I 2016 fik eliten et chok. Folket var stadig i live. En offentlig folketribune med svalerede på hovedet og en tunge, der aldrig lod sig binde, vandt. Overbevist om, at det ikke kunne ske, besluttede koalitionen, at det aldrig måtte ske igen. De har siden bedraget to valg og forbereder sig på et tredje. Det handler om at få folk til at acceptere, at de er magtesløse.

De ved, at de ikke er elsket.

Glenn Elmers arbejder ved Claremont-instituttet og har skrevet en glimrende analyse for amgreatness.com: Hard Truths and Radical Possibilities.

Det er så langt fra det sprøjt der spredes i nordiske medier, at der ikke er nogen fællesnævner.

Men nordboerne skal vide, hvad der foregår i USA. Størrelse betyder noget: Vi er ikke kun få i antal, vi er blevet små i vores sind, og vi bliver mere provinsielle, jo længere medierne får lov til at bombardere os med bullshit.

Men vi har ikke altid været “små”. Nordboere har tænkt og handlet stort. Nu er vi tjenere for en global elite. Det gælder ledelsen i alle tre nordiske lande.

Jeg tror, ​​der er parallelle processer i USA og Europa. Det ser lige slemt ud begge steder. Konservative stemmer skal komme til fornuft: gøre status og finde ud af, hvad der er muligt.

Den gennemsnitlige europæer aner ikke, at eliten i USA er ved at afvikle demokratiet. Flere intellektuelle på højrefløjen går ind for, at republikanerne tager konkurrencen op med demokraterne i stemmeindsamling og langvarige valgprocesser, der inviterer til snyd og bedrageri.

Men Elmers spørger: Hvad er meningen? Det bliver et kapløb mod bunden. Hvad er det sjove ved at komme først til bunden?

Demokraterne har vedtaget en anti-republikansk ideologi: De er nihilister.

Det er usædvanligt at se ubehagelige sandheder på tryk:

For det første afspejler valgene ikke længere folkets vilje, selvom de gennemføres lovligt.

Det er en brutal sætning. Det er mediernes løgne, justitsministeriets politisering af retsvæsenet som har vist amerikanerne at ingenting længere er hvad det udgiver sig for.

Tilsidesæt for øjeblikket eventuelle bekymringer om direkte bedrageri og manipulation af stemmesedler. Den administrative stats konstante vækst siden 1960’erne betyder, at bureaukratiet i det sidste halve århundrede er blevet mere og mere ligegyldigt over for – endda åbenlyst fjendtligt over for – folkets vilje.

Amerikansk sprog giver nogle nøglebegreber: Det, der hersker, kaldes den administrative stat. Det ser sig selv tjent med et Potemkin-bagtæppe af demokrati og normalitet. Alle ved, at det er en kulisse. Det virker på grund af det, Chomsky kaldte “forestillet indhold”, en kunstigt fremstillet konsensus. Det er Socialdemokratierne gode til.

Elmers mener, at amerikanerne for længst har accepteret, at originalen er erstattet af en falsk kopi, hvor suveræniteten er gået tabt. På trods af afstanden: Jeg tror, ​​han tager fejl. Jeg tror, ​​der var et valgskred for Trump i 2020, og at der var en rød tsunami i 2022. De fleste mennesker er ikke dumme.

Eller er amerikanere og skandinaver blevet de endimensionelle mennesker, som Herbert Marcuse beskrev? Mit instinkt fortæller mig, at der er meget bevægelse derude, som er et tegn på liv.

Pandemien har gjort noget ved folks tillid til systemet. Vi stoler ikke længere på, at myndighederne vil os det godt.

Biden sagde før jul sidste år om de uvaccinerede: Jeg håber, I dør en kold og ensom død.

Myndighederne ved, at flere og flere vågner op. De har jo kørt folk igennem adskillige chokterapier, nærmest for at se hvor meget de kan holde til. Efter Første Verdenskrig blev tyskerne ubeskriveligt kyniske. Det ville være mærkeligt, hvis folk ikke blev lige sådan nu.

