Henry Kissinger fylder 100 år den 27. maj. I et interview med The Economist forsøger han at slå flere fluer med ét smæk. Han advarer om, at verden er på vej mod stormagtskonfrontation. Samtidig med at han hævder, at Kina ikke søger at dominere verden og påtvinge den sin ideologi. Det giver ikke mening.

Vi kan tilslutte os Kissingers kritik af USA. Det tjener ikke Vesten at bruge en regelbaseret international orden til sin egen fordel. Det vækker kun harme. Tiden for en ny pax Americana er forbi.

Kissinger mener, at kinesiske ledere ærgrer sig over vestlige politikeres tale om en global regelbaseret orden, når det reelt betyder amerikanske regler og en amerikansk orden. Kinesiske ledere reagerer på vestlige nedladende tilbud om at give Kina privilegier, hvis de efterkommer.

Kineserne higer ikke efter verdensherredømmet på en Hitleriansk måde, de ønsker kun at være magtfulde i kraft af deres egen stormagtsrolle. Kissingers instinkt dikterer, at kineserne ikke ønsker at vise deres system frem for andre.

Kissingers “instinkt” bunder måske i et ønske om at redde den arv, han selv skabte med sin rejse til Kina i 1972. Kissinger og Nixon spillede Kina-kortet og indledte samarbejde med Kina. Kina har udnyttet det til sin fordel. Det er endelig gået op for mange i USA: Kina stjæler, kopierer, spionerer, at slå USA på alle områder: Sjældne mineraler, grundstoffer til medicin, Kina har sørget for at holde nøglen og kan “lukke” Vesten, hvis det vil . Skulle det tage Taiwan, vil Vesten være en lam and. Nu sidder vi ænder, men Kissinger vil ikke indrømme det.

Kissinger går så langt som at advare Vesten mod at skade Kinas interesser.

– Det er ikke i USAs interesse at drive Kina i intern opløsning, siger han.

Det er snarere USA, der er ved at gå i opløsning. Hvad med at bede Kina om at stoppe med at eksportere råvarerne til fentanyl til Mexico, der koster 70.000 amerikanere livet hvert år.

Kissinger ser ud til at leve i fortiden, hvor USA var en supermagt og Kina en stigende sol. I virkeligheden er det USA, der er i tilbagegang, og den globaliserede elite har tjent en formue på det, Steve Bannon kalder “managed decline”, ved at sende arbejdspladserne til Kina er de blevet rige, mens den amerikanske middelklasse er blevet deklasseret . Når white trash sætter sig i bevægelse og stemmer Trump, tager de deres silkehandsker af. Vold er ikke noget nyt i det amerikanske samfund, men det er nyt, at den mobiliseres af en elite, der anser sig selv for at være Guds gave til menneskeheden.

Hvis Vesten ikke opfører sig, vil Ukraine-krigen være en kinesisk triumf. Kissinger lader, som om krigen ikke vedrører Kina. Han ignorerer alliancen mellem Kina og Rusland. Derfor bør Vesten aldrig lade Kina komme i stand til at diktere en fredsløsning, men det kan blive resultatet.

Kina og Rusland er ikke naturlige allierede. Kissinger har aldrig mødt hverken en russer eller en kineser, der taler pænt om hinanden. Nå, det kan understreges af det faktum, at Kina og Sovjetunionen brugte meget af den kolde krig på ikke ligefrem bedste venner.

Kissinger er modig nok til at sige, at det var forkert at lokke Ukraine med NATO-medlemskab. Ukraine vil aldrig kunne genvinde alle sine territorier og især ikke Krim.

Beslutningen om at holde NATO-døren åben for Ukraine var helt forkert og destabiliserende. En våbenhvile skal betyde, at Ukraine ikke får alt det tabte territorium tilbage og i hvert fald ikke Sevastopol på Krim-halvøen.

Diplomater i træk advarede Washington om, at NATO-medlemskab var en rød linje. Nuværende CIA-chef William Burns bl.a. Ikke desto mindre trodsede Jake Sullivan, Victoria Nuland, Tony Blinken frem. Jens Stoltenberg opildner Zelenskyj ved at sige, at der er enighed blandt alle NATO-lande om, at Ukraine skal tilslutte sig. Men det er Norge ikke enig i. Det var vi klar over, og det fremgår af et VG-interview med Støre.

NATOs politik risikerer storkrig med Rusland. Nu har norske og danske politikere længe talt om “storkrig” i Europa. Så er det mærkeligt, at det, de bygger op til, netop er det.

Kissinger begår intellektuel harakiri ved at acceptere, at Ukraine skal have lov til at blive medlem, selvom han siger, at det er vanvid at give den unge ledelse kontrol over så mange farlige våben.

At bevæbne Europas mindst erfarne lederskab til tænderne med de mest avancerede våben er farligt vanvid, insisterer Kissinger. Når først det er nået så langt, er det bedst at tage kontrol over fyren i Kiev gennem ukrainsk NATO-medlemskab, synes Kissinger at mene. Men hvordan det så vil være muligt at “tilnærme sig” til Rusland for at skabe en stabil østgrænse, som Kissinger foreslår som trin to, er en gåde. Man kan tilføje; “Jerntæppet” er rykket længere mod øst, men deri ligger også selve problemet, som vil plage os i årtier fremover.

Når det kommer til stykket, holder Kissinger sig til Krigspartiet. De advarsler, han giver om en politik, der knækker Kina, gælder åbenbart ikke for Rusland. Således fungerer ligningen for Kissinger. Han er villig til at risikere tredje verdenskrig mod Rusland, men ser intet aggressivt ved Kina.

Dermed står han bag nutidens politik i NATO og Washington.

Han vil måske ikke spolere fødselsdagsfejringen.