(Vi må styrke dialogen)  –

If a nation values anything more than freedom, it will lose its freedom,

and the irony of it is –   that if it is comfort or money

that it values more, –  it will lose that too.

W.S. Maugham

Vi ved det godt,

”Hvad der skete i Amerika d. 11.september  2001 var ikke et resultat af islamiske terrorister,  det var ikke udført af muslimske terrorister, Det var en gerning udført af terrorister, slet og ret”  skrev Anne Perkins  i  the Guardian i september 2001 to uger efter angrebet på World Trade Center. Danske aviser har givet udtryk for en lignende holdning. Det lille citat her siger en del om tilstanden blandt eliterne i UK  i  tiden før og efter 9/11,  en tilstand der bestod af lige dele fornægtelse, appeasement, konfliktskyhed og en stor uvidenhed om, hvad der var sket op til angrebet på NY  og DC  men også om, hvad der var i vente i de næste årtier, ikke mindst i Europa  Det var først ved London-terroren i 2005,  at man noget modvilligt begyndte at lytte til mere kritiske røster, men det varede længe inden man nåede til en bevidsthed om, at en del af de muslimer der kommet ind i UK i de foregående årtier, faktisk var hardcore jihadister,  der med afsæt i korancitater og  inspireret af imamer og grupper som Hizb ut-Tahrir var klar til at sprænge sig selv i luften til udvalgte operationer.  Men hvad så med fatwaen over Salman Rushdie,  terrorangrebene i Madrid,  på Bali, Bombay 1993 257 (døde  og 1,400 sårede) ?  Hvorfor vedblev den engelske efterretningstjeneste og meningsdannere at ignorere disse tegn? – Udover de nævnte træk ved den engelske og den europæiske modtagelse så at sige af den voksende terror i hele verden, skal man også huske på den dårlige samvittighed over kolonitiden, angsten for at mene noget andet end flertallet, (tænk  blot på Jannie Bøgh)  læg hertil wokebevægelsen samt det ulmende had til højrefløjen jf. Enoch Powells berømte Rivers of Blood-speech i 1968. –  Jeg siger ikke dette er hele forklaringen på den generelle appeasement, der har domineret Europa i årtier, ikke mindst i kræft af venstrefløjen (de progressive eliter), men det er en væsentlig del af baggrunden for de mange terrorangreb, optøjer og trusler. Tilsyneladende blev man ikke klogere efter fatwaen mod Rushdie,  for med Muhammedtegningerne var man tilbage i had og udskamning af de uanstændige der forsvarede ytringsfriheden. Alt dette har der været skrevet meget om, i hvert fald her på de denne platform.  Postulatet om dialog og økumeniske grupper tror vi ikke på.  Og vi  tror ikke på løgnen om  at de fleste muslimer vil fred og fordragelighed.

1.  Der er Fredens apostle,  og så er der Godhedens apostle, disse to grupper står side om side, ikke med det danske  eller det engelske flag men snarere med en fælles opfattelse af Europa som et undergangstruet kontinent – , en bevægelse de begge har været med til at understøtte. Det er muligt at godhedens apostle opfatter sig som kritiske overfor den racisme de ser alle vegne,  og som de føler sig kaldet til at bekæmpe. Men  ”Det lader ikke til, at vestlige intellektuelle (politisk korrekte) er i stand til at skelne mellem berettiget kritik af overgreb på individets rettigheder (i den islamiske verden) og bekæmpelse af racisme og intolerance overfor indvandrere i de vestlige samfund” (Warraq)

En nation kan kun kæmpe og forsvare sig selv, hvis den ved hvad den kæmper for, hvis  den er sikker på sin egen identitet. – I de sidste tyve-tredive år er denne blevet undermineret/undergravet indefra gennem juridisk universalisme, bl.a.  i form af en aktivistisk menneskerettigheds-doktrin, som står over de nationale parlamenters. Den har svækket Englands (og Frankrigs) fysiske sikkerhed i takt med en vedvarende udhuling af landets værdier. I og  med et særligt hensyn til minoriteternes rettigheder, der er indfældet i  Lissabontraktaten i 1992 har den siden har fungeret som en rambuk for islamisk jihad.  England, Frankrig, Spanien og Tyskland har mærket dette,  Danmark er indtil videre forskånet for større angreb, men vi kan ikke vide os sikre her.   –  I og med at partier Enhedslisten, De Grønne, SF og DRV  ønsker mere indvandring, eller når skolerne og lærerne  binder knuder på sig selv  for at rumme Fredens Religion for enhver pris,  så  inviterer man  til at lade den religiøse minoritet  vokse på bekostning af landets andre borgere. Dog det mest ufattelige er måske, at politikere og meningsdannere uden for Chr. Borg  også foretrækker muslimer frem for deres kritikere,  som gerne bliver kaldt fascister, uanstændige, fremmedfjendske populister m.m.  bare tænk på typer som Georg Metz,  Rothstein, Brøgger  ja hele mediebranchen  med TV2  i front, deres udsagn om DF og NB er velkendt stof.  (læs  Ondskabens Ikon af J. Cain)

.

