Den seneste tids tildragelser har fået mig til at tænke over min rejse gennem livet. Det er nemlig gået op for mig, at jeg er firs og nærmer mig udløbsdatoen.

Mit livs ironi bliver stadigt mere håndgribelig. Andre har det måske på samme måde.

Som mange af mine ungdomsvenner og studiekammerater begyndte jeg som revolutionær marxist. Jeg var nemlig overbevist om, at det kapitalistiske system med nødvendighed vil føre til fascisme, diktatur og dødslejre. Jeg blev aldrig tilhænger af den form for socialisme, der blev praktiseret i Sovjetunionen eller Kina, men mente som god trotskist, at der var brug for politiske revolutioner i ”arbejderstaterne”, så de kunne gøre op med ”bureaukratiet” og realisere det sande proletariske demokrati befriet for undertrykkelse og statsstyring. Resultatet ville blive en lykketilstand, som menneskeheden aldrig før havde oplevet.

Sent, desværre, indså jeg, at denne tankebygning hvilede på rådne fundamenter og ikke kunne stå for en nærmere prøvelse af virkeligheden. Det var selve ideen om socialismens velsignelser, det var galt med. Om Stalin var blevet erstattet af Lev Trotskij ville ikke have gjort den store forskel. Fundamentalt set var deres mål identiske.

Så kom Sovjetimperiets fald, og jeg troede en overgang, at fremtiden var vel forvaret. Friheden havde sejret. Kapitalismen med alle dens fejl og mangler, som vi ad politisk vej må kompensere for, havde vist sig som en bedre ramme om den frihed og lighed, som de gamle socialister tilstræbte.

På det seneste er det imidlertid gået op for mig, at den ufrihed, som vi troede at have nedkæmpet i Sovjetunionen og dens vasalstater, er på vej til at overmande os indefra.

Intetsteds bliver det tydeligere end i USA, og det er vigtigt, for USA er fortsat Vestens ledende magt, og ingen har noget troværdigt forslag til, hvem der kan erstatte den. Hvor USA går hen, følger vi andre.

Det besynderlige ved tiden efter afslutningen på Den Kolde Krig er, at socialister i forskellige afskygninger – nogle af dem kalder sig borgerlige – uforstyrret har kunnet fortsætte deres march mod den uindskrænkede statskontrol. Alt mens det er lykkedes venstrefløjen at bevare sit styr på medierne og samfundets vigtigste institutioner, der berømmer venstrefløjen som naturligt god, mens ”højrefløjen” er ond.

Vi ser det i forbindelse med afsløringerne af sammensværgelsen mellem USA’s demokratiske parti, FBI, CIA, gammelmedierne og Big Tech for at udgrænse og kriminalisere enhver mening eller oplysning, der kan true overklassens kontrol.

Den herskende klasse kalder sig nu venstrefløj. Det er godt fundet på, og jeg tror end ikke, at den skarpe analytiker, Karl Marx, kunne have forestillet sig det.

Jeg kunne i hvert fald ikke.