”Kunst desavouerer slet og ret selve ideen om identitet som noget partikulært, der knytter sig til vilkårlige størrelser som etnicitet og køn. Sat på spidsen er kunst det modsatte af identitet, det er det ikke-identiske, det principielt universelle”                                        (Poulsen og Møller 2022)

…”how dreary – to be – some body! ” (Dickinson)

Med andre ord:  Kunst er principielt for alle, selv i sine mest elitære udtryk, om du kan, vil eller orker at læse Proust, Joyce eller Perec handler ikke om køn,  race eller seksualitet!  –

Hvordan skal vi forstå woke-bevægelsen? Indledende definitioner af  minoritetsfikseringen .

Historisk tilbageblik om Emmet Till:  I 1955 – 90 år efter borgerkrigen og 92 år efter slaveriets ophør – bliver den 14-årige afroamerikaner Emmet Till lynchet af to hvide mænd i delstaten Mississippi (efter at være blevet slået halvt ihjel bandt hans banemænd  et stykke pigtråd omkring halsen på ham og fastgjorde ham til en tromle, som de derpå rullede i floden. Han blev fundet tre dage senere og kunne for så vidt være gået ind en af historiens glemmebøger, hvis det ikke havde været for hans mor, der valgte at hendes søns lig skulle ligge i en åben kiste, så alle kunne se,  hvad der var sket) Dette fandt sted tre måneder før Rosa Parks antændte en ny fase af borgerrettighedsbevægelsen, da hun ikke ville rejse sig i bussen for en hvid passager. Resten er historie sådan set. Indtil den bliver aktualiseret i 2015,

Kort om problemstillingen her :  

Hvor kommer det fra?  

Post marxisme, kommunisme….Efter murens fald, måtte de kommunistiske partier, hvis de ville bestå, relancere sig selv – arbejderklassen havde undsagt dem,  i Østblokken ville mellem 80 og 90%  ikke vide af det system Sovjetunionen havde presset ned over hovederne på dem  siden  slutningen af 2. Verdenskrig.  Kort sagt, venstrefløjen måtte populært sagt genopfinde sig selv efter Murens fald. Herhjemme ved at DKP, VS og andre venstrefløjspartier gik sammen under det nye banner: Enhedslisten, som vi kender det i dag, det er muligt, det har en relativt alt for stor tilhængerskare, men i dybet er det de samme ideer som blev undfanget af Marx og senere Lenin, blot med ændrede offerkategorier.

Men hvad skulle man kæmpe for? Det var i mange år et problem,  i og med at Østblokkens befolkning havde vendt kommunismen og systemet ryggen,  mens arbejderklassen i Vesten havde valgt charterrejser og de materielle goders fristelser.  I årtier arbejdede man nu  på at overtage den grønne dagsorden, side om side med  folkeskolen og gymnasierne og studenterbevægelsen som de så at sige erobrede.  Men det var først med identitetspolitikken, at venstrefløjen for alvor vejrede morgenluft.

”I stedet for at forklare hvorfor en lang række nøgletal  for ikke-vestlige indvandrere er så bedrøvelige ud fra et begreb om social ulighed, er man i Enhedslisten og Alternativet begyndt at forklare det ud fra et begreb om racisme. Nu er det den, der sender en uforholdsvis stor andel af indvandrerne i fængsel  og giver dem lavere karakterer i skolen og høj arbejdsløshed.  Fra da af, dvs  fra 80`erne begyndte man for alvor at flirte med 

Men bemærk venligst: Når jeg her taler om identitet,  tænker jeg først og fremmest på Freud: Vi er selvklart ikke som vores forældre, men i opgøret og distanceringen til dem, konstruerer vi vores identifikationer…. (Eller med Freud)” ikke ud fra vores forældre men fra deres overjeg”:  På denne måde bliver overjeget til en mekanisme til overføring af traditionerne, og herved er vi fremme ved nutiden:

Når vi  nærmere skal indkredse indholdet af og hvordan disse minoriteter  forstår sig selv om og deres rolle i nutidens samfund, Fx:   Standpunks-identitetspolitik   (SPIP)  Der eksisterer a priori et politisk fællesskab med udgangspunkt i identitetsmarkører, der har en fælles interesse i kraft af denne identitetsmarkør. Dette fællesskab kan handle kollektivt,  og der kan handles kollektivt på vegne af det” –

Men lad os et øjeblik se på, hvad en person kan indeholde, selv om vedkommende har tilsluttet sig en identitetsgruppe:

”Den samme person kan uden modsætning  være amerikansk statsborger, af caribisk oprindelse, med afrikanske forfædre, kristen , venstreorienteret, vegetar, langdistanceløber, historiker, skolelærer, romanforfatter, feminist,  heteroseksuel, tilhænger af homoseksuelles rettigheder, teaterelsker, miljøaktivist, jazzmusiker, tennisfan og tilhænger af tanken om levende væsener i rummet uden for solsystemet, med hvem det er akut nødvendigt vi fører en samtale…osv…”  I stedet for at se og anerkende denne mangfoldighed i det enkelte menneske,  så ytrer identitetsgrupper som fx Me#too, BLM og de andre sig gennem 

Identitetspolitik som er en kamp mellem interesser og samtidig i ligeså høj grad konstruktionen af netop disse interesser (Silas Marker – 2022)

Interessen for partikulære identitetskategorier – med det underlæggende argument for at menneskets identitet ikke alene kan fastlægges politisk, dvs ud fra specifikke krav om social anerkendelse og rettigheder. Påstanden er altså, at den menneskelige subjektivitet ikke kan indhegnes i snævre politisk definerede kategorier men at den rækker ud over sådanne  kategoriseringsforsøg. Mennesket er ikke kun et politisk dyr/væsen, og de æstetiske dimensioner  i tilværelsen skal indgå i samfundslivet uden at underlægges identitetspolitiske hensyn. ……Identificerer vi os i dag altovervejende med de diskriminerede får vi et samfund, der ikke længere bekender sig til helheden, kan ikke overleve.  Hvis samfundet overlader sig selv til ideologerne, Foucaults og Judith Butlers filosoffer,  så  opløses samfundets  sammenhængskræft i splid, atomisering, indbyrdes krige om den politiske korrektheds imperativer –  Mao, det identitetspolitiske fokus på køn, diskrimination og solidaritet med de diskriminerede skygger for det ”væsentlige” og medfører en samfundstilstand, der bærer præg af passivitet   –

Identitetspolitiske synspunkter, hvor man hellere vil diskutere kolonitid og frigørelse fra Danmark og grønlandsk identitet frem for at konfrontere og tage ansvar for Grønlands sociale problemer…hører jeg nogen sige Afrika her?   ..Den postkoloniale mentalitet der afføder en umyndiggørende og passiv offermentalitet, der tillige er ansvarsforflygtigende

De partikulære identitetsinteresser medfører at interessen for det universelle går tabt, en forskydning der får/tillægges  problematiske konsekvenser ….ikke mindst fordi man i højere grad går op i et ”passende” sprog end at forsøge at gentænke helheden dvs en identitetspolitisk fiksering på kønsneutrale udtryk  – med indbyggede snubletråde i et lidt uoverskueligt landskab fuld af krænkelser, der gerne udvikler sig via en særlig logik.  –  Og man kan nu  hævde, at

i det øjeblik krænkelseslogikken institutionaliseres ,  skal man være klar over, at ytringsfriheden  bliver sat under pres      –       Ved Kbhs Universitet  har man retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd som mobning seksuel chikane” Heri hed det i 2018 at  ”det  er medarbejderens  eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd der er udgangspunktet” –  Med en sådan formulering havde KU en ubetinget ret til at fratage andre deres ytringsfrihed og derved i praksis indføre censur – (Dahl 2020)

 …  Men  hvad i alverden skal man stille op med denne stammerivalisering mellem de selvretfærdige offerfikserede  og de som plæderer for den neutrale fornuft..?

