Jeg er netop hjemkommet efter en taxatur, og som altid var bilradioen indstillet på P4, som dag ud og dag ind serverer noget, de kalder musik, men som tydeligvis aldrig har set en levende komponist. Alt lader til at være skrevet af en uopfindsom computer, der kan udspy kilometer af bræk. Desuagtet lader sangerinden, som om hun er intenst grebet af kunstværket. Samme lirum-larum skal man høre på, hver gang man går i supermarkedet.

Hvordan er det kommet dertil, og hvad kan vi udlæse om den vestlige kultur? Ja, det er i hvert fald klart, at en kultur, der lader sig nøje med en såkaldt populærmusik, der er på linje med de mest fladpandede romaner om kvinder, det er synd for, er døende. Den er ikke værd at bevare, og det er der derfor heller ikke mange, der gider.

Jeg er mest til klassisk, men lytter også gerne til populærmusik, og det er klart, at netop populærmusikken siger mere om samfundets aktuelle kulturelle stade, end hvad Beethoven skrev for 200 år siden. Desværre er det gået tilbage med populærmusikken siden 1920’erne og ganske særligt de seneste årtier.

Hør Fats Waller-nummeret I’ve got a Feeling I’m Falling, her i en nyere indspilning med den uforlignelige Hot Club du Nax. Sangen er fra 1929 – som er et interessant år. Det var nemlig året, da Wall Street krakkede, hvilket var starten på mange års massearbejdsløs og sociale og politiske krise. Ikke desto mindre bevarede den amerikanske kultur sin liv- og udtryksfuldhed. I dag er der stort set ikke andet end larm.

Hvor mange vil om hundrede år lytte til supermarkedsmusikken, med mindre det er i forbindelse med tortur? Og hvad vil de sige om Vesten anno 2023?

https://www.youtube.com/watch?v=YI3ygX9zO2Q