Når alle tænker ens, så tænker ingen. Sætningen opsummerer den nordeuropæiske energipolitik ganske præcist. Her vil alle gøre som danskerne: bygge mere og mere vindkraft og især havvind. Men det kan ende med en katastrofe for Norge.

Jonas Kristiansen Nøland og Ole Asbjørn Ness er forfatterne til denne artikel i Nettavisen, der fuldstændig slagter Norges satsning på havvind. De tror, ​​det vil ende i katastrofe.

«Regjeringens ambisjon er å tildele områder for 30 GW fra havvind innen 2040, det vil si om lag like mye som hele Norges kraftproduksjon i fjor. Nå går startskuddet, og det er viktig at vi fortsetter å holde tempoet oppe», har Støre uttalt.

Men dette ender som nævnt i en ren katastrofe, mener skribenterne. De undrer sig over, hvordan højprislandet Norge vinder i konkurrencen med resten af ​​Europa, som også er marineret i det grønne hysteriske skifte.

Blåser det ett sted i Nordsjøen, blåser det gjerne også et annet sted. Når det er rikelig med vind, vil Nordsjølandene produsere maksimalt samtidig, og motsatt når det er vindstille. Havvindprodusentene vil altså måtte selge når prisene er lavest. Elendig timing, med andre ord.

Document, og især Kent Andersen, har skrevet dette i årevis. Men ingen ved magten lytter, for rent-seeking er yderst profitabel for oversubsidierede fonde og korrupte virksomhedsledere.

Norge har ingen mulighed for at konkurrere uden massive statstilskud. Men tilskuddene sidder løst, og vi såkaldt de almindelige skatteyderne betaler prisen.

Norges statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) mener, at Norge har større chancer for at lykkes end Japan, der har lukket tre flydende vindmøller ned, simpelthen fordi de ikke var i stand til at gøre det rentabelt. Japan har arbejdsmoral, woke findes ikke, men Støre mener, vi kan lykkes bedre? Dette er sindssyge på højt niveau.

Innovasjon, stordrift og erfaring skal gjøre flytende havvind så billig at det kan konkurrere med annen vindkraft, håper man.

Du skaber en industri baseret på rene utopiske drømme. Selvfølgelig kan der ske fremskridt inden for havvind. Men hvorfor skulle det ske i Norge, som nærmer sig et udviklingslands niveau med hensyn til uddannelseskvalitet? Den norske NTNU-studerende Aleksandra bestod ikke en enkelt eksamen på et universitet i Sydafrika! Hun bruger for meget tid på at lægge makeup og optage TikTok-videoer, ser det ud til.

Forfaldet er totalt.

Anyway: Konklusionen er, at investeringen i havvind vil koste enorme summer i mange år fremover. Norge er på vej mod fattigdom.

Det totale hykleri

Dette klimagalskab forhindrer dog ikke Støre og andre norske politikere i at bruge privatfly rundt til møder, hvor de er enige om at ruinere os almindelige mennesker. Det skriver Nettavisen også om.

Statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) har brukt 3,1 millioner kroner på privatfly i løpet av halvannet år i regjering.

Støre er faktisk ikke så slem. Solberg brugte 4,6 millioner NOK på privatfly i løbet af sit første halvandet år som statsminister.

Jens Stoltenberg var endnu værre. Han brugte private jettjenester for 35,5 millioner NOK i premierministerens periode fra 2005 til 2013.

Klimaideologien er noget, vi almindelige mennesker skal betale for, mens vores såkaldte ledere giver op og skælder ud, når vi protesterer.

De undskylder sig selv med tid, omkostninger og sikkerhed. For eliten skal føle sig tryg, mens vores børn bliver tævet på vej i skole, voldtaget og stukket. Men Støre overlever, så who cares?

De er så vigtige, disse politikere, der ødelægger norsk sikkerhed, sammenhold og økonomi. Selvfølgelig skal de beskyttes! For at redde klimaet? Det skal vi almindelige mennesker gøre, noget mange nordmænd føler brutalt i pengepungen nu.

Jeg er anti-stat, fordi staten er vores værste fjende. Vores frihed forvitrer, vores sikkerhed bliver ødelagt, og vores børns fremtid ser ikke særlig lys ud.

Det er faktisk tid til at stille op, og første chance er kommunalvalget til efteråret. Men hvis tingene ikke ændrer sig, vil det ende i katastrofe.

Vi oplever en perfekt storm. Klimahysteri, pengetryk, krig og enormt statsligt spild skaber inflation, som igen har skabt en strejke. Men både NHO og LO har været aktive tilhængere af det grønne vanvid, der har øget inflationen, så det fremstår ret patetisk.

Alle de kriser, vi oplever, får os til at glemme andre kriser. Indvandringen fortsætter på samme høje niveau, og norske kvinder får næsten aldrig børn. Befolkningsudskiftningen er i gang, det kan enhver, der ved, hvordan man bruger en lommeregner, forstå.

Nogle forudser, at nordmænd med tiden vil rejse sig, og både herhjemme og i flere andre lande i Europa spår nogle en fremtidig borgerkrig.

Jeg tror ikke, det ender i nogen borgerkrig, men i en underkuet befolkning, der træder tilbage. Hvordan kan vi forhindre denne katastrofe?

Vi har kun én mulighed. Vi skal blande os, turde sige, hvad vi mener, og give et klart f…i, hvis nogle vågne idioter bliver «krænket».

Vores børns fremtid er vigtigere. Og trods alt: En fredelig, politisk løsning er både mulig og ønskværdig.

Køb bogen her!