Myndighederne forbereder sig allerede på krig med befolkningen. Det er derfor, de har paranoia ved ytringsfriheden. De tør ikke lade pressen være uafhængig.

Kampen for ytrings- og pressefrihed bliver et af de store emner i de kommende år. Vores herskere vil mere og mere ligne oligarker og autokrater i andre lande og på andre tidspunkter.

Jeg stødte tilfældigvis på en fuld version af Dan Browns seneste film, Inferno, med Tom Hanks. Den handler om Apokalypsen, men den er underligt tam og kedelig.

Atmosfæren skabt af nutidens herskere er langt mere uhyggelig og apokalyptisk.

Til dem, der insisterer på, at Norden stadig er Norden: Se, hvor hurtigt myndighederne rykkede frem og ekspanderede under pandemien. Pandemien var et kvantespring.

Afkoblingen af ​​magthaverne fra folket var blevet forberedt gennem to folkeafstemninger og EØS-aftalen: Suveræniteten er gået tabt.

Forvaltningerne, administratorerne og de politiske beslutningstagere i alfabetsuppen af føderale agenturer sætter reglerne og pålægger deres kollektive vilje, som de finder passende. Uanset hvem folket gentagne gange vælger til at reformere systemet, kommer og går disse politikere og deres dagsordener; den permanente regering består.

Denne administrative stat, der drives af et par millioner ansatte i USA, er engageret i det, man kalder “managed decline”: En omstrukturering af samfundet uden at folk bliver spurgt. De underliggende præmisser kommunikeres heller ikke. Derfor er politik blevet et forvirrende rod. Du må ikke se på facaden. Det, der er vigtigt, kommunikeres ikke.

Eliten fjerner systematisk “grænser”, der skal forhindre oversvømmelsen af ​​udlændinge, de har maksimeret en energikrise og skabt et fjendtligt forhold til vores store nabo mod øst, som ikke kommer til at forsvinde let.

Hvis man ser på, hvordan USA virkelig fungerer, er det svært at komme uden om, at USA ligner en fascistisk stat. Det var venstrefløjens yndlingsord i 60’erne. Nu har venstrefløjen selv indført det.

Kongressen udfærdiger ikke, den udøvende magt håndhæver ikke, og domstolene fortolker ikke lovene. Magt og rigdom er blevet massivt centraliseret i Washington, D.C. Føderalisme, retslig kontrol, udøvende myndighed, lovgivningsprocessen, bevillinger – intet af dette forbliver operationelt på en måde, James Madison ville anerkende. Og nu er landets mest magtfulde selskaber i aktivt samarbejde (active collusion) med det føderale sikkerhedsapparat for at håndhæve regimets autoritet. Det er praktisk talt definitionen af fascisme.

Elmers har nogle interessante observationer om Trump: Han forstod ikke hvilken trussel han stod overfor i bureaukratiet.

Vi befinder os i et postkonstitutionelt, endda et postpolitisk, miljø.

Det samme gælder for hele Norden: Politik er en karrierevej, og det kan man se på alle de frynsegoder, de kan få fat i. Grifters, kalder amerikanerne dem. I Norge bliver Hadia Tajik, en norsk-pakistansk journalist, jurist og politiker fra Oslo, interviewet af VG, som om alt er tilgivet eller glemt. Hun vil fremlægge politikken for den nye sociallov. Men vælgerne glemmer det ikke. Hadia er færdig. For hende handler det kun om magt og fordele.

Trond Giske (norsk politiker fra Arbeiderpartiet og været Norges minister for industri og handel) kan tilgives. Men ikke Hadia. 

Elmers siger noget interessant om Trumps mimik: Han provokerede bureaukratiet til at smide masken. De så rødt. Det var politisk effektivt. Demokraterne er blevet besat, og man kan se, at der er et vendepunkt, også i Norden. Folk blander sig ikke.

Trump opfattede korrekt, at spot og hån var effektive, om end uskønne, værktøjer til at udfordre denne hybris.