2.: Opkomsten af retslig aktivisme og menneskerettighedskulturen udgik fra to væsentlige udviklinger som forandrede hele den måde, hvorpå engelske dommere så sig selv.  For det første kom der et voksende  område for lovene om europæiske menneskerettigheder,  med dommerne i den europæiske menneskerettigheds-domstol ved Strasbourg som konstant udvidede deres mål, altså det område indenfor hvilken den ideologiske tro på  universelle retsprincipper kunne bruges.  Denne ideologi passede med den accelererende bevægelse hen imod en politisk union i Europa og dermed ideen om en overstatslig politisk enhed, alt imens de enkelte landes befolkninger sad ved tv-skærmene og så de sidst opdaterede nyhedsudsendelser –

Sideløbende med borgerretsbevægelsen i USA,   ca. 90 år efter den amerikanske borgerkrig,  fik de sorte omsider mulighed for at blive juridiske integreret i det amerikanske samfund, og det blev herefter eksemplet på, at nationens og traditionens værdier  nu (tresserne) blev  erstattet af perspektivet på minoriteter og  selvudnævnte offergrupper. Et yderligere incitament for dette var afviklingen af kolonitiden fra 1948 (Indien) til 60`erne  med Algeriets og Vietnams løsrivelse fra Fransk koloni-styre.  Således blev demokratiet langsomt men effektivt erstattet af interessegrupper,  og multikulturen blev den nye ortodoksi,  der i sidste instans banede vejen for den 3. verdens søgen mod Europa. Ved hjælp af stammekultur, religion og den nævnte rettighedskultur sammen med europæisk skyldkompleks over imperiet blev der grønt lys ved grænserne. Disse brød fuldstændigt sammen, som vi har set det siden 1983 (i Danmark)  uden at se de skygger der fulgte med denne udvikling: Europa har siden reformationen overvejende udviklet sig gennem den kristne religions sekularisering, hvilket i realiteten betød at den kristne religion blev et privatanliggende uden politisk betydning. Og det blev udgangspunktet for eliternes forståelse af religionens betydning. Det ville sige, alle religioner var lige gode/dårlige,  og islam var ingen undtagelse. Men det var den dog som det skulle vise sig, ikke mindst efter Khomeneys revolution i Iran i 1979. Hvad vedkom det Europa,  tænkte mange, indtil Rushdie-sagen  i 1988,  da begyndte det omsider at dæmre for mange hvad det var Europa havde inviteret indenfor. Men uanset hvor mange ofre  denne religiøse terrorisme har kostet,  plæderer de anstændige fortsat på en dialog med … ja med hvem?   I dag er der ikke længere nogen der tror på de sekulære muslimer,  hvis de eksisterer  giver de ikke lyd fra sig,  alligevel foreslår de stuerene at vi  skal i dialog med  repræsentanter for Fredens religion.

Tænk på nogle af de mange flykaprere og terrorister bag de største terroraktioner i nyere tid,  dvs  9/11 – Bombay – Mombay  Bataclan, Nice  og de andre –  Mohammed Attta,  Bin Laden,   Mehudiin Mohammed Geele, Omar Hussein,  Omar Bakri Mohammed ) – Kunne  vi forestille os disse mennesker omkring et  stort bord indgå  i en dialog om tilpasning og integration – ikke et ord om  assimilation – med repræsentanter for den danske stat ?  Kun  DRs og TV2s journalister har vist fantasi til at forestille sig dette.

Men det som for mig er interessant her, er at PET  og FE ofte kender alle disse radikaliserede grupper og  og deres støtter. Samtlige af Europas efterretningstjenester har (haft) mange af disse mennesker under observation, dvs man har kendt deres kommen og gåen i og omkring moskeerne i London, Paris og i København,  man ved hvor de kommer fra og hvordan de er kommet til Europa,     men hvad har disse informationer været brugt til? At kortlægge de religiøse grupper af jihadister  mhp …..?

Intet er blevet gjort i form af oplysning til offentligheden, advarsler, internering,  eller til at hindre spredningen af  terrorfremmende pamfletter. Det er muligt at EU sidder inde med et stort lager af informationer om disse ting, men det har ikke afstedkommet hverken debat,  grænser, advarsler eller andet som kunne hindre deres magelige konspiratoriske komplotter –

Så  hvad venter vi  i grunden på ?   At alle de mennesker der de sidste tyve år har udskammet religionskritikerne  og hånet dem som udtryk for ekstreme højrekræfter (fascisme m.m) at disse naive eliter indrømmer at de har taget fejl

