Overskriften har jeg taget fra maleren Håkon Bleken, og jeg kommer tilbage til ham. Men først noget om professor emeritus Bernt Hagtvet der var en gæst i tv-programmet Torp 29. marts. Hagtvet er ekspert på ekstreme politiske bevægelser, demokrati- og menneskerettighedsstudier samt folkedrabsstudier. Han er blevet beskrevet som »Norges førende ekspert i totalitære regimer og tankegods i det 20. århundrede«.

Denne ekspert på totalitarisme og folkedrabsstudier kom under højtideligholdelsen af Holocaust-dagen i Trondheim i år, med et udsagn, der fik publikum til at hærde i stolene.

-Hele den israelske venstresiden er borte og vi har å gjøre med en ekspansiv røverstat som er en tragedie for jødene!»

Eksperten vendte verden på hovedet, ligesom NRKs mangeårige mellemøst-korrespondent Sidsel Wold gjorde i udenrigsprogrammet Urix på lørdag (9. april). Wold fortalte historien om IDF soldaten, der skød en palæstinensisk terrorist i hovedet, og titlen på indslaget var: “Er den israelske soldat en helt eller en morder?” Wolds valg af kilder, hendes snævre syn på sagen, hendes ignorering af palæstinensisk kniv-terror, hendes valg af ord og generelle beskrivelser af israelerne, gav lytterne et indlysende svar på spørgsmålet. Soldaten er ingen helt, for konklusionen var, at problemet er israelernes holdninger! Slå den!

Både Wold og Hagtvet ignorerer betydningen af Israel som den jødiske redningshavn. Efter års folkedrabsstudier benegter Hagtvet de mest åbenbare fakta om Holocaust; Israel er simpelthen ingen tragedie for jøder. Tværtimod! Efter mange år i Mellemøsten vælger Wold – også efter hjemkomsten – at fortsætte med at dæmonisere jøder og deres jord. Den eskalerende palæstinensisk terrorisme i Israel er et problem det ikke er værd at understrege, men kollektivt at fordømme israelernes holdninger – det kører fint i den Woldske verden.

Hos Torp forklarede Hagtvet hvordan forholdet mellem flertal og mindretal er blevet arrangeret på fire forskellige måder gennem historien: Man har iværksat folkemord, Hagtvet mente tiden for folkedrab er forbi. Apartheid; et klart skille mellem flertal og mindretal, er en anden ordning, man har forsøgt. Så viste Hagtvet til forskellige former for diskriminering, og endelig »et bevidst forsøg på et multikulturelt samfund.« »Vi har ingen anden vej at gå, end et multikulturelt samfund«, konkluderede Hagtvet. Hagtvet problematiserede ikke idéen om et multikulturelt samfund, og nævnte ikke, at multikultur fungerer som en omskrivning for at lægge til rette for islam. Det er grunden til at mange ikke tror på det multikulturelle samfund. Mange ser mere klart, at multikultur er en utopi, der kan ende i dyb tragedie.

Den nemmeste indrømmelse jeg kunne bære var at sige; ja, dere multikulturalister, dere indvandring optimister – dere havde ret! Alt tyder på, at det går til. Alle pile peger mod en fredelig sameksistens, mod at islam tilpasser sig Vesten på en respektfuld og troværdig måde. Fremtiden fortoner sig lys!
Hvis det virkelig var tilfældet, ville en sten løftes fra mit bryst og tunge bekymringer for børn og fremtid lindres. I stedet sad jeg og lyttede til Hagtvet med Håkon Blekens ord i tankerne.

Håkon Bleken, denne aldrende kunstner, hvis talent vises i pennen såvel som i børsten, skrev i begyndelsen af påsken en tankevækkende tekst med den prisbelønnede film “Sauls søn” – som bagtæppe. En film der det grusomste glider over til  normalitet og hverdag. Helvede i fangelejren Auschwitz bliver en slags ny orden. Bleken drejet over til egne erindringer, indtil han til sidst antydet noget om Europas fremtid.

Jeg har ikke sittet i konsentrasjonsleir, men min far har – og jeg husker jødegutten som forsvant fra klassen og ble aske, og min mors voldsomme gråt da min far gav henne avisen med navnene til de ti henrettede – ja alt det og mere til.
(…)
Noen ganger får jeg opplyst at det er meget glede i verden, mitt syn er altfor pessimistisk: Verken all kunst eller kultur eller samfunn forøvrig er så jævlig. Når vi leser dette for eksempel, sitter vi på hytta og har det aldeles fortreffelig. Og jeg er enig, vi har det aldeles fortreffelig. Det er bare det at jeg føler en sorg, en sorg over Europas skjebne, en nagende følelse av angst og langt ute i horisonten et sted: Se, vi står på trappene.

«Se, vi står på trappene» Adresseavisen, 23.03.2016.