Den druknede dreng. Når humanisternes anstændige bål brænder

“One boy washed up on an empty beach”……Hvad vil I helst leve i? Et Europa hvor hjerter og grænser er lukkede eller et Europa med åbne hjerter” sagt af Bono (U2s forsanger) ved en koncert i Italien i 2016 . – Så er linjen lagt og tonen sat ! –

”Vi må ville Europa eller gå til grunde under den truende populisme. Nu hvor tilbagetrækningen til den nationale suverænitet overalt truer med at få overtaget, må vi genfinde det politiske initiativ, hvis vi ikke vil affinde os med det der trænger sig på: ressentimentet, hadet og de triste lidenskaber” Forfatteres og intellektuelles manifest i Europæiske aviser i jan. 2019 – Det er mere end tydeligt, hvem der står bag dette initiativ. Journalister og intellektuelle uden grænser, de selvudnævnte fredsapostle med patent på

samvittighed og anstændighed i fortsat kamp mod populisme og de nationalt sindede.

Her tager jeg afsæt i Klaus Rotsteins interessante fortælling fra venligboernes overdrev, der hvor de gode holder til, hvor de onde bliver udskammet. ”Den druknede dreng” (2020) Et er titlen på Rothsteins opus X om de sande kunstneres kamp for flygtninge og andre der blot ønsker at komme til EU – ( Billedet af drengen på stranden refererer til september 2016 )

Med en nærmest salvelsesfuld og selvsikker tro på at man er på vinderholdet udtaler Rothstein sig på kunstens vegne, som når han fx skriver: ”Migrationskrisen har skabt en litterær humanisme” – Hvad er det andet end en kunstens politiserende redskab for de politisk korrekte, og det finder jeg pinligt til det kvalmende. Forestil jer lige Proust, Broch, Bulgakov eller Joyce spændt for en politisk vogn fuld af velmente intentioner, sympati-erklæringer eller med deres egne ord: ”anstændighed” , venligboernes selvfede omklamring af litteraturen blot for at vise, at man selv hører til de progressive, de gode mennesker, som vi herhjemme kalder venligboere dvs. de gode humanister, inkarnerede helgener, de som holder kloden oppe mod ondskaben, udpeger skråsikkert her de nationale, og hvad er de så, hvis ikke uanstændige, ufølsomme, ja vel i grunden nazister, legemliggjort ondskab – hvor sidder hagekorset, vi skal nok finde det, og hvis det ikke er der, skal vi nok anbringe det hvor det hører til, på de ekstremt højreorienteredes beskidte bryst

I den nævnte bog er der tale fotografiets voyeuristiske tiltrækningskraft…..udvalgte fotografier ( jf Somalia-effekten den operation der illustrerer at mediet bestemmer hvor virkeligheden befinder sig hvad den handler om ) – selvsmagende offerpornografi, en sand parade af farisæiske forsøg på at identificere sig med flygtningestrømmens tragedier, med nøje udvalgte ofre på strande og i havet. Jeg læste for et par år siden om en af de hellige både der var stævnet ud fra Marokkos kyst med kurs mod Spanien. Midt ude på havet havde man fundet ud af, at en af de ombord-værende var en kristen ældre mand. Uden et ord, tog et par af de andre i båden denne mand under armene og væltede ham bagover ud i vandet. Han dukkede desværre ikke op til venligboernes filmoptagelser på den nærmeste strand! –

Ambitionen om en mere flygtningevenlig verdensopinion – dyrkelsen – den kunstneriske iscenesættelse af humanisternes ambitioner om at omfavne og rumme verden uden for det lokale, langt væk fra det nationale. Med en bemærkelsesværdig evne til selvretfærdighed udstiller/fremstiller de sig som lanterner der lyser over verdens konflikter uden det mindste forsøg på at forstå baggrunden, forholdet mellem Europa og den del af verden, der konstant søger ind på kontinentet, ikke for at tilpasse sig eller blive en del af Europas kultur men udelukkende med henblik på at udnytte og erobre dette kontinent. Og mens krigen om fortolkningen af denne verdensomspændende bevægelse finder sted, sker der en gradvis ødelæggelse af europæisk kristen kultur, som vi bare har at acceptere eller bøje os for af frygt for anklager om racisme, nationalisme og andre tunge ismer. Mens humanisterne sørger for at opbygge en sand offerkult for de druknede i Middelhavet osv …. kryber vi andre i skjul for at undgå den store pegefinger med ordene: Stuerene, det bliver I aldrig! … –

”Den politiske udsigtsløshed og konflikternes kompleksitet gør det nødvendigt at fortælle historier om enkelt-personer. Af samme grund blev fotografiet af Aylan Kurdi en stærk fortælling i sig selv. Som den vietnamesiske pige på flugt fra bombardementerne med napalmbrændende hud” skriver Rothstein, om han nu bevidst eller ej manipulerer her?

