www.asgeraamund.dk

Den 1. maj, der hidtil har været fejret som arbejderbevægelsens kampdag, vil i fremtiden være kendt som mændenes klynkedag. Det er lykkedes at overtale nogle unge mænd, som FH’s tidligere formand Lizette Risgaard i løftet tilstand har taget på rumpetten, til at anklage hende for upassende adfærd. Den hysteriske Me Too bevægelse har udviklet sig til en altomfattende heksejagt mod mulige ’krænkere’, der bliver hængt ud i pressen, slagtet af den offentlige mening og fyret af feje arbejdsgivere. Ikke for dokumenteret seksuel afpresning, voldtægt eller beføling af intime kropsdele, men udelukkende på løse og udokumenterede anklager, der tilmed kan være årtier gamle. I Me Too bevægelsen er der ingen, der har modet til at stå frem alene med navns nævnelse og fremføre sine anklager. Man venter til man er mange nok, så man i fællesskab med pressen som megafon kan ramme sit offer. I denne sag er det dog ikke lykkedes for den ihærdige presse, som satte lavinen i gang at få de følsomme ynglinge til at indrømme, at de er blevet seksuelt krænket. De vil godt medgive, at de har været udsat for upassende berøringer, men heller ikke mere end det. Under forhørene med pressen har Lizette Risgaards ’ofre’ dog også tilstået, at hun har gjort sig skyldig i at danse for tæt med dem. En synd, der ifølge Ekstrabladet og Berlingske aldrig kan sones.

Socialdemokratiet har i mere end 100 år tilstræbt at skabe og fastholde en solid og tæt akse mellem parti og fagbevægelse. En akse, der strækker sig fra arbejdspladserne gennem tillidsmændene, videre gennem A-kasserne og ind i fagforbundenes ledelse og til toppen af Socialdemokratiet. Det er også lykkedes, om end i hårde kampe, at holde kommunister og socialistiske revolutionære kræfter udenfor afgørende indflydelse repræsenteret af folk som Preben Møller Hansen, Hardy Hansen og B&W-tillidsfolkene. Den socialdemokratiske dominans blev sikret af tunge fagbosser som Thomas Nielsen, Georg Poulsen og i dag Metal-chefen Claus Jensen.

Me Too sagen mod Lizette Risgaard er ikke årsagen til hendes fald, men kun anledningen. Risgaard har været en populær formand i egne rækker. Som LO-formand var hun med til at fusionere LO med FTF til det nye Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Hun var central i trepartsaftalerne under Corona og flere overenskomstforhandlinger, hvoraf den seneste blev stemt hjem af 80 procent af medlemmerne. Lizette Risgaard har dog trukket FH mere til venstre, end regeringen brød sig om. Hun kritiserede åbent dannelsen af den nye trepartsregering, hun forsøgte at kuppe sig til en sejr i St. Bededagskrigen ved at fremprovokere en folkeafstemning, som dog ikke lykkedes. Hun optrådte som den store stjerne ved SF’s seneste årsmøde og ydmygede Mette Frederiksen ved at adgangsformene hende og andre ledende socialdemokrater til fagbevægelsens 1. maj arrangementer. Lars Findsen sagen har vist, at Statsministeriet besidder kompetencen til at skaffe sig af med uønskede, højtplacerede personer, og taleforbuddet den 1. maj har sikkert været dråben i det overfyldte bæger. Der er således al grund til at tro, at statsministeren har haft mere end en finger med i spillet i aktionen mod FH-bossen.

Det er en ældgammel tradition i fagbevægelsen, at hvad der sker i bevægelsen, forbliver i bevægelsen. Det var da heller ikke centrale kræfter i fagforbundene, der satte lavinen i gang. Det har længe været kendt, at når musikken spiller, de røde faner smælder, og der danses moderne i Folkets Hus, så drikker Lizette sig i hegnet og viser sig særdeles kærlig mod de unge mænd på dansegulvet. I 2019 indførte FH en ’whistle blower’ ordning, hvor krænkede personer i tidens ånd anonymt kunne indbringe klager over sexmonstre på arbejdspladserne. Ingen havde dog klaget over Risgaard. Attentatet mod hende var omhyggeligt tilrettelagt til at finde sted lige op til 1. maj for at opnå den største medie-effekt og samtidig den maksimale ydmygelse af Risgaard. Aktionen blev ikke sat i gang indefra i fagbevægelsen. Måske nok planlægningen, men ikke udløsningen, som blev lagt ud i byen. Henrettelsen af Lizette Risgaard blev delegeret til Berlingske og Ekstrabladet, ikke som resultat af dybdeborende journalistisk efterforskning. Tværtimod tyder alle oplysninger på, at de to medier samtidig modtog en færdig pakke oplysninger med liste over belastende begivenheder og navne på de krænkede personer. Artiklerne i Ekstrabladet og Berlingske fik den ønskede effekt. Mediestormen ramte DR og TV2 med fuld kraft og har fyldt sendefladerne lige siden. Herefter ramte panikken fagbevægelsen, som først forsøgte at holde hovedet koldt ved at iværksætte en advokatundersøgelse, der skulle klarlægge sagens egentlige substans. HK-formanden Anja C. Jensen, der bestemt ikke er slyngveninde med Lizette Risgaard, fik dog hurtig pustet til ilden og mobiliserede flere andre forbund til at udtrykke mistillid til Risgaard. Da 3F’s magtfulde formand Henning Overgaard også trak støtten til Risgaard var løbet reelt kørt, og FH-formanden havde ikke noget andet valg end at trække sig fra posten.

Risgaard-sagen har efterladt fagbevægelsen i kaos og indbyrdes stridigheder. Der er lagt op til magtkampe mellem de moderate forbund og de mere revolutionære. Der er opstået konfrontationer mellem de forbund, der repræsenterer de privatansatte og dem, der repræsenterer de offentligt ansatte. De to fløje er næsten lige store. Der er forbund, der søger forsoning med regeringen og tilflugt i socialdemokratiets trygge favn, og der er andre forbund, der ikke vil tilgive Mette Frederiksen for St. Bededag, trepartsregeringen og Arne-minus pensionen, som den hånligt er blevet døbt. Forretningsudvalget i FH har besluttet, at afvente advokatundersøgelsens rapport, før man vælger ny formand. Ikke desto mindre kan fagbevægelsen belave sig på en turbulent periode med had, nag og magtkampe. Forhåbentligt har alle lært, at personaleproblemer – og særlig Me Too-sager – skal løses internt og ikke lægges ud til mediernes ubarmhjertige storinkvisition, som denne aktion har vist, er den ringeste af alle løsninger.