Kunsten at forhandle virker ikke, hvis modparten sidder med næsten alle kortene, siger Elmers.

Den, der ville genoprette republikken, stod over for uoverstigelige problemer: Han skulle have flertal i begge kamre og folk bag sig, der var villige til at være hensynsløse og viljestærke, ligesom bureaukratiet er. Se bare, hvordan medierne reagerede på Trump.

Men der er noget endnu værre:

I mange år har de såkaldt progressive socialister undermineret Mellemamerikas moral. De har mistet mange af de værdier, der gjorde Amerika “stort”.

Da det føderale monster ikke har været lydhør over for folkelig vilje i flere generationer og støt har undermineret det moralske grundlag for sunde familier og personligt ansvar, er det næppe overraskende, at det amerikanske folk gradvist har tabt de vaner og dyder, der er nødvendige for selvstyre. Der er ingen kortsigtet løsning på dette.

Med kritisk raceteori, flydende køn og biologisk kønsskifte ser vi et målrettet angreb på kernefamilien. Medierne reagerer på kritik, såsom den fra Tucker Carlson mod børneomskæring, om at det er hans fobi og had, der er skyld i angrebet på blandt andet Paul Pelosi, homoklubben i Colorado Springs.

Intet er for meget besvær for medierne og demokraterne. De er på et niveau, man skal til totalitære stater for at finde et match til. Det er, hvad det liberale USA er blevet.

Hvis republikanerne forsøger at slås med disse kræfter, vil de dø. Fordi demokraterne har noget millenært og dæmonisk over sig.

I praksis er det omsonst at håbe på, at vi kan matche Venstrefløjens maniske iver, som investerer tusindvis af forventninger i politik og dermed altid er drevet til at gøre, hvad der skal til for at vinde. At anerkende dette betyder ikke at give op og lade dem vinde. Men det betyder, at man erkender, at i et kapløb mod bunden vil venstrefløjen altid komme først. Og efter at have kæmpet med næb og kløer for at se, hvem der kan synke dybest, hvad gør vi, når vi så når bunden?

Her kan vi lære af det tyske eksempel: Længslen efter bunden er reel på venstresiden. De tiltrækkes af drifterne og kaos.

Vi ser tendenser til, at politik også her bliver som en konkurrence i, hvem der får flest hits, clickbait.

en clickbait-konkurrence, der belønner den side, der bedst kan føre computerstyret demografisk krigsførelse.

Elmers drager en vigtig konklusion: Hvis magt er alt, der betyder noget, er der ingen mening i at deltage i et camoufleret spil. Så falder masken alligevel før eller siden.

Hvis magt virkelig bliver det eneste objekt, og ingen af parterne virkelig tror på enighed, så vil hele forstillelsen forsvinde hurtigt nok alligevel.

Der er lys for enden af ​​tunnelen: venstrefløjen har aldrig forstået eller regnet med den menneskelige natur. Det er den, der vil vise sig stærkest.

Konservative mennesker vil stå tilbage med historie, menneskelig natur og naturlov givet af Gud.

Socialister sælger altid falske utopier, som andre betaler en høj pris for.

Til ofrene for kommunismen, der blev dræbt af tortur og sult, kan vi nu tilføje de arrede sind og lemlæstede kroppe af nutidens “kønsdysfori”-patienter.

Historien er ikke på venstrefløjens side. De overvurderer deres egen styrke og mangler ydmyghed.

Men vi kan måske trøste os med venstrefløjens anden store fejl: historien er ikke på deres side, fordi historien ikke tager side. Deterministisk “fremskridt” er en myte, fordi vores skæbne ikke er fastlagt. Den evige fare for tyranni – som konfronterer os nu på en alvorlig måde – er sideløbende med den evige mulighed for frihed.

Bare det at diskutere et USA truet af venstrefløjens diktatur er chokerende for en europæer. Fordi vi selv er på vej ind i en tilsvarende totalitær struktur. Vi husker de milepæle, vi passerede, og forstår bedre, hvor vi er på vej hen.

Oversættelse Karsten Søberg