For mens der i Vietnam i maj 1968 var en regulær og definerbar fjende i form af amerikanske soldater der beskød og dræbte mellem 347 og 504 civile: gamle mennesker, kvinder og børn i landsbyen Tu Cung – bedre kendt som My Lai, så omkom den lille dreng Ailan Kurdi og hans bror i forbindelse med en tur over Middelhavet, der var unødvendig al den stund at de ikke var på flugt fra tyrkiske tropper og at faren havde til hensigt at tage til Tyskland eller Finland mhp at få ordnet sine tænder gratis. Faren kunne have valgt at blive på den tyrkisk kyst, ligesom en stor del af de migrerende masser fra Afrika mig bekendt ikke har været pisket til at tage turen over Middelhavet til Italien. Hvis vi bliver i sammenligningen et øjeblik kan vi spørge os selv: når man kan fremføre en sådan sammenligning, ja er der så nogen grænser for den stupide og tragiske selvfedme som de anstændige er i besiddelse af? –

Men ligesom kommunisterne i sin tid havde godheden på deres side, således også med de politisk korrekte anstændighedsapostle. Rothstein er i denne sammenhæng også hurtig til at finde en scene i Lykke Per af Pontoppidan, hvor en af de kvindelige hovedpersoner, Jacobe havde læst en om gruppe jøder på flugt fra russiske pogromer og …og Pontoppidan formulerer sig på en måde, som Rothstein straks griber: ”Jacobes møde med flugt, eksil og transit blev pludselig et historisk litterært dejavu i sommeren 2015” Disse sammenligninger mellem de millioner der søger mod de europæiske kyst og jøder på flugt fra Rusland siger desværre mere om en person som Rothstein end om virkeligheden.

Mellem empati og apati søger humanisterne den ideelle identifikation, der stort set altid vil være en farvet minoritetsperson, og som nærmest uanset oprindelse passer ind i billedet af et offer. Til helvedet med dokumentation og realitet, når blot man har lidt fantasi, så kobler vi de nationalt sindede til og vupti, så har vi de gode overfor de onde. Spørg en hvilken som helst venligboer!

Virkeligheden er derude et sted ..- venners klageråb – verden synes at bevæge sig baglæns mod onde tider, mod udryddelseslejre og folkemord – vi bader i det vand flygtninge dør i – og på den måde kommer vi tættere på den druknede Ailan Kurdi – ja vi bader os så at sige i vores egen medfølelse og som de venligboere vi er kommer vi lidt tættere på det hellige og længere væk fra de højre-nationale som ligner nazister i betænkelig grad –

Når jeg læser en side hos Rothstein, ( jeg kan ikke holde at læse mere end en halv side ad gangen) så får jeg associationer til Det moderne Gennembrud af Brandes, i hvert fald ser de sig selv i det lys Med en selvbevidst nidkærhed anfører forfatteren en række kunstneres unisone udtalelser i deres ”kunst”, der mere handler om politik og meningstilkendegivelser end om det litterære udtryk mellem det universelle og det individuelle. Men der hvor Brandes ønskede eller opfordrede forfatterne til at tage stilling til den omgivende sociale virkelighed, peger denne nye bølge af politisk korrekthed på en ganske bestemt stillingtagen nemlig til offergørelsen af de farvede fra Mellemøsten og Afrika, ikke for at forstå deres baggrund men mere for at kunne forarges over de danskere/europæere der ikke vil deltage i dette kvalmende korstog for godheden og medfølelsen med de stakkels bådflygtninge. – Hvorfor dog ikke?

Måske fordi vi forstår at mange af billederne fra henholdsvis Afrika og Mellemøsten er manipulerede eller ledsages af manipulerende kommentarer fra mainstream-medierne, og at de (provinsielle og ”uempatiske” danskere måske har forstået, at de migrerende menneske-strømme ikke nødvendigvis vil bidrage med deres arbejdskraft og kulturberigende ønsker om at blive en del af Europa men at de derimod i parallelsamfund vil lukrere på europæerne og samtidig true med død og ødelæggelse, hvis vi ikke indretter os på deres religion og ideologisk baserede krav om at pakke vores egne videnskabs-funderede kritik væk til fordel for Allah og Muhammed, som vi før eller siden må tage til os, hvis vi har vores liv kært – Se det er nogen lidt andre dagsordener end dem, Rothstein refererer til, mildest talt. Her er ikke blot tale om en kamp mellem fortolkninger men nok snarere et forsøg fra de herboende i Europa på at forstå den virkelighed, der udfolder sig for vores øjne. I Danmark har vi gudskelov ikke haft de store frygtelige attentater, men hvorfor ikke tage ved lære af Frankrig (Nice 2016 – 86 dræbte og Paris med 129 dræbte) , Spanien (Madrid 2004 med 192 dræbte) og( London med 52 dræbte i 2004), Hvor frygtelig og tragiske disse regulære terrorangreb var, så måler de sig nok ikke med den druknede dreng på stranden ved Bodrum. ….Og når de anstændige råber op, skulle de måske lige undersøge, hvad det er for nogle mennesker, der søger mod Europa og med hvilke formål ..…

Litt. Klaus Rothstein: Den druknede Dreng

Købe hos Tales:: Frem for alt frihed festskrift til Lars Hedegaard