Ved at udtale sig kategorisk imod koranafbrænding har Jens Stoltenberg krydset grænsen mellem islam og demokrati. På vegne af alliancen har han valgt islam, helt i modstrid med de idealer, som NATO hævder at forsvare. At Stoltenberg selv ville benægte en sådan fortolkning, ændrer ikke på det faktum: Han har bøjet sig for den voldsmandens veto på vegne af NATO.

Det ville have været utænkeligt, at hans forgænger, danske Anders Fogh Rasmussen, ville have gjort det samme. Han var statsminister i Danmark, da ambassadørerne fra muslimske lande bad om repræsentation for at kræve, at Rasmussen greb ind på overfor Jyllands-Posten.

Rasmussen svarede dengang, at han som statsminister ikke havde nogen myndighed over, hvad en dansk avis valgte at trykke. Det vidste ambassadørerne selvfølgelig, men de blev sendt af regimer, der var under pres for at “gøre noget”.

Karikaturstriden fortsætter med at rulle, selvom vinden nu blæser den anden vej.

Også i 2005/06 kom politikere og aviser med: Politiken og Uffe Ellemann Jensen var toneangivende. Men de vandt ikke debatten. Det er sket gradvist.

Ikke mindst fordi politikere og medier lader, som om de ikke forstår åbenlyse sammenhænge. De har “glemt” Charlie Hebdo, Michael Houellebecq, Samuel Paty, Radeker, Lars Vilks, Kurt Westergaard og Lars Hedegaard.

Disse navne illustrerer en dyb kløft i vestlige samfund: Eliten har vinket farvel til ytringsfriheden. Det er blevet et diskussionsemne. Muslimerne har fået foden inden for døren og skubber den op. Krigen skaber et klima for nye indrømmelser.

De skubber trusselssituationen foran sig, som Oslo-politiet for nylig gjorde. I en tid med krig er det effektivt.

Du går længere, end du havde brug for. De vil indføre et generelt forbud mod krænkelse af islam og lade som om, at det er ligestilling!

PST-chef Beate Gangås nævnte også skoleundervisningen som et eksempel på, hvad der kan føre til, at muslimer radikaliseres.

Efter deres opfattelse kommer radikalisering ikke fra muslimerne selv, men fra provokationer. Sådan er muslimer også ofre, når de begår forbrydelser. De er på forhånd frifundet og skal behandles på den mildeste måde. Det er det, der lægges op til, når selve kilden, Koranen, tages ud af ligningen.

Det er det samme Jens Stoltenberg gør, når han kalder afbrændingen af ​​Koranen skammelig og siger, at han deler muslimernes smerte. Så har han krydset en usynlig grænse. Stoltenberg anerkender muslimernes følelser som legitime. Når han samtidig siger, at afbrænding er skammeligt, har han foreslået et lovligt forbud. Det følger logisk af, at han identificerer sig med muslimerne.

Men hvad med oplysningstiden og ytringsfriheden?

I dette spil kan du ikke få i både pose og sæk. Dette er et nulsumsspil: En af parterne taber. Det er Vesten, der taber.

Det Vesten, Stoltenberg repræsenterer, er ikke det Vesten, de fleste af os identificerer os med. For mange går det for stærkt i svingene. Stoltenberg er skiftet fra forsvarsadministrator til politiker. Han taler på vegne af alliancen om et meget følsomt emne:

Tyrkiets stærke mand forsøger at true og presse et skandinavisk land til at bøje sig for forbuddet mod blasfemi. Stoltenberg burde være blevet spurgt, om han forstod konsekvenserne af, hvad han siger. Har han tænkt på at skrive en blankocheck til salafister, der ønsker at håndhæve forbuddet fysisk? De har fået grønt lys af NATO’s generalsekretær: Blasfemi mod Koranen er skammeligt. Så hvad er der galt med at straffe forbryderen?

Er Nato-landene virkelig trygge ved, at generalsekretæren fører politik på vegne af alliancen på et så følsomt område?

Udsagnet bliver både bemærket og har konsekvenser. Er dette et udtryk for konsensus i den nye alliance mellem Nato og EU? Det er snart umuligt at kende forskel på dem.

Samtidig går man ind for at slå ned på hadefulde ytringer, som EU-kommissær Vera Jourova går ind for. EU står i spidsen for hadlove og samarbejder med George Soros:

Věra Jourová, vicepræsident for Europa-Kommissionen, har  confirmed bekræftet, at den yder over 3,5 millioner dollars i finansiering til Open Society Foundation for at hjælpe dens kampagneindsats.

Vi bliver ved med at høre om israelske virksomheder, der udnytter deres teknologiske overlegenhed til at kommercialisere aflytning, overvågning og manipulation, såsom Black Cube, Pegasus og senest Team Jorge.

Men vi hører ikke om de meget større netværk, alliancen mellem sikkerhedstjenester, politiske myndigheder og “fonde”:

På trods af grundlæggerens omdømme har EU bekræftet, at det arbejder aktivt med Open Society Foundation, som er indstillet til at modtage over 3,3 millioner euro (~3,53 millioner dollars) i tilskud fra blokken til driften af ​​to projekter, der falder ind under fonden. -kaldet “Citizens, Equality, Rights and Values-programmet”. Overdragelsen af ​​skatteydernes midler fra EU er bemærkelsesværdig i betragtning af, hvordan Open Society Foundation allerede har så utroligt spækkede lommer, takket være sin milliardærstifter.

Som en del af projekterne vil Open Society Foundation “skabe bevidsthed om rettigheder og værdier gennem støtte til civilsamfundsorganisationer”, samt fremme “EU-værdier” i Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.

Denne magtblok har åbenbart besluttet ikke at lægge sig ud med islam. De lader den konfliktlinje ligge. Ytringsfrihed må så hellere blive en variabel blandt mange andre.

Det er ikke desto mindre historisk, at det er en norsk generalsekretær, der åbent demonstrerer dette knæfald. Det sker midt i en krig. Stoltenberg forstår ikke, at han med sådan en udtalelse svækker noget af støtten til Ukraine. Krigen skulle være for demokratiet, men hvad er det her?

Stoltenberg er blevet mere og mere som en krigsherre. Men du kan ikke opgive det vigtigste. Hvad er sejren værd?

Du kan ikke få både i pose og sæk. Du skal vælge. Islam har aldrig haft en oplysningstid.