Breivik er blevet et ikon på ondskap, ikke bare i Norge, men også internationalt. Dækningen bærer preg af det.

Norske medier har investeret så meget i at bruke Breivik som posterboy på den nye høyreekstremisme at udlandet forledes til slutninger som viser sig ikke at være holdbare.

Under retssagen han anla mod den norske stat, fikk han innta vidneskranken en tre timers tid for at fremlægge sit syn og sin situation. Det var noget latterlig og fortabt over Breivik, helt fra han kom ind med nazi-hilsen. Men norske medier tar ham alvorlig. De mener det beviser at han er en seriøs trussel og en farlig person.

Breivik fremstår mest som en ynkelig, forvirret person, fortabt i sit eget univers.

De træk vi så under retssagen i 2012 er nu endnu mer fremtredende. Men norsk presse ønsker ikke at se dem.

Den sidste bit i puslespillet leverede norsk TV2 da de offentliggjorde referat fra de psykiatriske rapportene fra Breivik-familiens ophold på Statens Senter for Barne og Ungdomspsykiatri. Rapportene fortæller om en familie som er skadet flere generationer tilbage. Breiviks bedstemor, Anne Marie, blev rammet af polio under svangerskabet med hans mor, Wenche, og barnet fik skylden for at hun blev syg.

Se: Anders Behring Breiviks barndom kartlagt. Ligger svarene på 22/7 der?

Bedstemoren var ifølge psykiaterne shizofren, paranoid og psykotisk.

Bestemor til Anders så «ting» og hørte stemmer. Psykiaterne fortalte i politiavhør etter 22.-juli at bestemoren til Breivik trolig var schizofren, paranoid og psykotisk. Fra mor til Breivik var åtte år gammel måtte hun innta morsrollen for sin schizofrene og psykotiske mor.

Moren forlangte at hun skulle være hjemme og stelle henne resten av livet. Moren gikk aldri ut og ingen venner fikk bli med henne hjem til huset i Kragerø.

Som lille blev datteren sendt på barnehjem i to år. Oddsene for at klare sig i livet uden alvorlige mén var svært dårlige. Wenche blev som kvinde alenemor med to børn med to forskellige fedre. Dysfunksjonaliteten gik i arv.

Særlig gik det ud over drengen. Wenche la ikke skjul på at hun ikke klarede opgaven som mor. Det offentlige system kom ind og familien blev sendt til observasjon på Statens Senter for Barne og Ungdomspsykiatri. Der konkluderede fagfolkene med at Anders absolut måtte væk fra moren. Hun ødela ham. Men moren ville ikke og klarte ved hjælp af en dyktig advokat at beholde barnet. Terapeutene advarede mot “alvorlig skevudvikling”.

Resultatet kender vi.

Dagens Breivik er “gone”. Han har beveget sig ind i sit eget univers, der han er generalsekretær for et imaginært parti. Han påberåber sig at være en ikke-voldelig nationalsosialist. Det virker helt skørt. Han vil blive anerkendt som politisk fange. Han forstår ikke at efter at have dræbt 77 mennesker, er det ikke bare at skifte spor og kræve rettigheder.

Desværre behandler mediene ham som rationell, kalkulerende og farlig. Det er med at gøre ham til noe han ikke længer er. Breiviks ideologi er lige flydende som manden selv. Hvis mediene havde fortalt hans historie slik den virkelig er, ville han fremstått som et tragisk tilfelde. Forbrydelsen ville ikke blevet mindre, men den ville fået en anden dimensjon.

Da må medierne gi slip på forestillingen om at det var internet og hans inspiratorer i Manifestet, der radikaliserede ham. Alt fra Ayaan Hirsi Ali til Fjordman. Denne kapital nægter medierne at give slip på. De har investeret for meget. De har bundet sig selv til masten.

I deres øjne er han et bevis på at høyreekstremismen er på fremmarch i Europa. De kan bruge ham som et eksempel på den fare der truer.

Slike bruges han af venstreliberale og venstreorienterede medier over hele Vesten. En høyreekstrem Hannibal Lecter.

Vi nærmer os popkulturen monstre: Breivik er en slags Charles Manson, med en viktig forskel: Han er helt alene. Inde i sit eget hoved. Han taler og det er en stemme som kommer fra et tomt rom.

Dommeren som behandlede hans sag bemærkede: Han underdriver måske sin helsetilstand for ikke at fremstå svag. Han vil så gerne være leder.

Breivik befinder sig på sin egen planet. Hvis det sosiale liv er samspillet mellom mennesker, går Breivik helt i sin egen bane. Det er åbenbaret for alle som har fulgt ham gennem de sidste fem år. Han er en person der lader som, men for at kunne spilde må han ha input, så han kan simulere sociale ferdigheder. Det har han ikke længer i fængsel. Han har siddet isoleret i fire år og ni måneder.

Det var dette dommeren Helen Andenæs Sekulic fæstet sig ved: Hun brugte udtrykket “sårbar person”, en som næppe tåler isolasjonen. I desember 2015 meldte de ansatte om tegn på forvirring og glemsomhed.

Derfor blev den norske stat dømt for at beholde et isolasjonsregime innad som det ikke var dækning for. Breivik har opført sig godt. Selv psykologen som har spilt med på de politiske premisser om høyreekstreme, sier det ikke er nogen grund til at han må møde sin forsvarer bag en glasvægg.

Derfor avsa Andenæs Sekulic en dom om at den norske stat har brudt Den Europeiske Menneskeretskonvensjon artikkel 3 om umenneskelig behandling.

Redaktørene ser rødt. De føler dommen som en provokasjon. De spør hvordan en dommer overhovedet kan bruge et slikt begreb om en mand der har dræbt 77 mennesker.

De laver en kobling mellom forbrydelsen og behandlingen av den dømte. Men så skulle jo Breivik været dømt til døden.

Så langt går ikke pressen, men den opfører sig som de vil ha en langsom død, for det er hva isolasjon på livstid er.

Pressen er på en måde fanget af sit eget spil: Den sørget for at den første judicielle observation blev omstødt. Den der konkluderede med at han var ravende gal.

Jeg husker datoen meget godt. Den blev fremlagt av statsadvokaterne Svein Holden og Inga Bejer Engh 29. november 2011. Statsdvokaterne hadde problemer med at få frem hvor gal han var. De savnede ord. Så gi os nogle eksempler bad pressen. Jo, han vil for eksempel ha gentæstet hele befolkningen for at finde frem til efterkommerne av de sidste norske konger i middelalderen. Han tror selv han er blandt efterkommerne. Han vil oprette reservater og avle frem norske børn.

Det blev taust. Journalisterne vidste ikke helt hvordan de skulle tage det. – Men kan han så ikke dømmes? forsøgte de sig.

-I Norge sætter vi ikke syge mennesker i fængsel. Vi er en retstat, svarede Bejer Engh.

Det var skæringspunktet. Efter en uge gik en samlet norsk presse ind for at få ham i fengsel, og de sidder med ansvaret og må forsvare resultatet. Det kan bli svært.

For en mer indgående granskning av selve dommen. Se: Norge møter seg selv i døren.

Topbillede: Den norske statsadvokat Inga Bejer Engh forsøgte sammen med sin kollega Svein Holden at forklare norsk presse at Anders Behring Breivik var syg. – I Norge sætter vi ikke syge mennesker i fængsel, sa Bejer Engh. Det holdt en uge, så havde pressen bestemt sig: Det kunde de ikke leve med.