Europa rådner ved rødderne. Det er næppe længere nyhedsværdigt, hvis en ung dreng bliver skudt og dræbt i Sverige. Frankrig er på randen af ​​borgerkrig, og politiets fagforeninger truer med at tage sagen i egen hånd, hvis myndighederne ikke handler. Hvordan stopper man undergangen?

Kun i Centraleuropa er der stadig rester af en civilisation, der grundlæggende har drevet civilisationens udvikling frem med syvmileskridt siden 1300-tallet, naturligvis med enorme modangreb, som religionskrigene, 30-års krigen og den lange verdenskrig i det 20. århundrede. Men fremskridtet fortsatte, nogenlunde indtil 1960’erne.

Budapest er i dag den sikreste by i Europa for kvinder og jøder. Polen bruger urolighederne i Frankrig som et skrækeksempel på, hvad masseindvandring går ud på. Vi herhjemme diskuterer kønsneutrale toiletter og mænd i kvindeidrætten, mens europæiske byer står i flammer, og alle de indoktrinerede udtrykker deres foragt for de lande, der stadig oplever fredelige gader i storbyerne.

Alle forstår, hvad der skal til for at stoppe udviklingen, men den politiske vilje er ikke-eksisterende. Såkaldte ikke-statslige organisationer, som næsten udelukkende er finansieret af skatteyderne, fokuserer kun på migranternes problemer og ignorerer konsekvenserne af massemigration for vores engang sikre og demokratiske samfund.

Som jeg tidligere har skrevet, bør absolut al skattefinansieret støtte til både bistand og disse NGO’er afskaffes med det samme.

Udviklingen kan både stoppes og vendes. Jeg forsøger her at beskrive en trin-for-trin model, der kan strammes op, hvis situationen ikke forbedres væsentligt.

Målet er en løsning, der er så human som muligt. Raseriet skal jo ikke rettes mod migranterne, som er inviteret hertil af hovedløse og velvillige politikere, der drømmer om at redde verden, men som ikke kan holde styr på, hvor de bor eller for den sags skyld, hvordan de undgår stjæle solbriller en lufthavn.

Vi ledes af en klan af politikere, som ikke kun påberåber sig moral; de ser faktisk ud til at være dobbelt så moralske som os “almindelige mennesker”.

Det første skridt er nemt.

1: Stop tilstrømningen

Dette kan løses enkelt og menneskeligt. Det kan blandt andet besluttes, at migranter, der søger asyl, men som ikke kan legitimere sig, mister ret til at få deres ansøgning behandlet. Langt over 90 procent af asylansøgerne forsvinder derefter.

Familiesammenføring skal stort set afskaffes. Dette udgør en betydelig del af indvandringen, og en enkel måde at løse dette på er at kræve selvforsørgelse i mindst ti år (uden offentlig forsørgelse), og at de, der ankommer, skal forsørge sig selv uden hjælp fra andre end familie og frivillige.

Så kan det pludselig ikke længere betale sig at importere ægtefæller fra landsbyer i Pakistan, hvilket er praksis for omkring 20 procent af kvinderne fra Pakistan bosat i Norge, som gifter sig efter ordre fra familien. Denne mystiske integration går ikke ligefrem glat; på SSB (2020) kan du læse følgende:

Mens 83 prosent av pakistanske innvandrerkvinner giftet seg med en person med pakistansk bakgrunn, var andelen 87 prosent av døtre med pakistanskfødte foreldre.

For ordens skyld burde det også gælde nordmænd, der gifter sig med udlændinge. Dette er selvfølgelig ok, men burde ikke være noget andre skal betale for. Desuden vil dette fjerne et klassisk modargument, som naturligvis er fuldstændig uden relation til realiteterne.

Så skal alle former for økonomisk støtte til asylansøgere afskæres. De immigrationsliberale kan bidrage med egne midler, hvis de vil hjælpe. Vi har simpelthen ikke råd til at støtte hele verden, når vi ledes af politikere, der gør alt, hvad de kan, for at selv arbejdende nordmænd kæmper mere og mere for at forsørge deres egen familie.

