kan høre, får hele det regelsæt, vores retssystem og retsplejelov er bygget på, til at rasle sammen.

Det traditionelle retssystem er bygget på logik og rationalitet. Det nye bygger på følelser. Siden retssalen er en scene, bliver retsprocesserne teater.

….systemet forsøger at omdanne retssystemet fra at bero på dokumentation, facts og klare beviser til at bero på følelser, kommunikation og suggestive fortællinger.

Fortællinger, som andre vel at mærke efter min mening hjælper anmelderne med at strikke sammen med henblik på, at de skal have optimal effekt i retssalen. Der hermed bliver omdannet til en slags teaterforestilling eller realityshow.

Stidsen undrer sig over, hvor ændringerne kommer fra. Visse grupper gives en privilegeret status, mens andre nedvurderes.

Retssystemet indrettes, så der gælder særrettigheder for visse grupper af mennesker i vores samfund.

Advokater reagerer på, at retsstaten bliver omgjort til arena for terapisamfundet.

Hvordan dette overhovedet har kunnet lade sig gøre, er og forbliver en gåde. Som en jurist formulerede det til mig, så har bistandsadvokaters arbejde næsten intet med advokatarbejde at gøre, og det er på mange måder en joke, at staten finansierer denne omsorgsopgave til en sædvanlig advokattakst på flere og flere områder i strafferetssystemet. Opgaven kunne uden problemer varetages af en socialrådgiver eller pædagog. Ordningen indeholder desuden en række meget tvivlsomme afvejninger i retsplejeloven, der – ligesom de såkaldte kontaktpersoner i politiet – skaber en mudret retsstilling for den mistænkte og giver et betydeligt pres på objektivitetsprincippet, som i forvejen har det svært.

Den, der vil forstå, hvad der sker med vestlige samfund, kan studere indføringen af sovjetisk og nationalsocialistisk retspleje. Woke-ideologien er lige så revolutionerende, men folk er ikke klar over, hvad der foregår, fordi medierne er på systemets side.”

https://www.berlingske.dk/kommentarer/marianne-stidsen-en-koens-og-seksualitetspolitisk-offerretorik-har