Forsøget på at svække Ruslands økonomi så meget med sanktioner, at landet taber krigen i Ukraine er slået fejl, men sanktionerne svækker Rusland tilstrækkeligt teknologisk til, at de heller ikke kan vinde krigen – det er hovedkonklusionerne i en lang analyse offentliggjort søndag af The Economist.

Rusland kan føre en udmattelseskrig i lang tid, men vil næppe være i stand til at opgradere sit militærmaskineri godt nok til at kunne vinde mere terræn i Ukraine, lyder prognosen fra det kendte økonomiske tidsskrift.

Efter invasionen i februar 2022 var Biden-administrationen tidligt ude med at hævde, at en stærkt svækket økonomi hurtigt ville sætte en stopper for Ruslands krigsførelse i Ukraine, men status mere end et år senere er en helt anden: BNP blev aldrig svækket mere end fem pct. , og Den Internationale Valutafonds (IMF) prognoser for indeværende år er for en lille vækst:

IMF forventer, at den vil vokse med 0,7 % i år – på niveau med Frankrig, og selvom den britiske og tyske økonomi skrumper. Håbet om, at tilstanden i Ruslands økonomi vil give nogen form for begrænsning af krigen, er falmet.

Rusland er lykkedes godt med at afværge de ønskede effekter af de sanktioner, som den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken stod i spidsen for:

De har fundet måder at modstå den sammensurium af sanktioner, som Blinken varslede. De har leveret nok mandskab og materiel til at drive Ruslands invasion frem. Og alt dette er sket uden et kraftigt fald i levestandarden, hvilket kan medføre folkelig uro. Men ethvert forsøg på at eskalere konflikten ville uundgåeligt fortryde disse succeser.

Ikke alene er der store huller i sanktionerne, men Rusland har også fundet måder at omgå dem på, skriver The Economist.

De omkring to tusinde russiske oligarker er heller ikke væsentligt berørt, hvis man ser bort fra muligheden for at holde ferie i vestlige lande:

På trods af rapporterne om beslaglagte superyachter, lægger de fleste kleptokrater dog stadig kaviar på bordet. Udenlandske regeringer har indefrosset omkring $100 mia. i private russiske aktiver – kun omkring en fjerdedel af de $400 mia., som russiske husholdninger har i udlandet. (…) Sanktioner, omvendt, kan bane vejen for skabelsen af ​​en ny generation af oligarker. Med vestlige firmaer, der forlader landet i massevis, er der hundredvis af billioner af dollars i aktiver på højkant. Hvis hensigten bag foranstaltningerne var at skabe ubehag i hr. Putins inderkreds, er der ikke meget, der tyder på det.
De finansielle tjenester, Vesten ikke længere leverer til Rusland, er blevet erstattet af Kina:

Vestlige lande har ikke afskåret russiske banker helt, da de skal betale for den russiske olie og gas, de fortsætter med at importere. Gazprombank, som behandler disse betalinger, forbliver medlem af SWIFT. Hvad mere er, bliver der bygget nye finansielle rør til at erstatte vestlige. Gennemsnitlige daglige transaktioner ved hjælp af CIPS, Kinas alternativ til SWIFT, er steget med 50 % siden invasionen begyndte. Den sidste december blev 16 % af Ruslands eksport betalt i yuan, op fra næsten ingen før krigen. Den snævre kløft mellem den pris, som russiske banker sælger deres kunder yuan til, og den pris, de køber yuan til, antyder et likvidt marked.

Russisk-kinesisk handel er også steget kraftigt.

Sanktionerede varer såsom computerchips kan finde vej fra EU til Rusland via transitlande:

I 2022 blev importen fra EU til Armenien på mystisk vis fordoblet, selv om den armenske eksport til Rusland tredobledes.
Russisk olie og raffinerede olieprodukter kan også finde vej til Europa via tredjelande, i det omfang Kina og Indien ikke tager væk.

I marts gik næsten 90 % af Ruslands samlede råolieeksport til Kina og Indien, vurderer Reid I’Anson fra Kpler, et datafirma, op fra et kvartal før krigen.
Prisen er dog relativt lav, og det kan give Rusland et større underskud i nationalregnskabet:

I 2022 havde den russiske regering et underskud på omkring 3 milliarder rubler ($37 mia.), eller 2 % af BNP. I år planlægger den noget lignende, men faktiske udgifter og skattedata hidtil i år får det til at se optimistisk ud. Et underskud i størrelsesordenen mindst 10 milliarder rubler, så meget som 5 % af BNP, ser mere sandsynligt ud – højt efter russiske standarder.
Men Rusland har besparelser svarende til ca. 10 pct. af BNP, og kan om nødvendigt finansiere sig selv både ved at udstede obligationer og tage midler fra store virksomheder.

Det største problem, sanktionerne påfører Rusland, er et teknologisk efterslæb, og det vejer tungt, når militært materiel, der er brugt op i krigen, skal udskiftes.

Problemet er, at for at fremstille avancerede våben skal det have adgang til vestligt fremstillede, high-end “dual-use” komponenter, fra motorer til mikrochips, som er svære at få fat på på grund af vestlige sanktioner.

På dette tidspunkt tyr Rusland også til improvisation:

I februar stoppede regeringen således midlertidigt at acceptere ansøgninger om biometriske pas for at spare mikrochips. Avancerede vaskemaskiner bliver også importeret i stort antal for at blive strippet for deres chips, formentlig til brug i styrede missiler og andre militære sæt.
Hvad Rusland mangler i kvalitet, kan det dog delvist kompensere for i kvantitet – ved at narre sovjettidens våben. Den moderniserer måske 90 gamle tanke om måneden ved at udstyre dem med ny elektronik og kommunikationssystemer.
Rusland får også militære forsyninger fra allierede. Nogle artillerigranater ser ud til at ankomme fra Kina via Hviderusland.
Men også her kan Kina potentielt spille en større rolle. Spørgsmålet er, om Kina ønsker det.

Ved at holde Vesten og Rusland beskæftiget med at konfrontere hinanden, kan Kina svække Vesten, som Beijing-regimet ønsker at detronisere for selv at blive verdens herrer, og samtidig holde Rusland svagt nok til, at Moskva forbliver en juniorpartner i de to lande’ strategisk alliance.

Xi Jinping spiller sine kort forsigtigt, også med henblik på at tage Taiwan. Support til Rusland kan finjusteres lidt op eller ned alt efter hvad der passer Kina bedst.