www.asgeraamund.dk

Rasmus Paludan har med sine afbrændinger af koranen gjort sig voldsomt upopulær hos samtlige medier og politikere:” Selvfølgelig skal vi værne om ytringsfriheden, MEN Paludan bruger den jo ikke, han misbruger den. Vi ved jo godt, at muslimer bliver udadreagerende, når man kritiserer deres bibel. Ja, i virkeligheden bliver de hysteriske og voldelige, når man kritiserer dem for noget som helst. Men det har vi jo vænnet os til. Vi har lært, at enhver kritik af det islamiske samfundssystem er islamofobi, så det er vi så holdt op med. Hvem ønsker at være islamofob? Det er jo det samme som en social landsforvisning. Vi skal jo være her alle sammen. Også de 500 000 muslimer, vi har inviteret til landet. Og når nu vi har opinionsundersøgelser, der klart viser, at 77 procent af alle muslimske indvandrere og deres efterkommere ønsker den danske grundlov erstattet af sharia-loven, så må vi jo hellere komme dem i møde til en vis grad. I hvert fald, hvad angår Rasmus Paludan, som ud over sine vanvittige provokationer koster samfundet millioner af kroner til en beskyttelse, som han næppe har fortjent. Vi kunne stadig værne om ytringsfriheden ved at tillade Paludans hadske taler og afbrændinger, men kun på en øde ø eller på Råbjerg Mile. Om vinteren. Så giver muslimerne os sikkert atter ro på bagsmækken. Vi vil jo “fred her til lands”.

Islams bibel består af tre ’testamenter’: Koranen, hadith (bogen om traditionerne) og sira ( Muhammeds biografi), som af muslimer alle anses for hellige og Allahs vilje. De hellige bøger handler i modsætning til den kristne bibel meget lidt om tro, næstekærlighed, forholdet mellem Gud og mennesker, tvivl, synd og tilgivelse. Den islamiske bibel er en anvisning på, hvordan muslimen skal leve sit liv fra morgen til aften, fra vugge til grav med profeten Muhammed som det lysende forbillede. Islams bibel indeholder også et komplet totalitært samfundssystem, som enhver muslim har pligt til at realiserer efter bedste evne. Når Rasmus Paludan futter koranen af, brænder han ikke kun et helligt skrift, men også den islamiske grundlov, som muslimer anser for givet af Allah og derfor er hellig og uforanderlig.

Når det islamiske samfundssystem er uforeneligt med den demokratiske retsstat, er det fordi islamisk politik er hadefuld, diskriminerende og voldelig over for alle ikke-muslimer. Nidkære vestlige islamforskere har påvist, at koranen indeholder flere hadske udfald mod jøder end selv Hitlers ’Mein Kampf’, der i øvrigt stadig er en bestseller i de islamiske kultursamfund. I islam er kun troende mænd rigtige mennesker. Kvinder, jøder, kristne, ateister, hinduer, ja alle ikke- troende muslimer er undermennesker og skal underkaste sig muslimers vilje og anvisninger. Utro kvinder, seksuelle minoriteter og frafaldne straffes med døden. Islam dikterer halshugninger, korsfæstelser og afhugning af lemmer for banale forbrydelser og fører en stædig kamp for at indstifte disse sharia-principper overalt, hvor muslimer lever.

Vi bør derfor se Rasmus Paludans provokationer som et hadets spejlbillede. Islams provokation mod det vestlige folkestyre, tolerance og retsstat vender Paludan mod islam selv med sin ultimative aktion mod det islamiske tyranni gennem afbrændingen af islams bibel og grundlov. Paludan viser islam det samme had, den samme foragt, som islam viser os. Reaktionerne viser tydeligt forskellen mellem demokrati og tyranni. Enhver kritik af islams politiske system opfattes af muslimer som utålelig islamofobi, hvilket udløser overfald, vold, dødstrusler eller omfattende terrorhandlinger i Allahs navn, som vi har set det i mange europæiske lande. Flere danske prominente politikere, journalister og kunstnere må have PET-beskyttelse for et overleve islamiske hævnakter. Hvad ville der ske, hvis muslimer brændte bibelen og grundloven midt på Kgs. Nytorv i myldretiden? Intet. Absolut intet, andet end en par grin og hovedrysten fra de forbipasserende. Men når Paludan brænder islamiske politiske og religiøse værker, er der ingen ende på de krænkedes trusler om vold og død. Og desværre heller ingen ende på vores egen hellige forargelse og fordømmelse over, at han dog kan finde på at fornærme kærlighedens og fredens religion.

Rasmus Paludans demonstrationer er nok en bevidst provokation af sharias voldsbevægelse, men er i lige så høj grad en demonstration mod, at det danske samfund har underkastet sig voldsmandens veto. Vores feje pseudo-tolerance forbyder os at tage et opgør med sharia-tyranniet, der har forpestet livet for prominente forkæmpere for frihed og folkestyre så som Pia Kjærsgaard, Naser Khader , Flemming Rose og Kurt Westergaard. I stedet har vi modstandsløst og ængsteligt accepteret, at vi må finde os i terror og tyranni fra sharia-bevægelsen, hvis den ser sig udfordret. Danskerne er blevet en samling pudseklude. Det er, hvad Paludans demonstrationer handler om: Ikke bare hadet til islams terror, men foragten for et dansk samfund, der er besat af et politisk og kulturelt døds-ønske. Vi skal jo være her alle sammen.