Fra Netflix-filmen Athena fra 2022.

Fra Netflix-filmen Athena fra 2022.

Hvad er vigtigst for Macron, hans egen person og magt, eller Frankrigs overlevelse? Enhver med historisk bevidsthed ser en opadgående kurve, som, hvis den fortsætter, vil ende med Frankrigs fald. Det fald kan tage mange former. Det kunne være en politiker som venstreekstremisten Melenchon, der indgår kompromis med imamerne, præcis som forfatteren Michel Houellebecq beskriver i sin bog, Soumission, Underkastelse.

Så er romanen blevet til virkelighed: Optøjer får myndighederne til at få et nervøst sammenbrud, og politikerne indgår et kompromis med imamerne. Ro og orden er genoprettet. Bogen udkom i 2015 lige før massakren på Charlie Hebdo og Bataclan i november samme år.

Frankrig har fået det at se i mange år, men myndighederne viser sig svage. Igen og igen.

Der er en forløber for nutidens fordærv: Da Frankrig faldt i 1940, var det også den interne modstand, der brød sammen, og general Petain ledede et protysk regime i halvdelen af ​​Frankrig med hovedkvarter i Vichy, deraf navnet Vichy-regeringen.

Det skulle senere blive forbundet med skam. Det var efter, at Charles de Gaulle havde genoprettet Frankrigs ære som leder af Frit Frankrig.

I 1968 gjorde studenterne oprør og 68-generationen fik myten om maj-oprøret. Men det havde en mørk side. Oprøret truede samfundets stabilitet. Da arbejderne sluttede sig til protesterne, var gode råd dyre. De Gaulle fløj til de franske styrker i Vesttyskland og sørgede for, at han havde deres støtte.

Oprøret blev slået ned.

Men i maj 68 fremstod en kurs, som nutidens venstrefløj har fortsat: De foretrækker “araberne” frem for franskmændene. De gør det i antiracismens navn. De fordyber sig i antiracisme og kræver Frankrigs skyld sonet. Det er den samme psykologi blandt venstreorienterede over hele den vestlige verden og især i USA, hvor demokraterne er gået fra liberal til yderste venstrefløj. Det er et spring, der er historisk og truer republikken.

Ingen officielle politikere og medier tør sige tingene lige ud. Også de vil være “frelst”. Antiracisme kan forveksles med kristendom og spiller på bevidsthed om synd, men har en helt anden dynamik. Der er ingen tilgivelse eller barmhjertighed her. Den er aggressiv og kræver hævn under dække af “retfærdighed”.

(Stephen Sackur interviewede Lulas, der er Brasiliens nuværende præsident, minister mod racisme på Hardtalk. Hun er fra en af ​​de berømte favelaer, områder af ulovlige bebyggelser. Da hendes søster blev myrdet, besluttede hun at gå ind i politik. Sackur var positiv. Men så begyndte hun at tale om et folkedrab mod de fattige og mørke brasilianere … Sackur fik problemer: – Ved du, hvad ordet folkedrab betyder? Ja, hun brugte det helt bevidst. Samtalen blev ikke, som han havde tænkt sig. Men hvis du arbejder på BBC, skal du ikke gå langt for at opleve, at en sådan retorik har konsekvenser. Transpersoner i USA siger det samme, og det er gentaget af Det Hvide Hus, som siger, at transpersoner har deres støtte, selv efter en transperson massakrerede seks mennesker, tre af dem børn, på en kristen skole i Nashville.)

Transpersoner er per definition ofre, selv når de myrder.

For at opnå retfærdighed skal de have nogen at skyde skylden på: Det bliver hvide, i kraft af at være hvide, altså et racistisk projekt, som hvide dyrker sammen med “araberne”

Sådan er totalitære ideologier opbygget. De er hævet over kritik.

Dominanskultur

Den antiracistiske ideologi er en dominanskultur, ligesom islam. Det ene fører til det andet, og når du først er gået gennem den dør, er der ingen vej tilbage.

Venstrefløjen i vigtige lande som Frankrig og USA begår samme fejl som kommunistpartiet i Iran i 1979 og kommunisterne i Tyskland før 1933, de erklærede det socialdemokratiske parti for deres hovedfjende og dannede Forenede Fronter, som var det modsatte: splittende .