2: Kriminalitet skal have konsekvenser for alle ansvarlige

Udlændinge, der ankommer til Norge og begår alvorlig kriminalitet, bør straks få afslag på deres asylansøgning og udvises af landet uden mulighed for at anke.

Med grov kriminalitet mener jeg alt fra alvorligt tyveri til absolut alt fra voldskriminalitet og seksuelle overgreb.

Hvis de nægter at gå hjem frivilligt, bør de og hele familien isoleres. Norge har mange mulige steder at isolere uønskede migranter. De må hverken mishandles eller chikaneres, og vi kan langsomt give børnene mulighed for at gå i skole. Men at komme til Norge for at begå alvorlig kriminalitet burde have konsekvenser.

Fra et norsk synspunkt er det selvfølgelig specielt at straffe hele familien, hvis en person begår en forbrydelse. Men mange af immigranterne kommer fra klansamfund og har ingen respekt for myndighederne hverken i deres hjemland eller i Norge. Så skal Norge handle på en måde, der klarer dette politikerskabte problem.

For os nordmænd er det ikke anderledes, end når man betaler for det et barn har gjort, hvis han (som regel er det en han) har ridset lakken på naboens nyindkøbte bil. Vores børn er vores ansvar, indtil de er gamle nok til at tage ansvar for deres forbrydelser.

3: Ingen får statsborgerskab

Selv den totalt forældede flygtningekonvention fra 1951 har i teksten understreget, at asyl er noget, man kan søge om, så længe man er forfulgt. At tildele norske pas til potentielle fjender af vores stat og vores demokrati er selvskade på et højt niveau. Økonomiske migranter var aldrig i tankerne om den konvention, der blev udarbejdet efter katastrofen under Anden Verdenskrig.

Ifølge gældende politik betyder statsborgerskab, at det er umuligt at udvise selv de værste seriekriminelle. Sådan kan vi ikke fortsætte, hvis Europa skal overleve som civilisation.

Hvis du opfører dig godt, kan du bo trygt og komfortabelt i Norge selv uden statsborgerskab, så længe du undgår alvorlig kriminalitet. Men selvfølgelig skal man kunne og have lyst til at forsørge sig selv. Med det nuværende beskæftigelsesniveau for migranter fra MENA-landene vil næsten ingen vælge Norge som ankomststed i en situation, hvor evig støtte uden personlig indsats er umulig.

4: Alle tildelte statsborgerskaber skal undersøges og om nødvendigt afvises

Historien viser en række eksempler på, at uønskede mennesker er blevet udvist fra lande. Afrikanske lande, der tidligere var kolonier, har ikke behandlet deres tidligere koloniherrer særlig godt, tænk bare på Zimbabwe og Sydafrika, eller hvordan Algeriet jagede næsten en million franskmænd (et stort antal født i Algeriet) ud af landet efter oprøret dernede.

(Her må jeg for en god ordens skyld understrege, at boerne ankom til Sydafrika længe før forfædrene til de fleste afrikanere, der bor i Sydafrika i dag.)

Noget lignende skete mellem Tyrkiet og Grækenland efter 1. Verdenskrig, hvor millioner af grækere og tyrkere måtte flytte fra deres hjem.

Vi kan ikke agere anderledes over for de mange millioner mennesker, der groft udnytter vores gæstfrihed. Folk, der har løjet om asylgrundlaget, bør straks udvises og isoleres på en human måde, mens vi venter på, at de rejser frivilligt. Jeg taler ikke om luksushoteller, men barakker og i værste fald opvarmede telte.

Pointen er, at sådanne tiltag straks vil reducere tilstrømningen til et absolut minimum. Portugal ser næsten ikke en eneste migrant, selvom de har vidt åbne grænser og bogstaveligt talt inviterer migranter ind i landet, da de har brug for arbejdskraft.

Årsagen er naturligvis mangel på velfærdsordninger for migranter. Hvornår har du sidst hørt Portugal blive udskældt i EU eller FN?

