Muslimer i Norge tror på Allah. 71 procent svarer ja til udsagnet: “Jeg tror på, at Gud virkelig findes, og det er jeg ikke i tvivl om.” Kun 15 procent, der indrømmer en kristen baggrund, siger det samme: At de tror på, at Gud virkelig eksisterer.

Det viser en undersøgelse foretaget af Institut for Kirke-, Religions- og Filosofiforskning (Kifo), som ”Vårt Land” nævner.

Heraf kan man læse, at mennesker med muslimsk baggrund vedstår sig deres tro. Mens dem med kristen baggrund ikke gør. På et par generationer er Norge blevet et afkristnet samfund.

De sekulære trøster sig med, at det er den samme gud – og bruger ordet Gud om Allah. Det giver anerkendelse. Men Allah er ikke synonymt med den kristne Gud. Kristne er religiøse på en anden måde end muslimer, simpelthen fordi kristendom og islam er fundamentalt forskellige.

Det kan den sociale elite ikke lide at blive mindet om. De afviser kristendommen og omfavner islam. Samtidig ønsker de ikke at lære om islam, og hvad konsekvenserne har været for de samfund, hvor muslimerne er blevet talrige. De undertrykker systematisk, at islam er en erobringsreligion. De har haft problemer med Jesu missionsbefaling, men overser en religion, der påbyder erobring med sværdet, som da Norge blev kristnet for tusind år siden. Man må spørge, om der er et ubevidst ønske om, at Norge skal ændre sin tro. Den nye tro bruger den dag i dag sværdet i det norske samfund, men den sociale elite bortforklarer det som “terror” og ønsker ikke at se ideologien bag.

Tværtimod: Hvis norske muslimer rejser til Syrien for at kæmpe for IS, skal de hentes hjem, når terrorregimet er nedkæmpet. De hører “hjemme” til her. Dusinvis af ledende politikere lavede et andragende for at “bringe dem hjem”.

https://www.document.no/2019/08/14/16-tidligere-statsrader-krever-at-is-barna-hentes-hjem-og-at-modrene-far-vaere-med/

De ønskede ikke at indse, at jihadisternes hjem ikke er de vantros land, men ummah. Også for ikke-voldelige muslimer er ummah “hjem” sammen med det fysiske land, deres forældre kommer fra, hvor muslimerne er i flertal.

Man må spørge, om det er en bevidst udvikling af dem, der styrer landet. Sekularisering har været broen fra kristendommen til islam. Sekularisering har været et erklæret mål.

Der er lidt diskussion om, hvordan “samlivet” mellem et afkristnet, sekulariseret flertal – hvor kun 11 procent siger, de tror på Gud – og en stor muslimsk befolkning, der har bevaret sin tro, vil fungere på længere sigt. Til dato er de sekulariseret og ønsker “lighed” mellem kristendom og islam. Men som flere muslimer ikke har lagt skjul på: De er ikke vant til at være i mindretal. Efterhånden som de vokser, vil de kræve større indflydelse: Hijab, opfordringer til bøn, adskille køn i skolen og i sporten, tilbud i kantiner, butikker. I områder, hvor muslimer dominerer, forsvinder også tjenester, som nordmændene tager for givet, såsom servering af alkohol.

Alkohol spiller en stor kulturel rolle i Norge. Skal man skille sig af med alkohol i arbejdslivet for ikke at genere muslimske kolleger?

Skal man undgå at spise under ramadanen af ​​samme grund? I år bliver muslimer, der fejrer ramadanen, behandlet sådan, at man spekulerer på, om der overhovedet er vilje til at indse, at det kan give problemer på længere sigt.

Her er der interessant nok ingen forskel på Arbejderpartiet og Høyre. Det Konservative Parti er lige så islamofilt, som Ap og Erna Solberg der er gået forrest.

De to store partier vil bevise, at islam og demokrati er forenelige. Men de kan ikke ændre islam. I stedet ændrer de Norge. Det har de ikke mandat til fra befolkningen, men de gør det alligevel.

Der er ét stort spørgsmål, undersøgelsen ikke stiller: Indførelse af sharia, islamiske love og regler.

