At ekskludere mig på baggrund af en voldssag, der ligger seksogethalvt år tilbage (sommeren 2016), er et skalkeskjul for en eksklusion baseret på mine politiske holdninger. Den konklusion baserer jeg blandt andet på det faktum, at da jeg for år siden trænede som gæst hos Aalborg Selvforsvar & Jujitsu Klub om lørdagen, fik jeg en venneanmodning på Facebook fra et medlem, der benyttede Facebookvenskabet til at overfalde mig verbalt på min profil grundet mine holdninger. Personer var så pågående, at jeg så mig nødsaget til at blokere ham. Det skal ikke undre mig, at vedkommende har en finger med i spillet vedrørende min eksklusion.

Jeg finder eksklusionen helt urimelig. Jeg har for længst udstået min straf (30 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste), og jeg har i dag en ren straffeattest. Desuden var det ikke sådan, at jeg overfaldt nogen i forbindelse med min voldsdom. Jeg blev dømt for at forsvare mig i overdreven grad.
Ydermere: Jeg har aldrig udtalt mig politisk i de idrætslige sammenhænge, jeg har indgået i i årenes løb. I forbindelse med min bjj træning i Aalborg Selvforsvar & Jujitsu Klub har jeg ikke udtalt mig om noget som helst, da jeg kun er kommet i klubben for at træne.

For mig er idræt et frirum, hvor man kan mødes på tværs af politiske holdninger, nationalitet, hudfarve, religion og social klasse. Her kan man træne – om det så er bjj eller fodbold og håndbold (som jeg også har dyrket) – sammen uden at skulle forholde sig til de ting, fordi man netop er sammen om idrætten, der kan eksistere udenfor det politiske rum. Sådan ønsker bestyrelsen i Aalborg Selvforsvar & Jujitsu Klub åbenbart ikke, at det skal være. Det synes jeg er trist. Og det er muligvis også diskrimination.

Jeg er klar over, at fordomsfulde personer på især venstrefløjen har opfattet mig som “kontroversiel” de seneste år på grund af mine politiske holdninger. Mine holdninger er både legitime og demokratiske. For at komme enhver kritik i møde har jeg aldrig associeret mig offentligt med de klubber, jeg har trænet i, da jeg ikke har ønsket, at klubberne på nogen måde har skullet stå til ansvar for, hvad jeg som medlem af klubben har ment politisk. Men når jeg bliver behandlet som en paria på et meget, meget tyndt grundlag, føler jeg, at det er på tide at tage bladet fra munden.

For sandheden er desværre den, at nationalsindedes mulighedsrum i stigende grad bliver indskrænket i disse år. Folk bliver fyret fra deres arbejde – berufsverbot – grundet deres holdninger. Der er flere eksempler på dette. Jeg blev selv bortvist fra min jobtræning på Nørresundby Kirkegård i 2019, da det kom frem, at jeg stillede op for Stram Kurs til folketingsvalget. Bortvisningen var selvfølgelig ulovlig, og Aalborg Kommune lovede mig i den ombæring, at kommunen ikke længere ville henvise arbejdsløse til jobtræning på Nørresundby Kirkegård.

Jeg burde dengang have anlagt sag mod Nørresundby Kirkegård. Det gjorde jeg ikke. Af to grunde: Jeg havde ikke kræfterne efter valgkampen. Og jeg var på daværende tidspunkt i kommunens kløer, og sandheden er desværre, at kommunen kan gøre livet surt for dig, hvis medarbejdere hos for eksempel jobcentret ser sig sure på dig. Jeg er i dag ude af det system og har derfor andre muligheder for at sige, hvad jeg mener om det.

For sandheden er jo, at hvis indvandrere, venstreorienterede eller journalister som Søren K. Villemoes fra Weekendavisen, der blev nægtet at spille som dj på Bolsjefabrikken, blev behandlet, som nationalsindede bliver behandlet, ville det være en stor skandale, som medierne ville interessere sig indgående for. I dag er det bare sådan, at man som nationalsindet må bide tænderne sammen og finde sig i den diskrimination, man vedvarende bliver udsat for.