Personligt ser jeg heller ikke noget problem i at tvangsreturnere kriminelle og snydere. Dette kan gøres på en human og human måde, langt mere human end menneskehandel på tværs af Middelhavet, som dræber tusindvis af mennesker hvert år.

5: Motivere folk til at vende tilbage frivilligt

Folk fra Somalia, Pakistan, Afghanistan og forskellige andre lande kan tilbydes et engangsbeløb for frivillig tilbagevenden til deres hjemland. Det vil spare statskassen for enorme summer, selvom vi er relativt gavmilde.

Dette skal naturligvis kombineres med en frist, hvor det erklæres, at efter denne dato stopper alle offentlige støtteordninger, og muligheden for støtte til hjemrejse forsvinder. To år bør være en tilstrækkelig tidsfrist. De, der vender tilbage efter at have modtaget tilbagesendelsesstøtte, skal isoleres, indtil de vender hjem frivilligt.

6: Bistand er ikke et værktøj

Mange bruger argumentet om, at lande, der modtager bistand, skal trues med at stoppe bistanden, hvis de nægter at modtage deres egne borgere til gengæld. Jeg er uenig i denne præmis.

Målet skal være at afskaffe alle former for statsstøtte. Bistand bør være et privat anliggende. Der er ingen moral i at uddele penge, der tilhører andre, bare for at smykke sig med godhed. Det er, som jeg ser det, rent amoralsk.

Europa har ikke brug for disse landes samtykke til at returnere uønskede migranter. Vi er militært overlegne i forhold til oprindelseslandene og kan nemt transportere store mængder af migranter med båd tilbage til deres hjemland under militær beskyttelse.

Selvfølgelig vil de tårevædede historier oversvømme regimets medier, som ikke kan afskaffe den vestlige civilisation hurtigt nok, ser det ud til.

Som jeg har sagt før, er der noget sygt over politikere, der tror, ​​de har evnen til at reparere atmosfæren, mens de ikke er i stand til at styre deres eget lands grænser.

Man skal stille spørgsmål om, hvad motivationen egentlig er. I stigende grad ser det ud til, at vores politikere motiveres af at ødelægge den mest unikke civilisation i verdenshistorien. Akademia, medierne og kulturlivet følger med som rene zombier. Vi almindelige skatteydere får regningen, hver eneste gang.

Dette er kun en indledende model, og sådanne tiltag vil naturligvis tage tid. Det er også ret usandsynligt, at der er politisk vilje til så drastiske tiltag, men så er konsekvensen, at vi hellere accepterer civilisationens sammenbrud.

Frankrig og Sverige er vores eksisterende fremtidsbilleder, men vores såkaldte elite mener, at Norge er vaccineret mod lignende forhold. I så fald er den vaccine lige så meget at stole på som “vaccinerne” mod covid-19.

Nu fokuserer alle på Ukraine, mens hele Vesten med USA i spidsen totalt ignorerer sine egne grænser. Der er noget morbidt ved en overvægtig civilisation, der frivilligt går ind i sin undergang.

Alligevel er der håb. Men det kræver, at flere begiver sig ud i ringen, så alle fornærmelser og angreb spredes over en bredere front.

Nogle har været med i kampen i årtier, og mange har betalt dyrt for deres helt korrekte advarsler. Så er det på tide, at flere af os står ved dem, der kæmper for landet og kontinentets fremtid.

Venner og bekendte, der ikke accepterer, at du siger din mening, er alligevel ikke noget værd, så du har egentlig ikke så meget at miste, bortset fra hvis du risikerer at miste dit job for at have «forkerte» meninger.

Men så er demokratiet allerede afskaffet, og modstandsbevægelsen er da dybt savnet. Ingen vil hjælpe os, medmindre vi er villige til selv at gøre en indsats.

For dem af os, der har børn, burde vi være fyldt med skam, hvis vi ikke gør en indsats for at redde deres fremtid. Det er trods alt bedre at blive foragtet end at foragte sig selv.

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark