Befolkningsudskiftningen er en kendsgerning, kun religion kan forene en civilisation, og Frankrig er ved at blive revet i stykker. Tabuer brydes massivt, da filosoffen Michel Onfray og forfatteren Michel Houellebecq mødes til en løssluppen samtale.
Det ekstraordinære møde mellem to af Frankrigs fremmeste intellektuelle – begge umulige at sætte i bås – fandt sted i regi af aktualitetsmagasinet Front Populaire, som er grundlagt af Onfray. Et 45 sider langt referat udkommer den 8. december, men udvalgte uddrag er allerede blevet rapporteret af Le Figaro.
Alle de store nutidige emner er dækket i dybden – immigration, afkristning, EU, USA, miljøspørgsmål, transhumanisme, eutanasi og mere – og behandlet med stort intellektuelt mod. Den røde tråd er ikke svær at se: Vesten er i tilbagegang og står på kanten af afgrunden.
“Jeg ville virkelig gerne forsvare Vesten, men Vesten skal stadig fortjene at blive forsvaret.” Disse ord fra Michel Houellebecq opsummerer ganske godt tonen i den 45 sider lange dialog.
Folk, der vil tvinge sig selv til at tænke positivt, eller som kan lide “tilpasningsdygtigt sludder”, kan bare gå og gemme sig, fastslår den franske avis.
Og er tilpasningsevne ikke netop hovedkarakteristikken for langt de fleste mennesker, der i dag hævder at være intellektuelle, men i virkeligheden ikke besidder intellektuel selvstændighed? Det, man konstant ser, er snarere underkastelse under magten, potentialet for vold og massepsykoserne, der tilsammen skaber et klima af intellektuel terror.
Et bemærkelsesværdigt aspekt af Sovjetunionen var, at dets elendighed også producerede humor. Vi er ved at få det samme behov. Og hverken Houellebecq eller Onfray hænger med hovedet, selvom vi står i lort til halsen:
Der er ikke noget deprimerende eller noget apokalyptisk ved denne ekstraordinære dialog. Den er genial, dyb, ofte sjov og på alle måder fascinerende. Houellebecqs sans for det absurde blander sig vidunderligt godt med Onfrays retoriske kraft.
Men der er også noget, der forener. Begge opfylder den allerførste pligt, intellektuelle har, men som så mange forsømmer, nemlig at beskrive den virkelighed, der er lige for øjnene af dem, selvom det ikke udløser klapsalver fra dem omkring dem. I to kendte tilfælde førte det snarere til giftbægeret og korset, Sokrates og Kristus.
Prisen er stadig noget lavere i Vesten i dag. Både Onfray og Houellebecq er hårdt stemplet i de venstreorienterede medier, men lader sig ikke påvirke af det. Og de to supplerer hinanden:
De gransker vores civilisations indvolde med åbenhed og klarhed. De er også meget forskellige. Onfray er en slugger, en fighter. En flod med en stærk strøm. Hans udsagn er skarpe, nogle gange impulsive, men retorikken er præcis, og sætningerne følger hinanden uden tøven.
Den autodidakte filosof, som har en overflod af energi, leverer sine tanker flydende og boblende som varmt blod. Til fælles med ham har Houellebecq et stort vid. […] Men han er mere flegmatisk, mere distanceret. På den ene side Houellebecqs rolige uorden, den lidt godmodige pessimisme af typen “Efter mig, syndfloden”; på den anden side indignationens magt, Onfrays mere militante temperament.
Det, der gør mødet mellem dem så unikt, er friheden i samtalen: “De folder sig ud uden hensyn til de grænser, som politisk korrekthed sætter”, skriver Le Figaro.
“De Gaulle fortjente at blive skudt for det, han gjorde mod Harkies,” siger Houellebecq, der tilbragte en del af sin barndom i Algeriet.
Et af de største tabuer i Europa er, at indfødte europæere må vige pladsen for immigranter. Dette brydes med dødsforagt.
Når det kommer til det brændbare og kontroversielle emne “den store befolkningsudskiftning”, ideen om, at det franske folk gradvist bliver erstattet af indvandrerbefolkninger, bærer de ikke silkehandsker. Jeg var dybt chokeret over, at “Le grand remplacement” blev kaldt en teori. Det er ikke en teori, det er et faktum, siger Houellebecq.
“Det er objektivt set, hvad tallene fortæller”, tilføjer Onfray, som mener, at tilbagegangen for Vesten primært ligger i den demografiske udvikling.
De to tænkere har lidt forskellige syn på konsekvenserne af islams tilstedeværelse. Islamismen er ikke så potent som frygtet, mener Onfray, og han synes at tro, at muslimer før eller siden vil falde ind under forbrugermaterialismens fane i Vesten.