Under det hele ligger en illusion om, at man kan lege med tigeren, at man skal tro dens forsikringer om, at den er blevet veganer.

Dette er en gammel historie.

Hvordan var det muligt, at Hitler kom til magten, har vi spurgt.

Nu kan vi nemmere sætte os ind i situationen, for der er ting i dag, der fortæller os, at der foregår det samme, som skete dengang:

Myndighederne havde ikke den mentale styrke til at se fjenden i øjnene. De foretrak kompromiser.

Befolkningen ønskede ikke at miste, hvad de havde og i dag er det langt flere end i 1930’erne. Tilsammen førte det til handlingslammelse.

Omvæltninger

Men Frankrig har været der før. De har en historie præget af omvæltninger.

Da de Gaulle ville afslutte den algeriske krig, anså en gruppe officerer i OAS-gruppen det for forræderi. Da de hørte, at premierminister Debra førte hemmelige forhandlinger med FLN, organiserede de et kup. Mellem 21-26. April 1961 var der et par timer, hvor der var rygter om, at et statskup var i gang. De Gaulle afsluttede landingsforbuddet for militærfly i franske lufthavne. Betjentene blev anholdt. Giske Andersen var dengang NRKs Paris-korrespondent og leverede nogle uforglemmelige reportager, på et tidspunkt, hvor NRK også havde store radiostemmer.

Glem ikke, at venstrefløjen også på det tidspunkt tog FLN’s side, (Front de Libération Nationale, Den nationale Befrielsesfront). De historiske linjer er intakte.

Algeriet var ingen almindelig befrielseskrig. Algeriet blev indlemmet i Frankrig. Efter befrielsen blev 150.000 franskmænd myrdet, og 950.000 såkaldte pieds noire, franskmænd født og opvokset i Algeriet, måtte flygte. Det satte dybe spor.

Når fine liberale journalister fra der Spiegel bliver chokerede over Alain Finkielkraut, der nævner deportationer som en mulig løsning på Frankrigs situation, er det fordi han kender sin historie. Det gør dagens journalister ikke. De er dikteret af smag, tone og glemsel.

Nationen i fare

Skyggen af ​​OAS er aldrig helt forsvundet. Nationalistiske officerer har offentliggjort to breve, der siger, at nationerne går i hundene. Men ingen modstand tolereres.

Macrons forgænger Francois Hollande mener ikke, at en undtagelsestilstand er en god idé. Han var præsident under Bataclan og sad i Stadion de France og så Frankrig spille mod Tyskland, da de første selvmordsbombere detonerede udenfor. Dengang sagde han, at det var krig, men nu er han tilbage til normalen. Krigen er utænkelig, selvom den nu udspiller sig i gaderne over hele Frankrig.

Hvordan ender det?

Nahel Merzouk (17) bliver begravet i dag. Han bliver portrætteret som mors søde dreng. Men vi ser et helt andet billede af føreren i en polsk indregistreret gul Mercedes. Billederne stemmer ikke overens. Og drengen var slet ikke gammel nok til at måtte køre bil. Politimanden, der læner sig ind over bilen, siger “du får en kugle i hovedet”, og  betyder “hvis du ikke samarbejder”. Men medierne fremstiller det som en trussel, ikke en advarsel.

I dag begynder Tour de France i Spanien. Indtil næste år er det sommer-OL. Svømmearenaen uden for Paris er brændt ned til grunden, inden den stod færdig.

Aflysningerne strømmer ind til hotellerne. Restauranter går op i flammer. Pøbelen går nu efter private virksomheder.

Der er stadig meget, der kan ødelægges i Frankrig, meget, der mangler at blive brændt.

Vil befolkningen finde sig det? Det ser ikke ud til, at Macron kommer til at gøre noget. Men er det muligt at forestille sig, at kommandokæden bliver brudt, og at politiet begynder at handle på egen hånd?

Politiet kan påberåbe sig en nødsituation. De vil være nationens frelser.

Som Napoleon var, som Charles de Gaulle var i 1940 og i 1962 og 1968.

Historie betyder noget. Er der styrke og vilje nok tilbage?

Et folk, der står sammen, kan ikke overvindes, kun hvis de selv ønsker deres undergang. 

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan
en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det
selv. (Valdemar Rørdam)