Billedet: Flokmentaliteten lever videre også i asfaltjunglen.

I forbindelse med efterforskningen av sagerne, der involverer den grove vold som blev filmet ved Charlottenlund Gymnas i Trondheim, konstaterer politi-inspektør Alf Rune Nilsen at det i seks af sagene er tale om en bande med teenagere af utenlandsk oprindelse, der går løs på én etnisk norsk dreng.

Til Adresseavisen siger han:

– Det er påfallende at de syv fornærmede er bare etnisk norske gutter, mens gjerningspersonene kun skal være av utenlandsk opprinnelse. Det er også spesielt at det alltid er en gjeng som går løs på ett offer.

«Påfaldende». No shit. Han legger spørgende til:

– Er det tilfeldig, eller er det et mønster? Dette skal vi selvsagt vurdere før sakene går til retten, sier han.

Selvsagt er der et mønster, det er noget enhver kan forstå. Men det kan vel tænkes at det ikke er særlig gunstig for karrieren i politiet at sætte fingeren på det? Uanset er denne undladelse også virkelig «påfaldende», for det Nilsen ser utslagene af, er en fremmed klankultur, et fænomen Asle Toje gør godt rede for i en fersk artikel i Bergens Tidende, og som mange med kendskab til virkeligheden på bakken længe har set.

Forfædrene til disse gerningspersoner kommer fra klansamfund hvor man ikke er vandt til at kunne stole på en fungerende retsstat, men snarere søker beskyttelse hos familie, storfamilie og venner, og ikke går af vejen for voldsbrug for at sætte sig i «respekt». Og klankulturen sidder hårdere i disse ungdommer end den fredelige, individorienterede kulturen i storsamfundet, hvor konflikter forsøkes løst med ord.

Det er kort fortalt tilbagestående æreskultur og primitiv stammekultur som møter en høyt udviklet civilisation. Og i den grad det overhodet tænkes omkring sagen, begår denne civilisation den alvorlige fejl, at betragte sig selv som noget naturgivet, der knapt behøver plejes, forsvares eller videreformidles gennem opdragelse; dens overlegenhet fremhæves ikke – den presenteres snarere som like bra, eller måske helst en smule dårligere, end andre kulturer.

Problemet med den løgnagtige og hyklerske forstillelseskultur, der har rådet i Norge de sidste tiår, hvor disse sandheder er blevet fejet ind under tæppet, for ikke at tage bort illusionen om flerkulturel idyl, er at det ikke længere findes noget vokabular for den flerkulturelle virkelighed, selv når man – også bokstavelig talt – får den ret op i ansigtet.

Toje skriver at det

er besynderlig når nordiske land velger storstilt innvandring nettopp fra land hvor klanskulturer råder,

og enhver kan forstå at det ikke er heldigt, men det er meget som går forud for dette besynderlige.

For i en virkelighed hvor meget af den intellektuelle energi i befolkningen f.eks. går med til at trickse med statistik for at fremstille sig selv som fortræffelig, efter systemkværnens logik, er forholdet til sandheden efter hvert blevet så instrumentelt, at folk ikke længere våger at «se det de ser», langt mindre sette ord på det.

Det er en syg, syg tilstand, og i strid med al tankegang som har bragt verden fremover.

Adresseavisen