Vi var på vej hjem med båden fra Christiansø til Gudhjem, da en yngre, tørklædeklædt kvinde kom over og satte sig ved vores bord. Hun var tydeligvis faldet for mit nimåneder-gamle barnebarn, Hannibal, og på et lettere accent-præget dansk spurgte hun, om hun måtte holde ham. Det måtte hun selvfølgelig gerne, hvorefter hun begyndte at kilde og kæle for ham – til Hannibals åbenlyse glæde.

Det slog mig, at der bag alle ideologier og religioner ligger en dybere fælles menneskelighed, som vi glimtvis ser udfolde sig, men som ideologiernes og religionernes fortalere gør, hvad de kan, for at undertrykke. Vi skal sættes op mod hinanden, for at de kan bevare magten.

Hvis Vestens ledere virkelig betragtede muslimer som medmennesker, ville de af al magt bekæmpe de mørkemænd, der underkuer kvinder. De ville ikke række imamerne en lillefinger og ikke give dem indrømmelse efter indrømmelse – i den forkvaklede multikulturalismes navn.

Der på båden var der ingen multikultur – kun kærlighed.