Jeg vil egentlig ikke sige, at jeg er voldsomt skuffet over resultatet af det danske folketingsvalg, idet jeg ikke havde nogen positive forventninger overhovedet. Mere om det om et øjeblik. Først en lille præsentation af mig selv.

Mit navn er Morten Uhrskov Jensen, og jeg har bl.a. blogget for Jyllands-Posten i 13 år, indtil JP ikke længere ønskede et blogunivers. Lad det ligge. Jeg er ikke bitter over det. Jeg er til gengæld meget beæret over, at ducument.dk har bedt mig bidrage fra tid til anden på hjemmesiden, der står for noget af den bedste alternative journalistik for øjeblikket.

Tilbage til resultatet af valget, som klargjorde nogle forhold, som altid har været til stede, men som ikke diskuteres så ofte, nemlig om det er vælgerne eller politikerne, der driver forandringer. Er det menigmand og -kvinde, eller er det eliterne?

Der er for mig ikke skyggen af tvivl om, at det er eliterne, der næsten suverænt bestemmer, hvad der skal tales om og hvad ikke. For en meget informativ gennemgang af denne kendsgerning kan man læse The Populist Delusion af Neema Parvini.

Valgkampens fem vigtigste temaer burde have været disse (i omtrentlig prioriteret rækkefølge): a) indvandring, b) EU, c) sikkerhedspolitik, d) atomkraft og e) inflation med dertilhørende økonomisk krise. 

Kun det sidste blev diskuteret i et vist omfang og næsten hver gang med en overbudspolitik, der kun vil forværre problemerne. Især Liberal Alliance udmærkede sig som et af de få partier med en politik, der fastholder, at pengetræer ikke eksisterer, og at inflationen skyldes for stor efterspørgsel til for lille udbud og dertil gjort værre af Tysklands og EU’s uansvarlige energipolitik igennem årtier. Heller ikke her er det tilrådeligt at have nogen videre tillid til flertallet af partierne. 

Atomkraft blev sporadisk nævnt, men ikke på noget seriøst niveau. Det står mere og mere klart, at Europas vej til energisikkerhed går hen over en kraftig satsning på atomkraft med alle de interessante nye teknologier, der udvikles løbende. Kombinerer vi denne sikre energikilde med andre vedvarende energiformer, kunne vi om ikke så mange år være stort set ligeglade med, om vi bliver uvenner med Putin eller andre kedelige typer, f.eks. herskerne i de arabiske lande.

Det står lysende klart, at de fleste europæiske lande meget dårligt er i stand til at forsvare sig selv. Vi er næsten lige så afhængige af USA, som tilfældet var for Vesteuropa efter 1945. Det er rystende, at der ikke for længst er sket den nødvendige oprustning, men hovedparten af de siddende politiske eliter vil hellere præsentere milde velfærdsløfter.

EU er ikke en del af løsningen. EU er en del af problemet. Denne mastodont på lerfødder, hvis hedeste ønske er at afvikle de europæiske nationalstater, kan åbenbart intet af virkelig nytte foretage sig. Først og fremmest nægter spidserne i EU – som er Tyskland og Frankrig – at gøre det mindste ved den eksistentielle trussel, som Middelhavet og Grækenlands og Bulgariens grænser udgør. Al hæder og ære i øvrigt til det græske politi, som synes at gøre, hvad de kan for at holde de uønskede masser fra den tredje verden ude, men det vil ikke hjælpe stort, så længe overfarterne hen over Middelhavet ikke standses ved hjælp af flådeskibe, der eskorterer samtlige fattigdomsflygtninge tilbage til Libyen og andre steder på den nordafrikanske kyst. 

Og dermed er vi logisk nået til det emne, der endnu engang burde have været det vigtigste, nemlig den fuldstændig ødelæggende indvandring fra den tredje verden til Europa, herunder Danmark.

Kun de færreste ved på noget dybt plan, hvor eksistentiel denne trussel er. Denne uvidenhed skyldes først og fremmest, at vi næsten helt har overtaget et venstreorienteret verdensbillede af, hvordan mennesket er. Vi har lige siden de tidligste skoledage lært, at miljøet er alt og naturen intet, højst noget med hår- og øjenfarve. Mennesket er er en tabula rasa, en blank tavle, ved fødslen, og kan blot Rosa Lund og Zenia Stampe skrive på denne tavle uden utidig indblanding fra kedelige typer som undertegnede, er lykken gjort og paradis på jord en kendsgerning. 

Eneste problem er, at det ganske enkelt ikke passer. Mennesket er natur, før det er miljø, på visse områder som intelligens endog i massiv grad. Også forskellige gruppers adfærd varierer betydeligt fra hinanden som følge af genetiske dispositioner, det man på engelsk med et svært oversætteligt ord kalder hardwired. 

Man spørger nærmest aldrig sig selv, hvorfor Somalia, Afghanistan og Libyen ser ud, som de tre lande gør. Er det Vorherre selv, der har nedkaldt en streng straf over disse fejlslagne stater, eller skyldes det somalierne, afghanerne og libyerne selv? Jeg kender godt svaret, men det gør vores eliter af enhver slags ikke.

Hvis ikke masseindvandringen standses helt fulgt op af en plan for omfattende hjemsendelser af de mange utilpassede, er i det mindste Vesteuropas dage talte set over tid. Der vil være enklaver af forhutlede europæere tilbage på kontinentet om hundrede år, omgivet af en sydende kedel af alverdens etniske grupper, der vil strides indbyrdes, men være forenet i deres had til hvide mennesker.

Alt dette var der dog ikke vilje til at diskutere i den netop overståede valgkamp. Det havde eliterne bestemt, og så blev det sådan.