Berigelse eller balkanisering
Hvornår kryber de mange fortalere  (som fx Jelved, Nyrop  og de andre) for øget indvandring  til korset og beder danskerne om tilgivelse for volden? For man forsikrede os om, at indvandringen ville være en berigelse , mens andre kunne henvise til en kommende balkanisering af Danmark.
Hvornår griber Georg Metz, Arne Melchior, Bent Melchior og Mikael Rothstein pennen og udfærdiger en offentlig skrivelse, hvori de bekender at de tog fejl? For der blev gerne henvist til noget fra 1930’erne, mens kritiske røster  sagde, at indvandringen ville gå ud over vore sårbare danske mindretal og svage grupper.  Der er mange især blandt DRV  og Enhedslisten der burde lytte,  men vha  journalister og deres medier bliver løgnen forskønnet og kritikerne udskammet

4.  For 16 år siden i 2006  udgav  Melanie Philips en bog med titlen  Londonistan,  der skildrer hvor langt  islamiseringen allerede er kommet i  IK og London, med mange artige eksempler hører vi  om  hvordan de voksende parallelsamfund breder sig, den multikulturelle lammelse , bomberne i London 2005 og om de venstreorienterede i alliance med hardcore antisemitter  i demonstrationer  for at vise deres solidaritet  og antijødiske sindelag.  Mon det er blevet mindre i de  sidste 16 år?  Læs den hvem der tør!

” Selvmordsbomberne  der detonerede I London  … af britiske muslimer  afslørede en femte kolonne af islamisk terrorisme og deres sympatisører.  For næsen af det britiske efterretningsvæsen London  er  blevet et gigantisk hjulnav  for rekruttering såvel som finansiering af islamisk terror  og ekstremisme – i en sådan grad at hovedstaden hånligt er blevet døbt Londonistan.  I  sin bog af same navn  sætter hun de fleste af den udviklings brikker sammen  og viser  det engelske kollaps af traditionel  engelsk  identitet og har givet husly  til de mest fjendtlige former for multikulturalisme,  noget der også  har fundet sted i  Frankrig og Tyskland. Jeg ved ikke hvor meget den menige dansker ved om denne udvikling,  for mig at se fostrer tv-kanalerne en utrolig uvidenhed om disse ting,  af samme grund  har kun to partier i det danske Folketing  islamiseringen på deres programmer. Jeg kan kun sige, at vi må befri  os for uvidenhedens lænker.

Der er vel ikke mange der tale om dialog mere…?…For, apropos dialogen med,,,., ja med hvem? ,  –    Med folkene bag nogle af  de største terroraktioner i nyere tid,  dvs  9/11 – Bombay  (1992) – Mombay  Bataclan, Nice  og de andre –  Mohammed Attta,  Bin Laden,   Mehudiin Mohammed Geele, Omar Hussein m. fl.  ) Kunne  vi forestille os disse ,…mennesker indgå  i en dialog om tilpasning og integration – ikke et ord om  assimilation – med repræsentanter for den danske stat ?  Er det tilladt at tvivle?

       Fredens minoritet kunne nok have lært noget af Napoleon,  da han skrev:       ”Indret dig efter landets skikke, kritiser ikke noget, opfat alt som storartet,  og sig ikke det gør vi bedre i Paris”

                                        Napoleon Bonaparte til sin søster Pauline, da hun skulle til Rom i 1803

5. Og så en sidste bemærkning om England.  Her har man som bekendt fået en ny konge,  Prince Charles 3.  der med forfinet retorik står og fortæller om, hvad han elsker og hvad han sørger over.  Bag den forfinede og veltalende overflade,  der som ventet har styr på sin Shakespeare,  gemmer der sig et  venligt og moderne menneske, for hvem  klimasagen  og Fredens minoritet  nyder en særlig bevågenhed, læs her hos Murray i bogen Islamophilia:  Take the next head of the Church of England, a hereditary role,  stretching back to his forebear, Henry  VIII. Twenty years  ago Charles famously said ,  that he didn`t  want the traditional title of “Defender of the Faith”, rather preferring,  “Defender of Faith”. He has spent years since trying to live up to that wish – especially when it comes to promoting and defending Islam.” Endvidere holdt  han en tale  et Oxford-Centre for  islamiske studier, hvor han fortalte publikum, at hvis de ønskede at redde planeten, måtte de følge den islamiske vej – (the Islamic way) – The Islamic world is the custodian (vogteren) of one of the greatest tresures of accumulated wisdom and spiritual knowledge available to humanity. It is both islam`s noble heritage and a priceless gift to the rest of the world. And yet so often, that wisdom is now obscured by the dominant drive towards Western materialism – the feeling that to be truly “modern” you have to ape the West”, plus det løse. Her er ikke tale om dialog, men vel snarere  lobhudlende dhimmificering,  og det kommer fra en mand, der er konstitutionel monark  for Commonwealth-landene –  Er det tilladt at undre sig?

”Vi lever forlæns men forstår?  baglæns,”  lyder det fra en kendt filosof, men jeg vil i stedet sige:  Vi forstår ikke ret meget,  men så meget mere skråsikre er vore antagelser , der består af lige dele uvidenhed tilsat en god portion ønskedrømme, og hvis virkeligheden viser noget andet, så er det værst for den. –

Litt:   Melanie Philips  Londonistan                (2006)