 I stedet for at gå ind i disse ørkesløse debatter, kan man jo  vælge litteraturen, i hvis territorium det moralske er sat ud af kraft iflg. Kundera. – ”Den moral der sætter sig mod menneskets uudgrundelige vane med straks og hele tiden at dømme alt og alle, at dømme før man forstår eller uden at forstå. Denne lidenskabelige tilbøjelighed til at dømme er ud fra romanens visdom den foragteligste dumhed, det farligste onde…..”Det er blevet en vane for de vesterlandske samfund at betragte sig selv som menneskerettighedernes samfund. Før mennesket kunne have nogen rettigheder måtte det imidlertid konstituere sig som individ”  – ”  (Mange) intellektuelle er glade for de(t) fremmede. Ikke for det fremmedes egen skyld, men fordi de hader vores eget,  og hilser alt velkomment, som ødelægger det.” Botho Strauss – (tænk  fx  på en person som Carsten Jensen herhjemme)

Hvad kan vi bruge litteraturen til? At tage imod muligheden for at forrykke selvets grænser til at genkende os selv som andet og mere end det vi er her og nu –  Lad os et øjeblik se på den menneskelige frihed, der ikke kan isoleres til eller identificeres med noget eller nogen bestemt, men som universelt er fælles for  alle og særegent for ingen, og som derfor snarere er givet som en universel og fremmed mulighedshorisont og prøve at forstå, hvad der sætter sig i vejen for dette. 

Hvad det bl.a. gælder om er at distancere sig fra opfattelsen af individet og selvet som summen af det partikulært givne som man bør være kritisk afvisende for. Tag en forfatter som Emily Dickinson som frasagde sig at være begrænset af at skulle være nogen eller noget…”how dreary – to be – some body! ” (Dickinson: Complete Poems1976 s.288)

I denne sammenhæng er det kun ret og rimeligt, at jeg også inddrager Henrik Jensens Ofrets Århundrede (1998),  hvori han introducerer et af sine yndlingsemner,  nemlig 1. Verdenskrigs uvurderlige betydning for resten af århundredet.  Vel at mærke inden minoriteterne blev radikaliserede og politiske. Heri skriver han bl.a. ”Kulturens traditionelle selvportræt i guldramme forestillede en oprejst og offensiv global iværksætter, i pagt med Gud og fremskridtet, som blev afløst af refleksionen i et skåret spejl af et defensivt og usikkert menneske. Forholdet mellem kønnene og generationerne var kommet i ubalance, og det vestlige menneske mistede den sidste reference til det guddommelige”  Det gælder for så vidt også begrebet Nomos,  som er et nøgleord hos Henrik Jensen, der slet og ret betyder lov og orden som et alternativ til vor tids fremherskende humanistisk-naivistisk verdensbillede –   For ham og andre, der tør reflektere udenom de politiske korrekte stier, er  spørgsmålet om man i dag kan forestille sig  en reetablering af Nomos med traditionelle referencer bagud i den vestlige kultur. Hvad er i det hele taget  chancerne for en moral?  ”Hvis der kan uddrages et moralsk budskab af nutiden, er det at nutiden ikke giver nogen moralsk mening overhovedet.. Hvad der er den ene persons ”den vestlige civilisations undergang, er den anden persons  emancipering af det ansvarlige individ fra den instrumentelle rationalitets falske etik” (Bauman) Eller sagt på en anden måde: Da Gud døde gik Nomos i opløsning – for hvem orker at opføre sig ordentligt når det evige liv er aflyst (Dostojevskij) –  Her sender jeg en venlig hilsen til Golding, forfatteren af Fluernes Herre (1954 (da. 1960)

Litt:   Identitets politik, litteratur og kunstens autonomi (red. A.Paulsen og     

          L. Møller  – 2022)

          Henrik Jensen:  Ofrets Århundrede   1998