Houllebecqs perspektiv er klart mørkere. Han forventer massiv vold.
»Når hele territorier er under islamistisk kontrol, tror jeg, at der vil opstå væbnet modstand. Der vil være angreb og skyderier i moskeer”, tilføjer forfatteren, der lidt senere forudser ”Bataclan-er med modsat fortegn”.
Men begge er enige om, at der er et alvorligt sammenstød i gang:
“Du tror, borgerkrigen er på vej; Jeg tror, den allerede er her stille og roligt,« svarer Onfray.
Det er ikke let at placere de to ideologisk, bemærker Le Figaro.
Man kunne tro, at Onfray er en reaktionær libertarianer, og Houellebecq er en anarkistisk konservativ. I virkeligheden er der ikke meget libertariansk i Onfray, men desto mere anarkistisk i Houellebecq.
Langt vigtigere i en tid, hvor kløften mellem folket og eliten er dyb, er det ikke desto mindre det, at de alligevel ikke bøjer sig for magten, at de er glade – og frem for alt folkelige. De erkender, at de er populister:
“Du er ligesom mig. Du er populist!” udbryder Onfray. Og Houellebecq svarer: ”Det passer mig godt. Jeg er i tvivl om jeg står til højre politisk, men jeg kan godt lide “populistisk”.
Frankrig er det land, der ville erstatte Gud med sekulær fornuft. Landet blev sekulært, men ikke særlig fornuftigt – ved at blive erstattet af en fremmed gud, som det er. Det gør ondt på fransk stolthed, men Onfray og Houellebec tøver ikke med at gnide salt i sårene:
Dialogen er dybest, hvor de to taler om religion. Onfray er ateist, mens Houellebecq er agnostiker. Begge er enige med Auguste Comte i, at religion er afgørende for, at et samfund kan overleve. “Kun religion er i stand til at forene en civilisation ved at foreslå en ultimativ transcendens,” siger Onfray.
Men spiritualitet alene er ikke nok:
“For at få succes med en religion skal man være lidt kommerciel,” siger Houellebecq. “Det er ikke inden for alles rækkevidde at genopfinde gudstjenesten,” tilføjer Onfray.
I sidste ende handler det om, hvordan fællesskabet opstår mellem mennesker:
For Houellebecq, der er ophavsmand til begrebet samtidens ensomhed, er religion først og fremmest et fællesskabssted, der binder mennesker sammen. Under gudstjenesten “elsker alle hinanden, og det er dejligt.” Onfray mener, at religion er mere end et bånd. “Religion binder utvivlsomt sammen, men fra bund til top”, den har sin egen “lodrette retning”.
I slutningen af dialogen fremstår Houellebecq mere som en klassisk konservativ, der ser pessimistisk på den menneskelige natur, men optimistisk på dens evne til at blive opdraget af kulturen:
En utrolig dialog om arvesynden runder disse 45 sider af. Onfray: “Tror du, folk er skyldige fra fødslen? Houellebecq: “Nå, ja, ikke desto mindre.” Houellebecq definerer sig selv som en “streng Schopenhauerianer”, der åbenlyst tror på arvesynden som en metafor for en selvisk menneskelig natur, der eksisterer lige fra begyndelsen. “Folk skal gøre sig umage,” siger han. “Mennesket er født ondt, men kan opdrages af samfundet.”
Forfatteren forudser en ydmygelse, dog kun en lille ydmygelse, af en berømt tænker, der mente, at barnets natur var iboende god:
“Som så ofte med Rousseau er det nok at sige det modsatte af ham for at holde sig til sandheden.” Den antropologiske definition af konservatisme.
Offentlige samtaler som denne mellem Onfray og Houellebecq burde være i gang i alle lande, men her er mindst ét felt, hvor Frankrig stadig fører an. Der skal ikke meget til. Det er dybest set at fortælle sandheden, og at blandt de mest påtrængende udtryk for civilisationens forfald er, at sådan noget at fortælle sandheden i dag hører til sjældenhederne.
“Frankrig er ikke i noget værre fald end andre europæiske lande, men det har en ekstraordinært stærk bevidsthed om sit eget fald,” siger Houellebecq.
Hvis tilbagegangen skal vendes til fremgang, må man som minimum erkende, at tilbagegangen er der. Det burde være rimeligt indlysende for enhver, men ingen er mere blind end den, der ikke vil se – og i den kategori finder vi næsten alt, der kendetegner det intellektuelle liv i Europa. Vores eget land er ingen undtagelse.