Et kendetegn ved en revolution er at absolut hele samfundet vendes op ned. Det er hvad der er sket i USA de seneste ti-tyve år. Det er særlig unge mennesker fra universiteterne der er blevet radikaliseret – af deres lærere. Det minder om Tyrkiet hvor Erdogan sagde at mineraterne var bajonetter. Konservative fik ikke arbejde ved collegerne og mange blev ekskluderet. Vi som oplevede tresserne ved at radikalisering er en selvforstærkende proces.

Men nu er bevægelsen på retur, de unge bliver konservative igen og de radikale taber grund. Deres svar er endda stærkere retorik og endda mere dragshows og infiltration af skolerne. Det bidrager til at de unge ser endnu klarere hvilken galskab de repræsenterer.

Vesten står ved en korsvej. Hvis de radikale kræfter vinder, er det ude med os. Det er der ingen tvivl om. Problemet er at vores institutioner er erobret indefra af en elite der ikke vil stå til ansvar overfor folket. Her er de nordiske lande i en særstilling med sit socialdemokratiske projekt der nu krakelerer fra dag til dag.

Folk har ikke forudsætninger for at forstå så dybe ændringer på så kort tid.

Derfor Document.

Folk trænger til fakta og oplysning fra medier de kan stole på. Man kan ikke stole på danske medier længere. Heller ikke svenske og norske. Der må noget nyt til.

Document er tyve år. Så lang tid har det taget at bygge et mediehus. Vi mærker en tydelig respons: Behovet er til stede. Vi gør det journalister skal gøre: Er åbne om hvor vi står, og forsøger efter bedste evne formidle hvad der sker.

De etablerede medier har begået en stor fejl: De viser deres dagsorden for tydelig. Hadpropagandaen mod Trump slår ikke an hos alle. Et øgende antal mærker at der er noget galt. De ser at Biden-regimet er inkompetent og destruktivt.

Men det er vores egne myndigheder også. Vores lande minder mere og mere om MENA. I selv den mindste afkrog er der indslag af Mogadishu.

Befolkningen er godt nok klar over at denne kultur ikke lader sig integrere. Alligevel insisterer EU og regeringen på at importen skal fortsætte og nu skal fordeles omtrent som skatterne.

De partier der har forsøgt at arbejde indenfor systemet er blevet tæmmet: Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne og Fremskridtspartiet. Det burde udløse en alvorlig politisk debat om vejen fremover.

I tresserne gik venstrefløjen ind for udenomsparlamentarisk opposition. Man anså Folketinget, Riksdagen, Stortinget for at være borgerskabets bastion. Ændringerne måtte komme udefra.

Nu har venstrefløjen og eliten erobret institutionerne indefra.

Er det ikke på tide at starte en bevægelse der kan skabe et alternativ, som kan genrejse folkestyret?

En forudsætning for det er medier man kan stole på.

Document vil forsøge at fylde rollen.