Kommentar

Når valget nærmer sig, begynder politikerne at fortryde deres gamle udtalelser. Eller rettere sagt, de hævder, at det har de aldrig sagt og i hvert fald ikke ment.
I disse globalistiske tider er der tale om et grænseoverskridende fænomen. Vi ser det i fri udfoldelse i USA, hvor et forbavsende antal demokrater pludselig ikke kan huske, at de for et par år siden ville forbyde olie- og gasudvinding, nedlægge (”defund”) politiet, eller som Joe Biden forsikrede, at vaccinen ydede fuld beskyttelse mod at blive smittet med covid eller smitte andre.
Men vi kan sandelig også være med her i landet, hvor Pernille Vermund har gjort opmærksom på World Economic Forums vision om et samfund, hvor almindelige mennesker intet ejer, men i stedet skal leje. Som borgerlig bryder Vermund sig ikke om et sådant, socialistisk samfund.
Men nu kan et foretagende, der kalder sig TjekDet, og hvis bestyrelsesformand er Lisbet Knudsen, fortælle, at det har WEF aldrig ment. Og hvis man siger det, deltager man i en konspirationsteori. Derfor er det også for galt at hænge MF Ida Auken (S) op på et seks-år gammelt blogindlæg på WEF’s hjemmeside (det er nu fjernet), hvor hun skrev: ”Velkommen til 2030. Jeg ejer intet, har intet privatliv, og livet har aldrig været bedre.”
Nu meddeler Ida Auken, at hendes kommunistiske planer for samfundet blot var ”et ”tankeeksperiment, det mener WEF slet ikke. The Great Reset er en konspirationsteori”. Som Steen Raaschou fra Snaphanen bemærker, må WEF-chefen Klaus Schwabs bog ”COVID-19: The Great Reset” altså være en slags roman, og vi andre må forstå, at de talrige politikere og andre koryfæer, der som Lars Løkke har badet sig i Klaus Schwabs lys, blot har deltaget i en sammenkomst af eventyrfortællere.
Ifølge Ida Aukens forklaring til TjekDet ligger der slet ikke noget politisk projekt bag WEF’s planer om Den Store Omstilling. “WEF har ikke en drøm om, at folk ikke skal eje noget”, forklarer hun. Lisbet Knudsens organ har også talt med nogle ”forskere”, der kan bekræfte, at Pernille Vermund er konspirationsteoretiker.
Ida Auken har givetvis ret i, at det aldrig har været WEF’s plan, at ingen skulle eje noget. Folk som Klaus Schwab, Lars Løkke og Ida Auken står helt sikkert ikke på spring for at afhænde alt, hvad de ejer. Det er vi andre, der ikke skal eje noget, og denne Store Omstilling er allerede godt i gang.
Men det har vi faktatjekkere til at skjule, og det går foreløbigt over al forventning.
For i Den Store Omstillings tid er fakta noget, man frit kan opfinde og ændre med tilbagevirkende kraft.