Nyt

Ifølge planerne vil Elon Musk officielt sætte sig i Twitter-stolen i morgen, fredag, og han er allerede begyndt at kalde sig ”Chief Twitt”.
Det hele begyndte med, at Musk under megen tumult og heftige protester fra venstrefløjen tilbød at købe platformen for 44 milliarder dollars med den begrundelse, at han ville gøre op med Twitters censur mod anderledes tænkende. I første omgang prøvede Twitters ledelse at modstå salget, og senere opstod der forviklinger, fordi Musk krævede dokumentation for, at selskabet havde så mange brugere, som det påstod. Men ironisk nok endte det med, at Twitter ved at true med en retssag tvang Musk til at honorere sit tilbud. Og det er nu sket.
Folk på den amerikanske højrefløj jubler over udsigten til, at de måske omsider kan få lov at sige deres mening, mens rædslen breder sig i venstreorienterede kredse, der frygter, at Twitter nu vil udbrede ”misinformation” og ”hadefulde” ytringer. Desuden finder de det forfærdeligt, at Musk har bekendtgjort, at han vil fyre 75 pct. af Twitters ansatte.
Der bliver sikkert heller ikke brug for så mange ”content moderators”, hvis folk bare kan få lov at sige deres lovlige mening.
En analytiker fra CNN protesterer mod det ”grusomme” i at berøve så mange mennesker deres levebrød. Men hvis den nye ejer gør alvor af sin plan, må det jo skyldes, at de ikke har udrettet noget nyttigt, for han er vel interesseret i, at Twitter bevarer sine kunder og tjener et overskud.
Mathias von Rohr, der er journalist på Der Spiegel, kalder Musk ”eccentrisk og med halvbagte politiske synspunkter” og udstyret med et ”enormt ego”.
Det skal nok passe, for det synes at være normen blandt multi-milliardærerne i Big Tech.