Man fornemmer en vis modvilje mod historiens hovedperson i Politiken-journalisten Michael Seidelins referat (13.12.) af nogle udtalelser, som den franske forfatter Michel Houllebecq har fremsat under et interview med tidsskriftet Front Populaire.
Allerede rubrikken antyder, at her har vi at gøre med en farlig mand af den slags, som man helst ikke vil have til middag i pænere hjem på Østerbro:

”Houllebecq optræder som total islam-hader og frygter den store ”udskiftning” af hvide”.

Houllebecq støtter nemlig ”det yderste højres tese” – som Politikens journalist kalder den – om den store udskiftning af Europas hvide befolkning som følge af massiv muslimsk indvandring. Men i modsætning til Politiken og de andre danske mainstream-medier, fastholder Houllebecq, at der hverken er tale om en tese eller en teori, men om en kendsgerning. Og hvad bliver konsekvensen?

”Når hele kvarterer er under islamisk kontrol, mener jeg, at vi vil se eksempler på modstand. Der vil blive attentater og skyderier i moskeerne”, siger Houllebecq. Det kan man imidlertid med rette betegne som en teori, for indtil videre har Europas befolkninger stort set ikke sat sig til modværge mod eliternes islam-import, som har medført bølger af vold og undertrykkelse. Vi har oplevet stribevis af islamiske terrorhandlinger, voldtægter, mord, afbrændinger af skoler og kirker og en fremadskridende udradering af vestlige kulturnormer, men få eksempler på europæiske modforholdsregler. Europa går afmægtigt og lydigt sin udslettelse i møde.

Årsagen er utvivlsomt, at de herskende klasser har haft held til at dæmonisere enhver opposition mod folkeudskiftningen. Hvis man ikke bifalder projektet, bliver man rubriceret som fanatiker eller rundt på gulvet, for ethvert rettænkende menneske bør kunne indse, at islams udbredelse er en velkommen berigelse. Det mener Michael Seidelin vistnok også. I hvert fald omtaler han ubekymret islam-modstandere som ”højreradikale” og ”højrepopulister”. Og her har vi selve definitionen på, hvad det vil sige at ligge til højre. Højreorienteret er den, der ikke synes om kvindeundertrykkelse, sharia-vælde, afskaffelse af ytringsfriheden, rå vold som regeringsprincip og elimineringen af europæisk kultur og historie.

De venstreorienterede er dem, der byder denne udvikling velkommen.

Seidelins artikel får mig til at tænke på et langt brev, som jeg for en del år siden modtog fra en tidligere Politiken-journalist. Jeg havde kun et perifert kendskab til hende, men nu udøste hun hele sit hjerte.

Sagen var, at hun var gået på pension og i den forbindelse havde købt en lejlighed på Nørrebro, hvor hun havde tænkt sig at udleve sit otium i trygge og berigende multikulturelle omgivelser. Men ak, virkeligheden svarede slet ikke til hendes antagelser om Nørrebros lyksaligheder. Faktisk var det ikke til at holde ud at skulle leve midt i denne jungle af islamisk magtudøvelse, men nu kunne hun ikke komme væk, for ingen ville købe hendes bolig til den pris, hun havde betalt.

Jeg valgte ikke at besvare brevet, for hvad skulle jeg skrive? At hun skulle have lyttet til, hvad jeg og andre havde fortalt, i stedet for at tro på sin egen avis’s propaganda?

Det nænnede jeg ikke, for hun havde det skidt nok i forvejen.

Et lys i Vestens mørke: To intellektuelle som snakker sandt