En lignende undersøgelse i Danmark viste, at 77 procent af muslimerne ønskede at leve under sharia. De foretrak islamisk lov frem for sekulær dansk. Det burde være en alvorlig advarsel til sekulære mennesker, men det ser ud til, at advarslen ikke bliver sat i kraft. Tilpasningen til islam er også accelereret i Danmark.

Der er grund til at tro, at ønsket om at leve under religiøs lov er lige så stærkt blandt muslimer i Norge:

46 procent af de norske muslimer siger de beder mindst én gang om dagen.

Men disse åbenbare forskelle bortforklarer forskerne bag undersøgelsen med ”understatements”.

– Norske muslimer er i gennemsnit noget mere religiøse end norske kristne. Men det skal ses i sammenhæng med, at mange norske kristne ikke er specielt religiøse, siger Tore W. Rafoss, forsker ved Kifo.

Ud over, at muslimer ser ud til at være betydeligt “mere religiøse”, peger undersøgelsen på, at muslimer i gennemsnit er noget mere konservative i værdispørgsmål, siger Rafoss. (NTB)

“Noget mere religiøs” kontra “ikke særlig religiøs”. Hvilke konflikter er i forvejen operationelle, som magthaverne ikke ønsker at se, og med magthavere mener vi også medierne, som konsekvent nægter at tage fat på åbenlyse spørgsmål om køn, adfærd i det offentlige rum, kvindesyn, børneopdragelse mv. Den sekulære majoritetsbefolkning ser problemerne og oplever dem på kroppen, men må indse, at deres synspunkt ikke er velkomment.

På den måde er der opstået en stor kløft mellem en tavs majoritetsbefolkning og myndigheder og elite.

Ingen steder er dette mere åbenlyst end i synet på den nye wokw- ideologi, med dens fremme af flere køn, kønsskifte og trans. Alle skal være med.

LGBTQ-sammenstød med islam. Det var budskabet bag det 25. angreb. Men eliten ønsker ikke at diskutere, hvad det betyder. Der blev talt meget om, hvor mange der delte Anders Behring Breiviks tankeunivers. Men man tør ikke spørge, hvor mange muslimer i Norge, der deler Zaniar Matapours tankeunivers. Det tør man simpelthen ikke.

I stedet råber folk højere, afsætter flere penge til Pride og ser ud til at lulle sig selv ind i en tro på, at muslimer vil acceptere seksuel mangfoldighed. Eliten har jo fremmet kulturel og religiøs mangfoldighed, skulle muslimerne så ikke acceptere det seksuelle?

Eliten erkender ikke, at der ikke er nogen gensidighed eller følelse af taknemmelighed. Efter den 25. juni sagde Basim Ghozlan to vigtige ting: Gerningsmanden Zaniar Matapour var ikke islamist, og målet for Breivik den 22. juli var muslimer.

– Vi ved ikke, hvad der drev Zaniar Matapour, sagde Ghozlan, på trods af at PST kaldte det et islamistisk terrorangreb.

Han mente, at Støres opfordring var dobbelt malplaceret, for muslimerne var også ofre for 22. juli:

– Angrebet var primært rettet mod muslimer, det var muslimer, han hadede og ledte efter, sagde Ghozlan.

Med sådanne opfattelser bliver dialog vanskelig.

Det er et manipulerende spil med vilkårene at kalde muslimer i Norge for norske muslimer. De sidestilles da med norske kristne. Det er et manipulerende ordspil, der skjuler de modsætninger, som undersøgelsen er bevis på.

https://www.document.no/2022/07/22/basim-ghozlan-kritiserer-store-det-var-jo-muslimer-som-var-malet/

Undersøgelsen blev sendt til nordmænd, der er immigreret fra følgende lande, eller har forældre med baggrund fra disse lande: Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran, Kosovo, Marokko, Pakistan, Somalia og Tyrkiet.

Undersøgelsen blev gennemført i marts 2022 af Kantar på vegne af Kifo med omkring 800 respondenter med muslimsk baggrund (NTB)