www.asgeraamund.dk

Vredens dag, den dag hvor Verden opløses i aske. Sådan lyder indledningen på den gamle katolske dødsmesse fra 1200-tallet. Den danske fodboldverden mødte vredens dag og måtte se sin verden opløses i aske, da landsholdet og DBU-toppen med halen mellem benene sneg sig hjem efter en impotent og skamløs indsats ved VM-kampene i Qatar. Inden afrejsen blev der ellers spillet med musklerne og pralet med vores moralske overlegenhed over for slavepiskerne og bøssehaderne i ørkenstaten, der nu skulle lære at opføre sig ordentligt. Den altid euforiske danske sportspresse var sikker på, at landsholdet havde alle muligheder for ’at gå hele vejen’. Det kunne meget vel ende med guld til Danmark eller i hvert fald en plads på podiet. DBU overgav sig helt til tidens førende modebølge, regnbuebevægelsen, der insisterer på, at alle mennesker rummer flere kønsidentiteter, hvoraf nogle dog ligger skjult i vores bevidsthed. Men facit er, at inde i enhver mand lurer der en bøsse eller en trans, der kun venter på at springe ud. Budskabet fra de kønsmangfoldige NGO’er er således, at det er normalt at føle sig kønsflydende, hvilket ikke ses som et fænomen, der kun omfatter en lille minoritet af befolkningen. Kendsgerningerne siger ganske vist noget andet, men hvem interesserer sig for sandheden, når man har en vindersag?

Aalborg Universitet har i samarbejde med Statens Seruminstitut i 2019 publiceret en større undersøgelse med titlen ’Sex i Danmark’ baseret på interviews med over 62 000 adspurgte. Heraf opfattede kun 1,1 procent af respondenterne sig som homoseksuelle, altså 1 ud af hver 100 mænd. Kun 0,05 af de adspurgte mænd opfattede sig som transseksuelle. Det svarer til omkring 2500 mænd i Danmark. På denne papirstynde minoritetsbaggrund må man sige, at det er godt gået af regnbuebevægelsen, at fremstille kampen for den flydende kønsidentitet som en folkesag, der støttes af hele det politiske og mediemæssige spektrum. Selv kongehuset støtter begejstret pride paraderne. DBU lod sig henført rive med af regnbuebølgen og fik spillerne med på vognen. Politikerne var støttende Juhu-gruppe i baggrunden med vendekåben anbragt på begge skuldre: På den ene side skulle Danmark spille med i turneringen, nu da man havde kvalificeret sig. På den anden side ville det officielle Danmark ikke vise sig i Qatar, hvilket vil demonstrere, at den danske regering tager afstand fra slavestatens behandling af homoseksuelle. Men på den tredje side viser vi vores protest med afdæmpet diskretion, da vi her i landet ikke ønsker at provokere de flere hundrede tusinde muslimer, hvis holdninger flugter fint med Qatars islamiske værdier.

DBU og landsholdet dumpede med et brag både på fodboldbanen og med sit kønsmoralske korstog. Det kan vi ikke lave om på, men vi kan måske lære af vores massive fejltagelser. For det første må både DBU og vores politikere erkende, at moral er et absolut og ikke et relativt begreb. Beslutter man sig for at modsætte sig tyranni og undertrykkelse, så skal det gælde alle tyranner overalt og ikke kun nogle få, der udvælges af døgnets politiske modebølge. I 2016 aflagde en større dansk delegation med kronprinsparret i spidsen officielt besøg i Saudi-Arabien og Qatar. Det havde åbenbart ikke gjort noget indtryk på det officielle Danmark, at i Saudi-Arabien korsfæster man stadig rigets fjender, der er op til 200 offentlige henrettelser om året. Hugger en sulten mand et rundstykke hos bageren, koster det hånden. Det er topmålet af officielt hykleri at organisere pomp og pragt besøg i islamiske diktaturer og så få år efter fordømme Qatar for tilstande, som også eksisterede under kronprinsparrets besøg i 2016. Samtidig lader regeringen Saudi-Arabien slippe for enhver kritik, skønt landet netop i år fremturer med næsten 200 offentlige henrettelser.

Konsekvensen af høj moral i praksis er et sportssamkvem kun med denne verdens vaskeægte demokratiske retsstater, som udgør et antal på 40 ud af FN’s 193 medlemsstater. En anden konsekvens af god moral ville være udvælgelsen af mærkesager, der har meget tungere etisk betydning end at være ambassadører for bøssebevægelsen. Danmark er et kristent land. Det står endda i grundloven, hvilket etisk forpligter os til at hjælpe og støtte kristne i nød. Ifølge organisationen Open Doors er der for tiden hele 300 millioner kristne, der undertrykkes, forfølges og diskrimineres overalt i de islamiske kultursamfund. Det ville være en moralsk værdig sag for landsholdet at bære armbind med et kristent kors for at vise vores solidaritet med de forfulgte kristne. Men også dette ville være udtryk for et valg og fravalg af etiske mærkesager, et dilemma der er umuligt at løse uden kritik og fordømmelse fra kredse i samfundet, der prioriterer andre værdier og holdninger.

I stedet må vi vælge at lade vore atleter have idrætssamkvem med alle lande uanset styreform og holdning til menneskerettighederne. Politikerne må derfor tage hele ansvaret for etiske, kulturelle og politiske aktioner og holde sportsfolket udenfor. Havde vi gennemført dette ved VM i Qatar, havde fodboldlandsholdet sluppet for at lege moralens vogtere til gavn for spillernes konkurrencekraft på kamppladsen.