Norge og Danmark mistede grebet om, hvad der foregik i Europa i mellemkrigstiden. I dag har vi mistet grebet om, hvad der foregår med vores vigtigste allierede, USA. Det er lige så alvorligt og kan vise sig lige så fatalt.

I de senere år har USA udviklet evnen og kapaciteten til at føre hybridkrig, og fjenden er den del af befolkningen, som Demokraterne, medierne og woke-Amerika betragter som fjender, altså Maga-Amerika. For at knuse halvdelen af ​​befolkningen har denne kabal mobiliseret FBI, justitsministeriet, Det Hvide Hus og det føderale bureaukrati til et angreb på republikken. Hvis det lykkes, er det farvel til USA som frihedens forsvarer.

Det er også farvel til Europa, og det hjælper ikke, hvor mange gange danske, svenske og norske ledere siger ordet demokrati, lige så lidt som man kender det søde ved at sige ordet sukker. Et gammelt russisk ordsprog.

Efter at have orkestreret det første og største hybridangreb på det amerikanske demokrati, kaldet Russiagate, har den mørke kabal udvidet sit omfang og sammen med EU mobiliseret til krig mod Rusland.

Sagen i sig selv er retfærdig – Ukraine blev angrebet – men der foretages mange tiltag, der forfølger flere mål på samme tid, og de er ikke formuleret. Der føres en krig i krigen.

De nordiske socialdemokratier er helt med, og der stilles ikke et eneste kritisk spørgsmål til Washingtons politik.

Der er en parallel mellem krigsførelsen mod ens egne borgere, eksemplificeret ved den drakoniske retsforfølgelse af 6. januar-fanger, og krigen mod Rusland. Biden-regimets retspraksis tåler sammenligning med Putins. Det samme gælder censuren. Det er den ubehagelige sandhed, der gemmer sig bag Twitter-filerne. FBI og CIA kontrollerede Twitter. Dette var ikke en fejl, det var ikke en systemfejl. Det var systemet.

Så hvad gør europæiske patrioter? De har flere tanker i hovedet på én gang.

Da al frihed begynder med kampen derhjemme, må vi koncentrere os om at forsvare friheden her.

Afskedigelsen af ​​Tucker Carlson var også et slag mod vores ytrings- og pressefrihed. Magteliten i USA kunne ikke holde ud, at Carlson satte spørgsmålstegn ved, at USA’s grænser er åbne, mens amerikanske skatteydere skal betale for forsvaret af Ukraines grænser. Det er en legitim sammenligning. Biden-regimet driver USA til bunds, og det er helt bevidst. På torsdag bliver titel 42 afskaffet, og grænserne bliver endnu mere vidt åbne.

Det nye regime stiller borgerne for et ultimatum: I er enten for os eller imod os. Vi nægter at acceptere disse dikotomier. Vi er for Ukraines frihed såvel som vores egen. Men vi må starte med vores eget. Vi kan ikke tillade, at vores støtte til Ukraine styrker kræfter, der ønsker at kvæle ytringsfrihed og selvbestemmelse.

Det er virkelig det vigtigste. Vi nægter at acceptere tvangsvalg. Andre skal ikke have lov til at sætte betingelserne for vores land, som at vi skal tage imod alle migranter på tværs af Middelhavet.

Dette er ikke Europa 2015, det er i en helt anden skala. I USA taler vi om mange millioner i løbet af et år.

Russiske babushka dukker

Politik er lag på lag, og intet er, hvad det ser ud til at være.

Da William Burns var ambassadør i Moskva, sagde han, at absolut alle, han talte med, sagde, at ukrainsk NATO-medlemskab var en rød linje, selv dem uden for Putins kredse.

Burns er nu CIA-chef og skal forsvare en politik, der ignorerer hans egne advarsler. Burns er også i søgelyset, fordi han havde flere møder med Jeffrey Epstein.

Amerikanerne får med sig alle, der sværmede rundt om Epstein og besøgte hans ø. De ser en klasse, der bliver mere og mere dekadent og nu forsøger at påtvinge børn og unge og soldater samme dekadence.

Dobbelt brug

Dagens situation kan beskrives som en tofrontskrig: Eliten har udviklet helt nye metoder til krigsførelse. Disse bruges mod Rusland, men kan også bruges mod den del af befolkningen, der truer eliten.

Krigens tåge er også en moralsk.

Hybridkrigen anvendes ikke mod den virkelige fjende, Kina. Tværtimod er der grund til at mistænke, at Biden-regimet præsenterer USA på et sølvfad for Kina. Biden-styret har trin for trin afskaffet de mekanismer, som Trump havde indført.

Hver eneste nat strømmer hundredvis af kinesiske mænd nu over grænsen til USA. Kinesere er også til stede i de laboratorier, der fremstiller fentanyl i Mexico og som koster 107.000 døde amerikanere. Hvert år..

Ligesom Kina driver en politistation på Manhattan.

I 90’erne skrev to kinesiske generaler bogen Ubegrænset krigsførelse, hvor de beskrev, hvordan USA kunne besejres uden at affyre et skud.

Demokraterne har opfyldt alle Kinas ønsker. En magtfuld kabale har beskyttet Biden, men den kan glide i sidste øjeblik, hvis whistleblowerne i FBI og IRS bliver hørt.

Krigen integrerer

Krigen har fungeret som en vigtig integrator for EU og NATO. Det har fyret op i Baltikum og Polen og givet dem revanchistiske ideer. De ønsker at hævne årtiers deportationer og diktatur. Men historisk hævn er et farligt spil, især efter så lang tid.

Udelukkelsen af ​​russere fra det europæiske rum giver anledning til ubehagelige associationer. Bøger, radio, tv, virksomheder og mennesker erklæres uønskede. Russerne omtales som en sikkerhedsrisiko. Man kan ikke tale om trusler vidt og bredt, uden at det breder sig blandt befolkningen.

Det værste er, at det virker beregnet. Ikke engang under den kolde krig oplevede vi en sådan udelukkelse af russere.

Diplomater udvist i træk. Snart er der ingen at tale med. Som den norske udenrigsminister Huitfeldt sagde, da der var formandsskifte i Arktisk Råd: Hvad skal jeg tale med Lavrov om?

Jeg kan ikke huske sådan en kulde og ligegyldighed under den kolde krig. Så var der en alvor, som aldrig forsvandt. Nu er det, som om vi er usårlige, selvom vi ved, at vi næsten ikke har nogen forsvar. Det faktum gør heller ikke indtryk.

Hvad gør indtryk? Det ser ud til, at vi styrer mod en konfrontation uden at bekymre os, og som vi er fuldstændig uforberedte på.

Det er mellemkrigstiden om igen. Signalerne var der, men ingen ville læse dem. Dengang som nu.