Theodor Kittelsen (1857-1914).
Penn, pensel og fargeblyant på papir, 28,8 x 42,9 cm, Nasjonalmuséet, Oslo.

Den fullstendige titel er “Nøkken han sjunger paa Bøljen blaa” Pröve paa svensk Poesi.

Som vi vet, gjorde Kittelsen flere varianter av Nøkken, en skummel eksistens fra indoeuropeisk folketro, som holdt til i tjern, og stundom moret seg med å lokke ikke svømmedyktige ned til seg. Men akkurat denne nøkken virker snarere godmodig. og spiller sin Harpe med dæmpet Streng, som det heter hos Johan Sebastian Welhaven (1807–1873).

Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred,
Og lytted til Nøkkens Sange;
Og Egnen hvilte i stille Fred,
Og Dagen led,
Og Skyggerne blev lange.

Man siger, at Nøkken er fri og glad,
Og dandser paa Kiselstenen;
Men Fuglen hører bag Birkens Blad
Hans Vemodskvad,
Og vugger sig taus paa Grenen.

Naar Skumring hviler paa Fjeld og Vang,
Og lukker al Verdens Munde,
Da nynner han først sin bedste Sang;
Hans Nat er lang:
Han kan ei hvile og blunde.

Jeg hørte ham hulke, mens Aftnens Skjær
Svandt hen bag de dunkle Skove.
Da trillede Duggen fra alle Træ’r,
Der stode nær
Og skygged den klare Vove.

Hans Harpe spilled med dæmpet Streng
Den ømmeste Serenade:
“God Nat, min Rose! Ak, til din Seng,
Fra Skov og Eng,
Gaa Drømmenes Alfer glade.

Du aander og gløder saa skjær og varm,
Og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm;
Men ak, min Barm
Vil aldrig dit Billed miste!”