Christian Skredsvig (1854-1924)

Olje på lerret, mål ikke oppgitt, deponert i Nasjonalmuséet, Oslo

Bildets opprinnelige titel var Tonen, og på rammen kan man lese annen strofe av Bjørnstjerne Bjørnsons dikt med samme titel, hentet fra bondefortellingen Arne (1859).

I skogen smågutten gik dagen lang,
gik dagen lang,
der havde han hørt slig en underlig sang,
underlig sang.

Gutten en fløjte af selje skar,
af selje skar, –
og prøvde, om tonen derinne var,
derinne var.

Tonen, den hvisked og nævnte sig,
og nævnte sig;
men bedst som han lydde, den løb sin vej,
den løb sin vej.

Tidt, når han sov, den til ham smøg,
den til ham smøg.
Og over hans pande med elskov strøg,
med elskov strøg.

Vilde den fange og vågned brat,
og vågned brat;
men tonen hang fast i den blege nat,
i den blege nat.

«Herre min Gud, tag mig derind,
tag mig derind;
ti tonen har fået mit hele sind,
mit hele sind.»

Herren, han svared: «den er din ven;
den er din ven;
skønt aldrig en time du ejer den,
du ejer den.»

Litt akustisk-musikalsk teori for de noe viderekomne:

Seljefløyter kan lages på flere måter, fra en enkel labialpipe (som på blokkfløyte) med én tone, og om man finner et egnet emne, fortrinnsvis langt og smalt, uten fingerhull. Tonene får man fram ved å overblåse, som det heter, i naturtonerekken, og om man dekker til enden med en finger, vil den fungere som en gedeckt-pipe på et orgel – grunntonen senkes med en oktav, men man kan (som på en klarinett) bare overblåse i de odde partialtonene.

På den måten får man et stort toneomfang – med et sterkt preg av naturtoner.

Personlig har jeg fått brukbare resultater med rør av sløke (Angelica silvestris), og med munnstykke utformet som på en tverrfløyte. Det krever litt øvelse å få fram toner på denne måten.

Og for ordens skyld – i et smalt (trangmensurert) rør vil man ikke få de dypeste partialtonene.